Jans Corner: God gang i straffesparksfeltet

Efter en rimelig fredsommelig start på Superligaen ved genoptagelsen for et par uger siden, skal jeg love for, at der kom anderledes gang i mekanikken i forårets anden spillerunde. Et par forrygende fodboldkampe og rigeligt med situationer i straffesparksfeltet, der kunne dele Fodbolddanmark. Plus lidt drama uden for felterne. Det er trods alt bemærkelsesværdigt, at der sker så mange ting inde i det farlige område i en spillerunde, så det kan jeg dårligt komme udenom – vel vidende, at det som klubneutral er ekstremt hajfyldt farvand at navigere i.

Det hele starter med brask og bram lørdag med SønderjyskE og AGF og straffespark efter 40 sekunder, da Anders Kure nedlægger Okotie. Daniel Jensen sender straffesparket på overliggeren – det første brændte straffespark i superligaen i denne sæson, statistisk ret imponerende – men Jonasson er hurtigt over riposten og header den ind. Spørgsmålet er, om der skal et rødt kort på for berøven af oplagt scoringsmulighed. Efter min bedste overbevisning nej, for der er andre AGF-forsvarere, der kan nå at gribe ind, og én af parametrene i dommerens vurdering er ‘forsvarsspillernes antal og placering’.

Esbjerg og OB fulgte op tidligt søndag, hvor ét af samtalepunkterne blev et muligt straffespark til OB, da Abdellaoue væltes af en faldende Lucena. Det er ikke ligetil, og min første indskydelse ved skærmen var straffespark, men i de langsomme gengivelser ser det for mig ud til, at Lucena er håbløst ude af balance og bare går omkuld oven i Abdellaoue. Hvis det er rigtigt, taler vi om et tilfældigt sammenstød og ingen forseelse – og hvis Lucena gør det med vilje og får det til at se tilfældigt ud, er det godt nok pokkers udspekuleret lavet.

Randers og Brøndby var en yderst seværdig affære, og som neutral sad man med fornemmelsen af, at det resultat burde meldes til politiet for rent røveri. Randers har to skud på træværket og generelt styr på tingene indtil de sidste 10 minutter – og i den absolutte slutfase kommer weekendens måske mest diskuterede situation. I hvert fald den, der gav de højeste brøl. En høj bold sendes mod Makienok og Alexander Fischer på kanten af målfeltet, hvor der er kontakt, og Makienok går omkuld. Straffespark og 2. advarsel. Der er sagt meget om situationen – også noget, som forhåbentlig ikke var blevet sagt med en mere normal hvilepuls. Og ja, det er korrekt, at fodbold er en kontaktsport, og at der altid rives og flås en del i straffesparksfeltet (hvilket irriterer alle fodboldelskere incl. mig selv) – men ingen, som har set især den sidste vinkel i TV-optagelserne, kan være i tvivl om, at Makienoks trøje bliver strakt til det absolut yderste. Så straffesparket er korrekt nok. For at citere mig selv for 14 dage siden: giver forseelsen frispark udenfor, giver den også straffespark indenfor.

Det kan godt undre mig, at alle taler om, at vi skal den overdrevne brug af armene til livs, og når der så kommer en dommer, der gør noget ved det, skyder man budbringeren. Selv om det er blevet bedre de senere år, er der ingen tvivl om, at linjen her, set over en bred kam, også internationalt, ikke er knivskarp. Jeg har bemærket mig, at mange spillere på det seneste ikke har bedyret skyld eller uskyld, men udtrykt sig i stil med ‘jeg gav dommeren mulighed for at dømme det’. Og det er faktisk lige sagen – i og med at det er op til dommerens skøn, skal man holde sin sti ren og ikke håbe på ‘går den, så går den’. Slet ikke, når man har en advarsel i forvejen. Nr. 2 kunne gives for holde-forseelsen, men også for at bremse et lovende angreb, så der er flere muligheder. Igen kommer direkte rødt ikke på tale, fordi én af parametrene for vurdering af berøven er ‘spilretningen’ – dette foregår langt ude i siden . I hvert fald ikke ‘en oplagt scoringsmulighed’. Nogle har argumenteret med ‘sidste mand’ – men det er ikke det, som det handler om.

Og så sluttede FCK og FCM af med en forrygende kamp for både fodboldelsker og lovnørd. Ingen har i real time en chance for at se, at bolden rammer Duncan på vej ind i mål ved 0-1 målet, og ellers ville spørgsmålet nok være, om den hånd var forsætlig eller ej (det er den ikke). Men problemet er, at målmanden er væk, og dermed er Duncan reelt offside, da han er på linje med den sidste forsvarsspiller. Normalt tager man det jo for givet, at målmanden er den sidste, og den sidste markspiller den ‘næstsidste’, men sådan er det altså ikke her. Så med alle vinkler til rådighed burde det mål ikke have været anerkendt, selv om tingene går meget stærkt. FCK kunne godt have tænkt sig et straffespark, da Vetokele går omkuld efter en duel med FCM’s Banggård. Faktisk i en identisk position med Makienoks og Fischers. Min intuitive reaktion er også straffespark, men efter at have set den flere gange er spørgsmålet, hvor stor kontakten egentlig er, sammenholdt med kampens niveau – og Vetokeles fald er endda mere dramatisk end Makienoks. Det ligner en 50-50 situation, hvor man, ihukommende at det er dommerens skøn, der afgør, og at ingen har patent på sandheden, selv ikke klummeskrivere, nok bare må følge dommeren.

Som et effektfuldt klimaks udvisningen af Cornelius for en albue mod samme Banggård. Langt væk fra bolden og efter lidt duel mellem de to kommer der en albue bagud, uden tvivl med et betydeligt element af frustration over hele kampudviklingen. Fremragende samarbejde mellem dommer og linjedommer og lovmæssigt intet at diskutere – kassen hedder ‘voldsom adfærd’, fordi det netop ikke sker i kamp om bolden. Og så springer jeg behændigt hen over en situation mellem Esbjerg og OB, hvor Mads Toppel og Michael Jakobsen har en konfrontation før et hektisk hjørnespark til sidst med 22 mand i feltet. Ikke fordi jeg normalt er specielt berøringsangst (i hvert fald ikke på dette område), men fordi den sag i skrivende stund stadig kører i systemet, er det et helt fast princip ikke at gå ind og kommentere på den. Hver ting til sin tid.

Jeg kan næsten ikke vente på næste runde…