Jans Corner: Man skal holde sig ajour

I undervisningskredse er den hurtige bemærkning ‘Den, som mener, at han er færdiguddannet, er ikke uddannet – men færdig’ en lidt skamredet klassiker. Men ved fodboldloven kan det yderst relevant. Jeg – og mange kolleger – har haft en hidsig vintersæson, hvor dommernes teorikendskab er blevet støvet af, inden det går løs igen på banerne over det ganske land.

Idéen med det er selvfølgelig ud over afstøvning at få samlet op på de ting, som dommerne har oplevet på banen sidste år, således at vi kan nå frem til ikke bare en så ensartet fortolkning som muligt, men også én, der er så rigtig som muligt. Og jeg bliver gang på gang forbløffet over, hvordan ting, som enten aldrig har været gældende eller i hvert fald ikke har været det i meget lang tid, stadig kan hænge ved. Jeg møder stadig dommere (og for den sags skyld også spillere, trænere osv, for dem kommer vi også gerne ud til), som er sikre på ting, der ikke har været gældende siden midten af 1950’erne. Hvilket så enten betyder, at de pågældende er ekstremt gamle i gårde – eller at nogle opfattelser er så indarbejdede, at de nærmest går i arv fra generation til generation. Men dette at man er oppe imod noget så vældigt som en generel opfattelse, gør også, at man skal være 100% sikker på at forklare sig korrekt, for ellers kommer man bare til at bidrage til en ny forkert generel opfattelse.

For fodboldloven er ikke nogen uforanderlig størrelse, og derfor er det også vigtigt, at man ikke bare stoler på det, som man vidste sidste år – måske har slynglerne lavet det om! Jeg kom senest til at tænke over det, da jeg sad og lavede spørgsmål til teorimesterskab i min lokale dommerklub. Her fór der en lille djævel i mig, så i spørgsmålssættet medtog jeg også en række spørgsmål fra sættet for 10 år siden, heriblandt ét, hvor svaret for 10 år dengang og nu ikke var det samme. Det var der en pæn portion, der faldt i.

Det er dommerens fælde – en anden er underviserens. I vinterens løb har jeg også haft et par henvendelser fra instruktører om de spørgsmål, som de plejer at komme med, og nu var der pludselig blevet diskussion i forsamlingen, for var det ikke lavet om? Jo, det var det – og det tjener til at minde om, at man også på den anden side af skrivebordet har en forpligtelse til at være vågen.

Offside-reglen er noget af det, der er blevet pillet mest ved over de seneste 15 år – og i weekenden fik vi faktisk et unikt eksempel, hvor alle de tre forseelser, som man kan straffe en spiller i offside-position for (indvirke på spillet, genere en modspiller og opnå en fordel af sin position) kom i spil – og trak tråde bagud til tidligere formuleringer og fortolkninger. Det handler om AGFs mål til 2-1 mod Randers mandag aften.

En frisparksbold sendes indover, hvor der er en del angribere og forsvarere på nogenlunde rad og række lidt inde i straffesparksfeltet. Heriblandt AGFs Jesper Lange, som muligvis og formentlig er i marginal offside-position (sådan cirka en skulder er kommet foran næstbageste Randers-spiller, men ikke til at afgøre 100% på de vinkler, som jeg har set). Lange hopper op sammen med Anders Kure for at få fat i bolden. Den passerer Lange, mens Kure får headet på mål. Her bremser vi lige filmen første gang. Frem til 2004, hvor ‘vent og se’-begrebet blev indført, ville man straffe en spiller for at indvirke på spillet, hvis den blev spillet over i hans område (det var altså afsenderen af bolden, der bestemte) – men fra 2004 er det et krav for at kunne straffe for at indvirke på spillet, at spilleren rører bolden. Der er en enkelt undtagelse, men den er ikke relevant her. Så Lange går fri, da han heller ikke begår noget andet, som han kan straffes for.

Kure header på overliggeren, og imens er AGFs Kasper Poulsen kommet ind i målfeltet, ligesom Anders Kure selv er landet liggende derinde, men begge i den modsatte ende af feltet fra Randers-målmanden, og bag hans ryg. Fra overliggeren lander bolden hos Alexander Juel Andersen, som header til den – alt imens Kasper Poulsen i offside-position bevæger sig hen mod bolden bag målmandens ryg. Vi standser filmen for anden gang. Indtil 1996 blev det at opnå en fordel af sin offside-position (dengang kaldt ‘at søge at opnå en fordel’) defineret som at bevæge sig mod bolden med en rimelig chance for at nå den. Man kunne dengang have overvejet at straffe Poulsen – men ikke mere, for nu er kravet ved denne strafbarhed også, at man rører bolden.

Peter Friis Jensen i Randers-målet halvklarer bolden retur til Alexander Juel Andersen, som er foran både bold og næstsidste modspiller, men ikke kan være offside, selv om bolden kommer til ham via en redning fra målmanden, for han er selv den sidste AGF’er der har spillet bolden, og man kan selvfølgelig ikke spille sig selv offside. Han får i anden omgang sendt bolden i mål – og imens er Kasper Poulsen i bevægelse kommet rigtig tæt på begivenhederne. Filmen stoppes for tredje gang. Generer Poulsen en modspiller? Han er hverken i vejen for en modspillers bevægelser eller udsyn (stadig bag målmanden) eller angriber for at erobre bolden – så svaret er nej. Selv efter den ‘gamle’ fortolkning (den er helt fra sidste sæson!), hvor den psykiske gene stadig var en option, ville det have svært, for han distraherer heller ikke nogen synligt. Så selv om alle tre strafbarheder potentielt kunne være i spil, hvis man stolede på gammel viden, skal målet éntydigt anerkendes.

Et eksempel til skræk og advarsel – for har man ikke styr på de seneste fortolkninger og formuleringer, og vil man udtale sig med ekspertens vægt, hvad enten det er i medierne eller i kantinen over for de interesserede kolleger, risikerer man at sige noget, der ikke holder. Rent bortset fra, at det aldrig er sjovt at skulle trække noget tilbage igen, som man har sagt i fuld offentlighed (det har vi alle prøvet) har man anbragt sig i en position, hvor man – for nu at vende tilbage til endnu et af de ofte brugte hurtige slagord, som jeg indledte med – ikke er en del af løsningen, men en del af problemet.