Jans Corner: Arme og albuer

Det har været en mærkelig weekend, forstået på den måde at alle ligaer har haft et yderst skrabet program i  højeste række (om nogen kampe overhovedet), fordi man har taget hensyn til de sidste VM playoff-kampe fredag og tirsdag. Nogle undrer sig over, at det skulle være nødvendigt også for lande, som for længst har udspillet deres rolle i relation til VM-kvalifikation. Men forklaringen er, at  der også er hold i de ligaer, som kan have udenlandske spillere, der kan blive kaldt hjem, hvis deres land stadig er med i legen.

Playoff-kampene bød ikke på det store: den obligatoriske håndfuld udvisninger og så et noget uldent offside-mål til Frankrig mod Ukraine. Ikke noget, der kan bære en hel klumme – så i stedet tager jeg tilflugt til et af de emner, der til stadighed kommer opfordringer på, selv om det efterhånden har været forbi nogle gange – nemlig brugen af arme og albuer mod modspillerne.

Der er ingen tvivl om, at det i de fleste lande, herunder bestemt også Danmark, er blevet meget bedre de seneste år, efterhånden som det er blevet et fokuspunkt, som både dommernes og klubbernes opmærksomhed er blevet dirigeret imod.  Oprindelig kom denne brug af arme og albuer nærmest ud af den blå luft og lidt som en afledt effekt.

Nogle kan måske huske den målrettede indsats mod tacklinger bagfra i starten af 1990’erne. Den kom efter en række rigtig grimme uheld (jeg vil blot nævne den tackling, som smadrede van Bastens karriere), og efter nogle weekender, hvor kortene fløj lavt med en del tumult til følge, kom der egentlig rimelig styr på det. Denne type tacklinger kan alle nok, når adrenalinet ikke lige pumper, blive enige om ikke hører til i fodbold.  Men resultatet var, at når der nu var fokus på benene, krøb forbrydelserne længere op af kroppen. Vi fik en kraftigt øget brug af armene i løbeduellerne – og også disse højtflyvende eller udstrakte arme, rettet mod en modspiller. Og de dukker stadig op.   

Man kan spinde et mægtigt teoretisk apparat uden om, men jeg prøver at holde det nogenlunde simpelt, selv om det ikke er let.  Som så ofte før griber vi  § 12, som i bund og grund handler om alle de grimme ting, som fodboldspillere kan gøre mod hinanden – og hvilke sanktionsmuligheder dommeren har over for det.  I de internationale fortolkninger og danske afgørelser finder man afsnittet ‘Forsætlig brug af arme / albuer mod en modspiller skal vurderes som puf eller slag, alt efter omstændighederne , og dertil svarende personlig straf tages i anvendelse. Bringes modspillerens sikkerhed i fare ved handlingen, er straffen en udvisning.’ 

Er det alene spilleren, der er spilobjektet og bolden uden interesse, er ingen i tvivl om, at vi har med en udvisning at gøre.  Sker forseelsen i kamp om bolden, går man dels ind og ser på udførelsen (armens position, bevægelsens kraft, retning og hastighed), dels hensigten  (er armen et hjælpemiddel for spilleren til at komme længere frem eller op, eller bruges den som et selvstændigt våben mod modspilleren ?). Bruges armen som våben med ond vilje, og udsættes modspilleren for fare, er straffen automatisk en udvisning. 

Faremomentet kan opstå på mange måder: albuen kan blive ført bagud, så der er risiko for tænder og andet – men den flade hånd med stor kraft kan være lige så farlig: finger i øjet, brækket næse osv. Dommerens opgave er at vurdere hensigten:  er det armens naturlige position – eller en unaturlig position, hvor armen bruges som våben? Nogle gange starter armen som redskab, for at spilleren midlertidigt kan trodse tyngdeloven og komme til vejrs, men så får den lige et ekstra tryk for at holde modspilleren væk og bliver dermed til våben. Det, som ofte forklares og forsvares som ‘at beskytte sig’ – og som jeg plejer at udlægge som ‘Nu gør jeg det mod dig først, for ellers gør du det mod mig’. Man skal huske,  at modspilleren har jo lige så meget ret til at være der som én selv.   

Vi er som sagt i grænselandet mellem to af fodboldlovens forseelser med armene:  slag og puf. Taler vi om et regulært slag, er vi uden diskussion  i udvisningskategorien. Taler vi om et puf, hvor hensynet tilsidesættes, og spilleren ikke tænker på de konsekvenser, som modspilleren kan løbe ind i (uden at han nødvendigvis gør det), er vi ovre i kassen med advarsler. Med andre ord: Er der en fornuftig grund til, at armen er, hvor den er? Hvilken kraft bevæges den med? Er den rettet mod modspilleren  for at holde ham væk? 

I mange situationer på TV er det tydeligt, at synderen lige skæver til siden og orienterer sig om, hvor modspilleren er henne, før armen strækkes helt igennem. Det er noget af det mest hundesvære for dommeren at fange (men ret let for en langsom gengivelse fra et kamera) – og taler selvfølgelig imod, at handlingen bare var en tilfældighed. 

Man kan også sagtens møde, at forseelsen ikke engang er hensynsløs, men bare satset – spilleren glemte at tænke sig om og vise den nødvendige forudseenhed, og så blev der kontakt. I så fald er der typisk hverken gult eller rødt kort involveret, men måske bare en kammeratlig reminder til spilleren – fodboldlovens ‘påtale’. Glem ordet ‘henstilling’, stadig hørt af og til: fodboldloven og dommeren ‘henstiller’ så sandelig ikke med lavt mæle til spilleren om at være så elskværdig ikke at gentage handlingen – den/han ‘påtaler’, at dette her var altså over kanten, og næste gang er der kulør på.  Foreløbig har alle forseelser skullet straffes med et direkte frispark – men selvfølgelig er der også den mere teoretiske variant, hvor en spillers arm bare tilfældigt flyver forbi modspillerens næse på kort afstand – så taler vi farligt spil uden kontakt og et indirekte frispark.

Jeg vil også godt som afslutning slå et slag for mit eget helt personlige check-spørgsmål, som ikke står nogen som helst steder: har dette i det hele taget noget med fodbold at gøre, eller har vi skiftet sportsgren? Er man holdt op med at spille fodbold, ligger udvisningen også lige for på sølvfadet.