Jans Corner: Hvem er hvem?

Det har været noget af en fodbolduge siden sidst. Denne gang var det ikke den hjemlige Superliga, der kunne trække overskrifterne, men der har været god gang i den andre steder. Fodboldkampe, som man har kunnet sidde og nyde (hvis man da overhovedet har kunnet forblive siddende i det tempo, som tingene foregik). Jeg tænker i første omgang på lørdagskampen i Premier League mellem Chelsea og Arsenal – fulgt op søndag aften af et mageløst El Clásico mellem Real Madrid og Barcelona. Og så fortsatte det tirsdag aften i Manchester-lokalopgøret mellem United og City. Det er sådan nogle kampe, der får en til at føle, at man har valgt den rigtige hobby.

I virkeligheden kunne der skrives klummer om dem alle – men det bliver Arsenal og Chelsea, som jeg koncentrerer mig om. Forinden blot nogle meget korte bemærkninger til de to andre. Tre straffespark og en udvisning er selv for El Clásico ikke hverdagskost, og der er al mulig grund til at prise sine guder lykkelige for, at man ikke var dommer på banen i den forestilling. Efterfølgende synes jeg helt personligt, at det har været lidt patetisk at høre Ronaldo beklage sig over dommeren. Ikke fordi det er specielt overraskende, men det er blodig ironi, at det eneste af de tre straffespark, som efter min mening er notorisk forkert, er det, som bliver begået mod ham selv – en 30-40 centimeter uden for feltet, selv om det er nærmest umuligt at vurdere i naturligt tempo første gang. De to andre kan i min optik sagtens forsvares, selv efter at man har set de langsomme gengivelser. Og er der straffespark, er der også udvisning til Ramos for berøven af oplagt scoringsmulighed.

Tirsdagens lokalopgør mellem United og City gav mig den lille ekstra fornøjelse at gense dommer Michael Oliver, som jeg var med til at have under behandling i en uges tid ved en U/19-miniturnering i Italien for et par år siden. Allerede dér skilte han sig ud fra de øvrige – og bortset fra, at der synes at mangle en udvisning til Uniteds Fellaini for en vildfaren albue, hvilket selvfølgelig ikke er godt nok, gjorde han det set fra den bløde lænestol særdeles flot i et opgør af denne type. Interessant at få nye unge mennesker fra de britiske øer, hvor netop dette med generationsskiftet har været en svær ting.

Og så tilbage til Chelsea og Arsenal. Fabelagtig forestilling for alle, der kan lide at se fodbold – selvfølgelig medmindre man sad i sin røde kamptrøje. Dommermæssigt er den helt centrale situation på mange måder den, som fører til et Chelsea-straffespark og en 3-0 føring allerede efter 16 minutter. Hazard skyder på mål, målmanden er væk – og Oxlade-Chamberlain kaster sig ud i strakt karriere og parerer bolden med hænderne uden om mål. Så langt så godt. Ingen tvivl om straffesparket, men dommeren viser Gibbs ud for forseelsen, selv om der foregår en heftig konversation over headsettet – og selv om Oxlade-Chamberlain selv er henne at bedyre, at det er ham, der er synderen.

Lad os starte med selve forseelsen. En del har efterfølgende hævdet, at den bold alligevel var på vej forbi mål, og at der derfor ikke var tale om berøven af mål eller oplagt scoringsmulighed. Hvilket ville gøre udvisningen forkert, og så ville vi maksimalt være nede i kassen med advarsel for usportslig opførsel. Alt er jo meget let med de langsomme gengivelser – og så alligevel ikke. For selv med dem er det faktisk – i hvert fald for mig – umuligt at afgøre, hvad der egentlig ville være sket med den bold, hvis hænderne ikke var blevet sat på den. Instinktivt er jeg ikke i tvivl om udvisningen – rent bortset fra, at en advarsel ville være umulig at sælge også ud fra hensynet til retssikkerheden, ved ingen, om den bold ville have ramt stangen og blevet i spil. Der er godt med skru i, der kan være vind osv osv. Jeg synes, at det er rigtig svært at klandre dommeren for udvisningen.

Noget andet er selvfølgelig det efterfølgende problem med, at det er den forkerte mand, der bliver udvist. Nogle har hævdet, at dommeren da selvfølgelig skal rette sig efter Oxlade-Chamberlain, som selv tilstår. Tja – man skal altid tro på det bedste i folk og deres medfødte fair play-spirit, men som djævelens advokat kunne man også begynde at tænke i, hvem der bedst kunne tåle de karantænepoint, som blev resultatet. Dommeren er nødt til at stole på, hvad hans team har set – og derfor bliver det Gibbs, uanset hvor forkert det er. Til alle parters forsvar skal det siges, at Oxlade-Chamberlain og Gibbs faktisk ikke er så forskellige, hvad udseende angår. Der er måske 10 centimeters forskel i højden,. men frisure og kropsbygning er tæt på at være identiske, og de er begge tæt på i den sammenstimlen, der kommer efter forseelsen. Dette er ikke en undskyldning – for selvfølgelig skal dommerne fange den rigtige mand – men en forklaring. I selvsamme miniturnering, som jeg beskrev ovenfor, havde vi en episode, hvor en spiller fik en advarsel, hvilket førte til en protest for at undgå karantæne. Fair nok – for vi havde to fuldstændig ens udseende U/19-spillere, som stod inden for samme kvadratmeter – og havde nummer 8 og 18. Linjedommeren greb forkert – og det blev reddet efterfølgende, før nogen kom til skade uforskyldt. Vi har oplevet noget tilsvarende i en dansk 1. divisionskamp for en ca. fem år siden, hvor den samme spiller fik advarsel nr. 2 uden at blive udvist – her var der et par tvillinger involveret!

Jeg har noteret mig, at den tidligere internationale dommer Graham Poll i britiske medier i den grad har været ude med riven efter Andrew Marriner, som dømte kampen – netop på grund af dette med den forkerte spiller. Man kan kalde det skæbnens ironi – eller tage det gamle ordsprog med stenene og glashuset – for netop Poll er ophavsmanden til alle situationers moder, hvad angår forveksling. Mange af os husker endnu VM 2004, hvor Poll i kampen mellem Kroatien og Australien (2-2) fik vist to gule kort til kroatiske Simunic uden at vise ham ud. Heldigvis valgte Simunic i frustration efter kampen at puffe til dommeren og fik sit gule kort nummer tre – og røg trods alt ud.