Jans Corner: To situationer fra FCV-BIF

Der er heldigvis en del, der benytter sig af mail-adressen nederst på siden og kommer med gode forslag til emner, der kunne tages op på denne plads. Mange sender også små hilsener med, enten fordi de er tilfredse, og /eller fordi de har forslag til, hvordan tingene kan gøres bedre.

Alt bliver overmåde værdsat, så bliv endelig ved. Bagsiden af medaljen er, at det kan vare lidt tid, før emnet også kommer forbi i trykt form. Aktuelt har jeg to henvendelser liggende i indbakken med stort set alle de flag, som tænkes kan: én omkring anvendelsen af reserver. Hvornår fik man egentlig lov til at skifte ud ? – og hele den historik. Og én om en af tidens store svøber, den umådeholdne brug af arme i spildueller.

Det skal nok komme, men så længe de helt faste kunder, spillere (og desværre ind imellem også dommere) bliver ved med at levere aktuelt stof, går jeg så vidt muligt efter de situationer, simpelthen fordi det er sjovest at tage dem, mens læserne også kan huske dem. Jeg håber på tilgivelse fra forslagsstillerne – det er ikke manglende interesse !

Weekendens superligarunde bød blandt meget andet godt på to situationer i mandagskampen mellem Vestsjælland og Brøndby, som gav lidt musik: et straffespark og et annulleret Brøndby-mål.  Mine TV-venner talte i begge tilfælde om tynde eller tvivlsomme kendelser – og det er jeg så ikke lige enig i.  Lad os tage situationerne én ad gangen.

I straffesparkssituationen, som kronologisk ligger først, kommer der en dyb aflevering frem til Brøndbys Alexander Szymanowski. Han får presset sig foran Jan Kristiansen (er vel egentlig bare hurtigere), og sekundet efter er der en kropskontakt inde i straffesparksfeltet.  Kristiansens skulder / arm er inde i ryggen på Szymanowski, som går omkuld, og der dømmes straffespark. Lovteknisk taler vi om et puf, uanset om det er armen eller skulderen, for godt nok er det tilladt at angibe en modspiller med skulderen, hvis nogle betingelser er opfyldt, men et angreb med skulderen er skulder mod skulder, side mod side og forudsætter altså, at de to spillere er på omgangshøjde.  En skulder sat ind bagfra ryger over i kassen med puf – og i virkeligheden en akademisk diskussion, for forseelsen er under alle omstændigheder til et direkte frispark.

Jeg har set Jan Kristiansen citeret for, at han mener at prikke til bolden. Det synes jeg nu ikke, at TV-billederne viser, men det er i virkeligheden også lige meget – for selv om han havde gjort det, er det selvfølgelig ikke tilladt at puffe samtidig. Det ville ellers være enhver forsvarsspillers drøm: at kunne puffe modspilleren ud af balance og spille bolden samtidig. Så er der som sagt dem, der mener, at det er et tyndt straffespark. Nu fås straffespark principielt  kun i ‘one size’ – enten er de der, eller også er de der ikke. Syreprøven er yderst enkel: ville dette i en superligakamp med det automatisk lidt højere niveau have givet direkte frispark begået ude på banen ? Hvis ja, er der også straffespark. Mange mener (og det gælder desværre også nogle dommere), at et straffespark skal være ekstra tydeligt – men et straffespark er i virkeligheden bare en frisparksforseelse begået på et kedeligt sted. Så i min optik er der ikke meget at komme efter vedrørende straffesparket.

Så har vi situationen, hvor Szymanowski erobrer en bold nærmest på mållinjen, får driblet tilbage og sendt et skud på mål, som Vestsjællands målmand Thomas Mikkelsen redder og bøvler lidt rundt med. Ferhan Hasani kommer til og prikker bolden i mål, men som TV-billederne viser, har Mikkelsen én hånd på bolden, som ellers har kontakt med jorden.  Casen her er, at når målmanden har kontrol over bolden, kan ingen andre spillere på lovlig vis få bolden fra ham igen. I kampens hede blev begrebet ‘fuld kontrol’ introduceret. Det kender fodboldloven ikke – her er det et spørgsmål om kontrol eller ej.

Og kontrol kan målmanden have på tre måder: ved at holde bolden, ved at hånddrible (jfr. Eto’os på mystisk vis anerkendte mål mod Cardiff for et par uger siden) eller – nok mere teoretisk – ved at luftdrible, uden at bolden rammer jorden.   Hvad så med én hånd på bolden, som ligger på jorden – er det kontrol ?  Ja, det er det. Vi forudsætter selvfølgelig, at bolden er i nogenlunde ro (f.eks. har målmanden ikke kontrol over bolden, når han fister til en høj bold, heller ikke i kontaktøjeblikket) – men der er altså ingen sandhed i de hyl, som man i hvert fald i min barndoms skolegårdstid praktiserede: at der skulle være to hænder på. Et helt standard teorieksempel for at vække folk på de bageste rækker er den målmand, som liggende på jorden har én finger på bolden og får den til at ligge stille mod jorden. Han kontrollerer bolden. Det samme gør f.eks. den målmand, som har så store målmandshandsker, at han kan holde bolden i én hånd ovenfra. Hvis ikke disse målmænd kontrollerer bolden, hvem pokker gør så ?

Dette kontrol-begreb har gennem tiderne haft mange interessante udlægninger også hos dommerinstruktører. For maaange år siden talte nogen om ‘fuld kontrol’, og det kan måske have vildledt kommentatoren. Nogle af mine gode jyske instruktørkolleger af forrige generation talte om ‘at holde bolden død mod en del af sit legeme’.  Det lyder dramatisk. Men essensen er den samme: når målmanden har bemægtiget sig bolden, og situationen er stabil med bolden i ro, er den hans. Så vurderingen i Slagelse er ubetinget korrekt set fra skærmen: det mål kan ikke anerkendes.

Lovnørder kan så hygge sig med, om frisparket skal dømmes for farligt spil eller for at forhindre målmanden i at frigøre bolden til spil.  Målmandens 6 sekunder med kontrol over bolden tæller vi jo først fra det øjeblik, hvor han er klar til at skille sig af med den, så hvis begreberne skal passe sammen, er det fristende at tale om farligt spil. Men igen: rent akademisk, for straffen er et indirekte frispark i begge tilfælde.