Jans Corner: 10 dages karantæne eller blot indkast?

En enkelt situation fra den franske Ligue 1 ramte overskrifterne i forrige uge, nemlig den, hvor St. Etiennes forsvarer Kurt Zouma blev udvist og efterfølgende fik ti spilledages karantæne for en tackling på Sochaux-spilleren Thomas Guerbert. Guerbert brækkede benet i situationen. Den gav også et par gevinster i mailboxen her – og frem for alt har det været interessant at læse et beskedent udvalg af de kommentarspor, som situationen har kastet af sig på diverse netsider.

Mange har studset over karantænelængden, og det er måske lejligheden til endnu en gang at gøre opmærksom på, at den har dommeren ikke noget med at gøre. I langt de fleste lande har man et pointsystem eller nogle grænser på antal kort, der udløser karantæne, men udvisninger vil så godt som altid blive vurderet individuelt.

Frankrig har erklæret fokus på de tacklinger, som udsætter modspilleren for fare, og det er vel i lyset af det, at karantænelængden skal ses. Men igen: det er ikke dommerens departement. Det er en af mine egne små personlige kæpheste, at man skal være morderlig forsigtig med magtens tredeling, hvis vi nu kortvarigt skal blive filosofiske: den lovgivende, udøvende og den dømmende magt.

Den lovgivende har fodboldloven sørget for, den udøvende klarer dommeren under kampen, og den dømmende står f.eks. et disciplinærudvalg for. I min verden bør der være vandtætte skotter mellem de tre. Så når dommeren har udfyldt sin indberetning, er sagen overstået for ham og ligger hos disciplinærudvalget. Karantænelængden er ham uvedkommende – på samme måde, som et disciplinærudvalg forhåbentlig heller ikke vil begynde at anfægte de enkelte dommerkendelsers rigtighed (i hvert fald ikke uden en udtalelse fra dem, der står for den lovgivende side).

Hvad er det så egentlig, der sker i situationen? Zouma sætter en ganske voldsom glidende tackling ind med i hvert fald det ene underben løftet fra jorden, rammer bolden, men derefter også manden og sender ham op i luften, hvorefter Guerberts fod tilsyneladende hænger fast ved nedfaldet, og han vrikker om og brækker benet. Netop dette at bolden rammes, har fået flere på kommentarsporene til at sige, at her er der bare indkast og intet andet. Hvilket så er en fin lejlighed for mig til at gøre opmærksom på, at det at ramme bolden i sig selv ikke er noget alibi.

Man kan sagtens tænke sig strafbare situationer, hvor bolden rammes, men manden derefter også bliver det (måske med det andet ben), ligesom man også sagtens kan tænke sig situationer, hvor der er benkontakt, uden at bolden rammes – men uden at der bliver frispark ud af det. Det er og bliver forsætligheden i selve kontakten, der er afgørende – og til forsætlighed hører også, om den tacklende spiller kunne forudse, at nu ville der altså opstå en kontakt. Med al respekt: hvis en tackling af denne kaliber, som jeg i hvert fald nødig ville møde som angriber, ikke skulle give frispark, måtte man skrive regelsættet om. Vi skulle alle sammen gerne kunne gå på arbejde dagen efter kampen.

Så lovmæssigt ingen tvivl om frisparket. Er der så udvisning ? Vi griber igen efter de kriterier, som dommeren skal vurdere efter, når han bestemmer sig for en følgestraf (ingen / advarsel / udvisning). Det er aspekter som kontrollen over tacklingen (er ingen / ét / begge ben i kontakt med jorden ?), voldsomheden i tacklingen (hastigheden, hvormed tacklingen sættes ind), muligheden for at spille bolden og viljen til at spille bolden. Vi kan vel sætte flueben ved de to sidste: bolden spilles, og det er uden tvivl også meningen. Til gengæld kommer tacklingen med stor fart, og den virker ikke specielt kontrolleret, selv om bolden trods alt rammes. Spilleren må kunne forudse, at resten af ham jo følger med, når han sætter tacklingen ind på den måde, og at der vil blive en kraftig kontakt med manden bagefter.

Når kriterierne er mærket af, kommer eftersætningen: ‘En voldsom, ukontrolleret tackling med ét eller begge ben, som rammer modspilleren og bringer hans sikkerhed i fare, betragtes som spil, som i alvorlig grad er utilladeligt og straffes med direkte frispark og udvisning. Dette gælder, uanset om tacklingen sættes ind forfra, bagfra eller fra siden.’

Ud fra det mener jeg heller ikke, at man kan sige, at udvisningen er forkert. Det er sikkert bolden, der er spilobjektet, men det giver ikke lov til at bruge alle tænkelige midler for at få fat i den, og i det mindste skal forsvareren kunne forudse 2. fase. Bemærk i øvrigt, at det ikke lovmæssigt gør nogen forskel om tacklingen kommer bagfra eller fra siden – det var der også nogle af kommentarerne, der gik på.

En af henvendelserne i min postkasse gik på det lidt underlige i, at dommeren først tilser spilleren og efter at have konstateret skadens omfang kommer med det røde kort. Er resultatet af tacklingen ikke ligegyldigt? Jo, i princippet – for spilleren var ved tacklingens karakter blevet udsat for fare, uanset om benet så var forstuvet eller brækket. Men jeg tror, at sammenhængen er en anden – nemlig den, at dommeren tilser spilleren for at finde ud af, om der skal hjælp til, hvor meget hjælp – og om man overhovedet tør begynde at flytte på ham. Sikkerheden for spillerne kommer altid først inde i dommerens hoved, og det røde kort løber ingen vegne. Det ville have virket forkert på mig, hvis dommeren føst havde eksekveret det røde kort og så tilkaldt hjælp til spilleren, som i øvrigt er landet delvis uden for banen, så han er altså flyttet nogle meter.

Og så tilbage til starten: jeg vil ikke tage stilling til, om 10 dage er passende – men udvisningen er der i min verden ingen tvivl om.