Turen gik til Portugal

Fra en af vores unge dommere har vi modtaget nedenstående indlæg, der handler om hans oplevelser på en fodboldtur til Portugal.

En ven og jeg besluttede i efteråret, at tage ned til Ibercup i Portugal – en eliteturnering med store fodboldhold som Atletico Madrid, Sporting Lissabon, PSG og you name it. Men det var også interessant med dommerøjne – for der ville komme prominente dommernavne som Peter Frøjdfelt og to andre FIFA dommere. Med andre ord ville vi som dommere blive stillet overfor nogle større og sjovere udfordringer, end vi bliver herhjemme – hvem vil ikke gerne sige, de har dømt de spanske mestre Atletico Madrid?

Jeg blev så inviteret til at komme ned ugen inden til ”opvarmningsturnering” i Marbella, Spanien. Det er en lidt mindre udgave af selv samme turnering i Portugal, hvor mange af de større hold også deltog. Jeg tog derned alene mandag d. 23/6, hvor skolen havde sagt god for tidligere sommerferie. Organiseringen var ikke helt på toppen, og misinformationer var der mange af. Så overraskelsen var ikke stor, da vi måtte vente 1½ time på vores transport (i forhold til det anslåede skema) til udkanten af Puerto Banús, hvor dommerne boede på en nybygget skole. Jeg kendte nogen af dommerne fra tidligere udgaver af Danacup i Hjørring, som er min hidtil klart bedste oplevelse med fodbold – så alene var jeg ikke. Det blev hurtigt onsdag, og solen stod højest på himlen. Jeg startede med min første kamp klokken 8 om morgenen, og allerede efter 5 minutter piblede sveden af mig – temperaturen havde der allerede rundet 25 grader. Så en lang dag var det med 4 kampe i den varme, men gode kolleger. Her indgik jeg i et team med tre engelske dommere og en skotte. Alle aftenerne stod på VM fodbold, hvor vi tog til en nærliggende bar og så kampene.

Torsdag og fredag var lige så skønt vejr, som om onsdagen, og jeg oplevede at have både linjedommere fra Polen og Litauen med. En oplevelse, jeg ikke glemmer – nok fordi vi fik gennemført kampene rigtig fint på trods af, at ingen af dem kunne snakke engelsk. Om fredagen blev jeg påsat kampen mellem Atletico Madrid og Malaga, som var finalen i U-17 pigernes turnering. Det glædede mig utrolig meget at få en finale, især efter turneringsledelsen havde fortalt mig, at det ikke var sket før, at en debutant havde fået en finale. Jeg skulle dømme finalen sammen med to nordmænd, Matej og Asbjørn, som skulle være mine linjedommere, og en svensker som 4. dommer. Jeg kendte dem alle tre fra tidligere på ugen, så vi så frem til at have det skide godt sammen. Finalen endte 1-1 efter udligning af Malaga 1 minut før tid, hvor Atletico et kvarter tidligere havde fået en spiller smidt ud. Kampen skulle nu i straffespark, og den blev vundet af Atletico after utallige straffespark. En god oplevelse, hvor jeg blev rost for min indsats.

Lørdag stod på max afslapning, inden turen søndag gik til Portugal med bus mod den større udgave af Ibercup. Efter nogle logistiske problemer, kom vi alle af sted, og vi landede sent om aftenen. Her ankom min bedste ven Christian, og en god uge var i vente. Mandag var fridag, hvor der om aftenen var møde for dommerne, og tirsdag gik kampene i gang. Jeg startede sent tirsdag med at hjælpe en svensker som linjedommer, og senere skulle jeg få set mere til ham. Det var en god oplevelse – efter en hel uge med engelsk i Spanien, så var det rart at kunne slå over i modersmålet. Onsdag gik ligeledes med at dømme med svenskeren, Simon, og fik jeg en rigtig stor oplevelse – en FIFA dommer fra den næsthøjeste gruppe i FIFA udviklede mig. Der kom mange gode pointer, og man kunne se professionalismen stråle ud af hans øjne. Jeg dømte en rigtig god kamp, og her fik jeg hjælp af både Simon og min ven Christian. Torsdag gik med at hjælpe en kvindelig engelsk dommer, og jeg var begyndt at kunne mærke mine ben efter at have dømt henimod de 12 kampe på en uge – så trætheden kunne mærkes. Fredag aften blev jeg påsat at dømme kvartfinalen i U17A slutspillet mellem Åga fra Norge og Hispania fra Puerto Rico. Fordi jeg blev påsat den kamp, så var jeg med i spillet om at skulle dømme en af de afgørende finalekampe. En kamp, der endte 2-1 til nordmændene – meget velspillet kamp med hjælp på linjen fra Frankrig og Skotland. I det hele taget var det sjovt at se kulturforskellene, for de kan være MEGET store!

Efter udviklingen af kampen kom jeg hjem på skolen og blev mødt af mange folk, som lykønskede mig. A hvad? – Måtte jeg spørge mig selv. Det viste sig, at jeg skulle være en del af U-17 A finalen, som var den mest prestigefyldte kamp at få. At få den kamp dernede er den største kamp, du kan dømme. Det blev et skandinavisk team bestående af Simon og Emilie fra Sverige og Matej fra Norge, som var min linjedommer i U-17 pige finalen i Spanien. Jeg blev helt glad, da jeg fik den nyhed – tænk at en ung gut på 18 år kunne få den mest prestigefyldte finale som linjedommer, når der var 172 andre gode dommere tilstede? Jeg slap igennem nåleøjet, og jeg vandt samtidig den aften prisen som det næst største talent ved turneringen (dommere under 21). Så med det i baghovedet var jeg fuld af selvtillid inden lørdagens finale, som foregik i glimrende tempo – dog ikke den mest spændende kamp.

Det var en kamp mellem hold fra Spanien og Nigeria, og Nigerianerne kunne godt nok løbe hurtigt – puha. Også denne finale endte i straffespark, hvor vi også måtte ud i 9 spark til hvert hold, før nigerianerne kunne krones som vindere af turneringens bedste årgang. Der var stående klapsalver fra de andre dommere på stadion, og jeg mærkede suset efter kampen og følelsen af, at man havde afviklet en finale til perfektion. Det skandinaviske team præsterede i den grad topklasse! Vi var et par stykker, som tog til Lissabon og fejrede finalen med en tur i byen. Det var dejligt og forløsende at kunne smide alt af sine skuldre og nyde, at man havde gjort det godt de sidste to uger. Søndag gik med at sole os på stranden, som bestemt var en god en af slagsen. Mandag gik turen hjem, og jeg landede med min ven Christian i Københavns lufthavn omkring klokken 23. To meget lærerige uger var overstået med både negative men flest positive oplevelser i bagagen. Næste år kunne jeg lokkes til at tage af sted igen – men så vil jeg bo privat, for skolen havde det der lignede Roskilde standarder over sig, rigtig dårlige faciliteter.

Men sådan blev man jo klogere.