I mandags afholdte KFD det årlige Teorimesterskab med Mikkel Bredsgaard Randers som vinder. Nu kan du finde ud af, om du burde have været til stede, og kæmpet med om at få dit navn indgraveret i pokalen og det makedonske slag hvilende på dine skuldre. Jan Carlsen har på vanlig vis fundet 35 spørgsmål frem, så print opgaven eller løs den mens du sidder ved skærmen og se hvor skarp du er. Gør følgende:
Kast din fodboldlov langt væk – de 35 spørgsmål skal løses uden hjælpemidler!
Print opgaven ud. Alternativt kan du finde et papir frem at notere dine svar på, mens du kigger på din skærm. Find opgaven ved at trykke her.
Mens du printer opgaven, så find et stopur, æggeur eller lignende frem og sæt den til 40 minutter, da det er den tid du har til at svare.
Grib en kuglepen eller en blyant, start uret, og gå i gang med besvarelsen af spørgsmålene.
Der er kun ét rigtigt svar pr. spørgsmål. Til gengæld er én af de 3 muligheder også det rigtige svar. Så ingen hel- eller halvgarderinger.
Når du er færdig, eller når din tid er gået, skal du se hvor mange du har haft rigtige.
Du finder svarene her.
Husk når du ser, hvor mange du har rigtige at der kun er ét rigtigt svar i henhold til fodboldloven. Så det er lige meget om man i praksis sagtens kan gøre som du har svaret eller af omveje kan argumentere for at andet også kan fungere. Står der 1, X eller 2 på svararket og du har svaret noget andet er det forkert.
Tæl hvor mange du har rigtige. For sammenligningens skyld bringer vi her de 5 personer fra KFD, som kom tættest på at være på Jan Carlsens niveau.
Mikkel Bredsgaard Randers, 32 rigtige
Bart Wilkowski og Bjarne Nigaard, 31 rigtige
Bjørn Kure og Erik Eriksen, 30 rigtige
Vi takker Jan Carlsen for endnu en gang at levere en fantastisk test, som både er underholdende og svær. Der skal også lyde tak til Jan Carlsens assisterende dommer i mandags, Niels-Erik van Zeijst, og ikke mindst til brødrene Kristian og Krunoslav Brkic for at stå for det praktiske omkring arrangementet mandag aften.
Rigtig god fornøjelse med de 35 spørgsmål og svar.