KFD

Som ny dommer kan dommergerningen måske opleves ”ensom” og det er derfor vigtigt at du selv er aktiv og nysgerrig overfor fodbolddommergerningen.  Vi ved af erfaring i København at deltager man aktivt i aktiviteter for nye dommere og de dommerfaglige kurser generelt er lysten og glæden ved at dømme fodbold markant større ligesom medlemskab af dommerklub er hensigtsmæssigt.

DBU og DBU-K opfordrer alle nye dommere til medlemskab af en dommerklub. I hovedstaden har du mulighed for at blive medlem af Københavns Fodbold-Dommerklub, KFD. Du finder KFD på www.fodbolddommer.dk

Her i efteråret har DBU-K og Københavns Fodbold-Dommerklub udarbejdet et særligt efterårsprogram for alle nye dommere –  uanset om du medlem af Københavns Fodbold-Dommerklub eller ej . Du skal blot være registeret som DBU-dommer hos DBU-K så kan du deltage.

Du kan altså som nyuddannet dommer i 2012 og 2013 deltage i et eller flere arrangementer som alle er gratis! (På nær KFD-afslutningsfesten for fodbolddommere som har en beskeden egenbetaling på kr. 50, som dækker mad, drikke og underholdning).

Søndag den 27. oktober:
”Divisionskamp backstage” – mød en elitedommer til 1. div. kampen Lyngby – Silkeborg.

Går du rundt med en elitedommer i maven? Vil du gerne vide, hvad det kræver at nå toppen af dansk fodbold? Eller er du bare nysgerrig på, hvordan det er at være nået helt derop?  Kan du svare bekræftende på bare ét af ovenstående spørgsmål, så har vi et arrangement for dig.

Arrangementet er til tænkt den nye dommer, som gerne vil mærke eliteniveau på nært hold, høre en rutineret dommer dele ud af sine erfaringer og fortælle om  vejen til toppen af dansk fodbold  og altså se ”en divisionskamp backstage”.

Det er 1. divisionsdommer Lars Skibild Jensen, som leder kampen Lyngby-Silkeborg på Lyngby Stadion. Lars får på linerne hjælp af Kim Corfitsen og superligalinjedommer Henrik Malmberg.

KFD har tidligere haft gode erfaringer med afholdelse af denne type arrangementer, som har været meget populære blandt nye dommere. Alle deltagere mødes søndag d. 27/10-13  kl. 12.45 ved klubhuset på Lyngby Stadion. Her bydes velkommen. Herefter overværes kampen, og der opfordres  til, at der medbringes skrivetøj og blok, således at alle spørgsmål kan kradses ned. Efter kampen vil dommertrioen invitere til en dommersnak, hvor der må skydes frit fra hoften, både hvad angår kendelser under kampen, og hvad der angår alt andet dommerfagligt. Når spørgsmålene er skudt af, eller vi har opholdt trioen tilpas længe, pakker vi sammen og forlader Lyngby Stadion.

Arrangementet er gratis  og giver entre på Lyngby Stadion  og en stadionplatte (Lyngbys berømte og velduftende stadionpølser  med tilhørende drikkevarer). 

Tilmelding skal ske til kfdtilmelding@hotmail.com senest torsdag den 24. oktober.

Jonathan Nilton og Christian Iversen, tovholdere, Fodbolddommere i København og medlem af Københavns Fodbold-Dommerklub  

Lørdag den 2. november kl. 18:
KFD’s årlige afslutningsfest hvor man møder andre dommere med underholdning og kåring af årets bedste dommerpræstation og lotteri med dommereffekter som præmier – der er mad og drikke (traditionen byder på stegt flæsk ad libitum og spiser man af religiøse årsager andet får man det) Deltagerpris for alle kr.50,-. Man tilmelder sig ved at sende en mail til KFDtilmelding@hotmail.com med navn og dommernr.  Bemærk at man vælger selv om man deltager 1 time eller 3 eller evt. kommer senere for en dommersnak. Skal man spise med skal man tilmelde sig pr. mail.  Sidste år døde vi næsten af grin, da en hypnotisør fik dommere til at tale kinesisk og oversætte ”marssprog”.

Fredag den 8. november:
”Åben udvikling” – hvordan bliver man bedømt som dommer og hvordan rykker man op”. Tidligere FIFA- og superligadommer og aktiv DBU-udvikler Lars Gerner fortæller.

Hvad er en ”udvikling” (tidl. kaldet bedømmelse) og hvordan foregår sådan en? Det får du nu muligheden for at opleve fredag d. 8. november 2013 kl. 18.00 på Jens Jessens Vej. Her inviteres til åben udvikling. Vi overværer serie 1 kampen VLI – Vigerslev, som dømmes af Jonathan Nilton.  Udvikler vil være tidligere FIFA- og superligadommer Lars Gerner og nuværende DBU-udvikler med særlig focus på talenter i København. Lars vil også fortælle om hvorledes man avancerer op i systemet. En gylden mulighed for at  se hvordan  en udvikling foregår  praktisk/live. Herudover vil man få en masse gode råd, så man er klar til første eller næste udvikling.  

KFD har gode erfaringer med afholdelse af denne type arrangementer, som tidligere har været meget populære blandt nye dommere. Endvidere er der mulighed for, at man kan få en dommerfaglig snak med ens kollegaer, og få et større socialt dommernetværk. 

Alle deltagere mødes fredag d. 8/11-13 senest 17.50 på Jens Jessens Vej ved kunstbanerne.. Tag gerne kuglepen og blok med, således at alle spørgsmål kan kradses ned. Efter kampen går vi i omklædningsrummet, hvor dommer og udvikler vil gennemføre en udvikling. Herefter må deltagerne skyde frit fra hoften med spørgsmål, både hvad angår kendelser under kampen, og hvad der angår alt andet dommerfagligt.   KFD vil være vært for lidt drikkelse efter kampen.

Der er intet krav om tilmelding til dette arrangement – du møder bare op ! 

Preben Jacobsen, tovholder, fodbolddommer i København, medlem af  DBU-K´s fastholdelse og rekrutteringsgruppe  og  Københavns Fodbold-Dommerklub 

Vintertræning mandage i december 2013  – marts 2014 kl. 19.00 :
Vi spiller (på mandage) indendørsfodbold på små baner i ”Prismen” en spritny idrætshal , Holmbladsgade 71 tæt ved Lergravsparken  Metro. Desuden trænes den løbetest som man som dommer skal kunne løbe for at kunne virke på højeste lokalniveau og som divisionslinjedommer.   Aftenen er oplagt til at møde andre dommere og få en fodbolddommersnak. Der er intet krav om tilmelding du møder bare op i Prismen og klæder om. Følg med på www.Fodbolddommer.dk om opstart og evt. ændringer.

Alle arrangementerne er for alle nye dommere i København uddannet med dommerkort 2012 og 2013.

Vi glæder os til at se dig og husk at det vigtigt at deltage for din egen skyld!

DBU København og Københavns Fodbold-Dommerklub

Hi, I’m Lars Møller Hansen

Leave a Reply