Jans Corner: Black or white mistakes

Alle mennesker begår fejl. Og eftersom fodbolddommere også er en slags mennesker – omend nogle vil betragte dem som en specielt masochistisk indstillet afart af racen – gør de det selvfølgelig også. For en god uges tid siden blev der i et herværende dagblad hævdet, at man fra DBUs side fokuserede urimelig meget på fejl. For at være 100 % retfærdig, var det dog ikke avisen, men primært én tidligere topdommer, der bragte påstanden til torvs. Hele diskussionen var i min optik lidt ved siden af skiven, for det er jo ikke de almindelige tvivlsomme eller fejlagtige vurderinger, som er problemet. Fodboldlovens tre vigtigste ord er ‘efter dommerens skøn’ – og det er jo lige akkurat derfor, vi har ham: han skal vurdere en hændelse og afsige en kendelse. Den kan aktørerne på og uden for banen så være enig eller uenig i, men vi kan jo ikke sende tingene til urafstemning hver gang – derfor er det én mand, der står med det endelige ansvar for beslutningen. Afhængig af kamp, turnering og række kan han så have et varierende antal kolleger at støtte sig til. Ofte vil man ikke udefra kunne se, hvem der egentlig har lagt de sidste og afgørende lodder i vægtskålen, men det er dommeren, der som chefen tager ansvaret og beslutningen.

Den danske kultur er ikke generelt til fejlfinding. Det var ikke tilfældigt, at vi for et par håndfulde år siden udskiftede titlen på den person, der er på stadion for at se på dommeren, fra ‘bedømmer’ til ‘udvikler’. Fokus er ikke på at identificere fejlkendelser – men på at gøre dommeren til en bedre dommer næste gang. Så har der været fejlkendelser, vil de optræde som et udviklingspunkt. Ingen kan jo lave om på det, som er foregået – men det er helt afgørende at ruste dommeren bedst muligt til at kunne undgå dem en anden gang. Med andre ord lære af sine fejl og vende dem til noget positivt.

Men så er der de kendelser, hvor alle og enhver på stadion (bortset fra dommeren) kan se, at den er gal. Og dem kan man selvfølgelig ikke bare feje ind under gulvtæppet. Det er et internationalt fokus fra både UEFA og FIFA at få identificeret disse fejl og få sat søgelyset på dem, så de ikke optræder igen. Derfor er vi i sagens natur nødt til at gøre det samme nationalt. Ellers ville vi gøre alle parter en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning). I det internationale regi, hvor der er rigtig mange dommere i spil, er det nødvendigt med et karaktersystem, så man på en eller anden måde kan skille fårene fra bukkene. Det klarer vi os fint uden på de højeste niveauer herhjemme. Det er et begrænset antal dommere, som vi har med at gøre, og vi har et væsentlig tættere kendskab til dem, end man kan have på det internationale niveau, hvor der kommer mange skoler og kulturer i spil. For os er det spændende at se dommerens kurve målt på hans udviklings- og fastholdelsespunkter – MEN vi holder også styr på de afgørende fejlkendelser som nævnt ovenfor, de såkaldte Black/White Mistakes. Og det skal altså virkelig være sort/hvidt. I ethvert udviklingsskema på en dommer i DBU-regi skal udvikleren tage stilling til, om der har været situationer af denne type, og hvordan de er blevet løst.

Vi taler ikke om et forkert indkast eller en tvivlsomt frispark oppe midt på banen. De sort/hvide fejlkendelser er oppe i en anden skala. Det er en forkert udvisning (eller en udvisning, som ikke skulle have været dømt) eller et forkert dømt straffespark (eller ét, som var der, men ikke blev dømt). På linjedommersiden taler vi om offside-kendelser (eller manglende), som fører til mål eller til underkendelse af et mål.

Næppe nogen, fans, klubber, forbund eller andre, vil være uenig i, at det er vigtigt at få fanget disse kampafgørende situationer. Der er så mange penge på spil, rent bortset fra trofæer og andet, at det vil være nærmest kriminelt ikke at prøve at få forhindret disse situationer. Derfor virker det med al respekt også lidt tudefjæsagtigt at beklage sig over, at der er fokus på denne type situationer. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er nogle kendelser bare mere afgørende end andre. Og selv om jeg hører til dem, der tror på, at det ved sæsonens afslutning på det store regnebræt nok for klubberne går nogenlunde lige op altsammen, går regnskabet jo ikke lige op for dommerne. Én betydende fejl er én for meget.

Som sagt opererer vi herhjemme ikke med karakterer – men det gør man i høj grad internationalt. Hvis en UEFA-dommer i en international kamp løber ind i en sort/hvid-situation, koster det i den grad på karakteren. Jeg skal ikke trætte med de tekniske detaljer, men der er virkelig tale om et markant nedslag. Med til historien hører så, at vi, når vi er udenlands, både skal anføre karakteren, som den nu er – og som den ville have været, hvis ikke den pågældende situation havde været der. Og er der flere ansvarlige for den pågældende situation, koster det for dem alle. Jeg har selv for relativt nylig været afsted til en kamp, hvor mållinjedommeren misser vurderingen af et straffespark og dermed selvfølgelig også skal have sine karaktermæssige tæsk. Men dommeren ryger med i fælden, fordi han – uanset mållinjedommeren – selv burde have fanget situationen. Dommeren dømmer bortset fra det en blændende kamp, men falder altså i denne ene situation.

Og hvad vil man så helst have: en dommer, som bare dømmer jævnt godt hele vejen uden i øvrigt at gøre sig positivt eller negativt bemærket – eller ham, som konstant dømmer på et højt niveau, men engang imellem falder gennem brædderne på en kritisk vurdering ? Der er nok en rigtig god grund til, at UEFA beder os om at anføre begge karakterer, både den endelige og den, der ville have været, hvis ikke… Og det har jeg det selv rigtig godt med: vi er tilbage ved indledningen – det er altså menneskeligt at fejle, enten selv, eller fordi en af kollegaerne gør det. Det skal selvfølgelig ikke ske for tit. Som salig Cicero sagde for et par tusind år siden: ‘Det er menneskeligt at fejle – men det er djævelsk at blive ved.’