For god ordens skyld skal jeg lige komme med den obligatoriske sang om deadlines. Denne klumme bliver skrevet onsdag aften før semifinalen mellem Argentina og Holland, men skulle der ske noget epokegørende dér, dukker det selvfølgelig op om en uges tid.
Onsdagen er ellers gået med i et eller andet omfang at få vejret igen efter den første semifinale mellem Brasilien og Tyskland, som simpelthen ikke var af denne verden. Det er godt nok sjældent, at man sidder i sin lænestol og ser fodbold med papir og blyant ved hånden, og det så slår én, at det her er da vist historie. Det ligner en kamp, som man vil tale om længe efter vores levetid – og jeg skal i hvert fald have genset den, når det hele er kommet lidt på afstand.
Ikke på grund af dommerpræstationen, for der er næppe nogen tvivl om, at den mexicanske dommer fik en helt anden kamp at lede, end han havde forestillet sig – faktisk behøvede han dårlig nok at lede noget som helst, for frustrationerne slog heldigvis aldrig igennem i spillet.
Jeg synes også, at vi trængte til at komme lidt tilbage på sporet igen. Efter et herligt målsøgende gruppespil og nogle tilsvarende ottendedelsfinaler, blev kvartfinalerne noget underligt forkrampet noget. Masser af spænding og drama, men mit generelle indtryk var, at holdene pludselig var blevet mere bange for at tabe end ivrige efter at vinde. På den baggrund var semifinalen tirsdag lidt en åbenbaring: begge hold ville fremefter, og 2. halvleg var trods de knap så mange mål og det faktum, at tingene var afgjort, ekstremt afvekslende.
Så i denne omgang bliver det til et enkelt punktnedslag – omkring straffesparkskonkurrencer. Man bliver heldigvis aldrig for gammel til at se noget nyt, og den variant omkring en straffesparkskonkurrence, som Holland stod for mod Costa Rica, mindes jeg ikke at have set før på dette niveau. Det var der tilsyneladende heller ikke mange andre, der havde, at dømme efter reaktionerne. Van Gaal skiftede målmand Cillessen ud med kollega Krul ét minut inde i den forlængede spilletids overtid. Må have været ekstremt surt for Cillessen, som kunne se sin hovedrolle og mulighed for at blive helt forsvinde – men taktisk genialt, for Costa Rica havde jo uden tvivl også læst på lektien og forberedt sig på Cillessen. I det hele taget highlighter det nogle af de ting, som gør en straffesparkskonkurrence helt speciel.
Princippet er, at det kun er de spillere, som er på banen ved den forlængede spilletids udløb, som kan deltage – derfor var udskiftningen nødvendig så sent, ikke bare på grund af overraskelsesmomentet, men også med henblik på konkurrencen. Så er der nogle få krøller: en spiller, som midlertidigt har forladt banen og derfor er udenfor ved den forlængede spilletids afslutning (f.eks. han, som er blevet båret ud til behandling et halvt minut før slut), kan stadig deltage – og hvis en målmand bliver skadet under konkurrencen, kan man udskifte med en anden målmand, hvis man stadig har udskiftninger tilbage at tage af.
Så kan man komme ud for, at holdene på grund af udvisninger, alvorligere skader e.l. ikke har lige mange spillere til rådighed, når konkurrencen starter. I det tilfælde ikke bare kan, men skal det andet hold reducere antallet af spillere tilsvarende, således at vi ved konkurrencens start har lige mange spillere. Når vi først er kommet hertil, ligger tingene til gengæld fast. Hvis en spiller bliver udvist under straffesparkskonkurrencen eller får en fibersprængning i tilløbet eller ved at sidde i det våde græs og vente på sin tur, skal det andet hold ikke reducere.
Det betyder, at hvis konkurrencen går hele vejen (efter de fem første sparkere én ny spiller ad gangen), uden at vi har en afgørelse, når det ene hold til enden af køen før det andet og kan derfor begynde forfra (uden at der nødvendigvis skal sparkes i samme rækkefølge). En læser spurgte mig, om man kunne spekulere i at tage sine to ringeste skytter ud (uden at erstatte dem) lige før slutfløjtet, således at man var 9 mod 11 – og det kan man altså ikke, for så må det andet hold reducere tilsvarende med deres to formodet dårligste sparkere.
Før vi går i gang, vil dommeren trække lod, og vinderen kan vælge at sparke først eller sidst. I tidligere tider, som ikke er så længe siden endda, skulle vinderen sparke først. Ofte vil man se endnu en lodtrækning før denne – nemlig om, hvilket mål der skal sparkes imod. Ikke noget, som der er lovgivet for, og det er suverænt dommerens afgørelse – men hvis baneforholdene i øvrigt er lige gode eller dårlige, kan der være sund fornuft i at lade en lodtrækning afgøre, hvilket holds fans der skal sparkes mod.
Af andre kuriositeter kan nævnes, at reglerne om målmandsskift også gælder under konkurrencen – hvis det er med en spiller, som i øvrigt er berettiget til deltagelse. Så van Gaal kunne i princippet have valgt at sætte Robben på mål til spark nr. 5, hvis det ikke var gået så godt for Krul på de første spark. Psykologien er en ekstremt vigtig faktor her, og her har begge aktører – sparker og målmand – deres muligheder, hvor egentlig kun fantasien samt overliggeren for, hvad dommeren mener udgør usportslig opførsel, sætter grænserne. Målmanden må bevæge sig alt det, som han vil på stregen før sparket – men ikke forlade stregen. Det er godt nok svært at holde ham derinde, men grundreglen om at se bort fra bagatelagtige overtrædelser (og kun dem !!) gælder også her.
Og sparkeren kan lave alle mulige hundekunster i sit tilløb, incl. stopmoment, men når først støttebenet er sat i, skal der sparkes til bolden. Så duer det ikke at finte ved at sparke over bolden (og formentlig sende målmanden mod den ene stolpe som et let bytte). Denne nervekrig kan raffineres i det uendelige – her så man Krul nærmest hver gang gå ud og forsøge at psyke sparkeren, checke boldens placering osv. En ædel kunst med rødder tilbage til Henry Froms legendariske tyggegummi på stolpen i OL-semifinalen mod Ungarn i 1960.
Og endelig en sidste kuriositet: typisk opgiver man navnene på sine fem første straffesparksskytter til dommeren, før konkurrencen starter. Ikke noget, som fodboldloven foreskriver, men en konvention, som stille og roligt er opstået. Jeg vil ikke udelukke, at der kan være turneringsreglementer, som kræver det for lige akkurat deres turnering, men jeg har ikke mødt dem endnu. Så i virkeligheden kunne man opgive skytterne én ad gangen. Men lad nu være med at prøve det, næste gang jeres hold skal i straffesparkskonkurrence – jeg vil ikke udelukke, at der er dommere, som vil insistere på at få de fem navne…
Related Posts
Man bliver godt underholdt
Topopgørenes weekend