Jans Corner: To berøringer

Det er sagt så mange gange før, men situationerne bliver ved med at dukke op med passende mellemrum. Uanset hvilket plan, man dømmer fodbold på, er dommeren nødt til at være 100 % koncentreret, for man aner aldrig, hvilket vilddyr der gemmer sig rundt om det næste hjørne – og situationer, som man dårligt ville forestille sig i en juniorkamp, kan pludselig dukke op i en Champions League-kamp, hvor dommerne mentalt er indstillet på problemløsning af en helt anden kaliber.

I de gode gamle dage (hvis de altså var så gode) til dommereksamen kom spørgsmålene tit i bundter emnevis, så aspiranten havde en chance for at holde den mentale tråd. Her var det jo nok så meget selve regelsættet, der skulle testes, og ikke selve den praktiske problemløsning. 

Det ville da være glimrende set fra et dommersynspunkt, hvis alle offsiderne kom i det første kvarter, alle mulige straffesparkssituationer i det næste og så fremdeles, men sådan er virkeligheden jo ikke, og den ville heller ikke være nær så underholdende. Her aner man aldrig, hvilken kanin der stikker hovedet op af hatten, så man skal stort set være forberedt på alt – hele tiden. Det er derfor, at vi prædiker, at selv de mest obskure hjørner af lovsættet på en eller anden måde skal være med i dommerens paratviden, for en dag er den der bare, og så er det noget skidt, hvis der gribes forkert ikke bare over for 22 spillere, men 80.000 tilskuere og en milliard TV-seere.

I første runde af Champions League-gruppespillet fik vi igen én af disse situationer, hvor man selv hjemme i stolen måtte gnide sig i øjnene og spørge sig selv, hvad det var, der skete. Det var 18. september og kampen Milan mod Celtic. Efter et kvarters tid bliver der noget roderi i Milans straffesparksfelt, og fra en eller anden fod, formentlig en forsvarer,  tager bolden retning mod målmand Abbiati. Han bøjer sig ned og stopper den trillende bold med begge hænder på mållinjen uden for målet, lader den ligge på jorden, hvorefter alle andre spillere bevæger sig mod midterlinjen.

Efter nogle sekunder, hvor Abbiati har foddriblet sig lidt længere frem i feltet, samler han nu bolden op i hænderne for at levere et gedigent udspark – og så fløjter dommeren for et indirekte frispark til Celtic. Almindelig panik. Ikke mindst blandt Milan-forsvarerne inkl. Abbiati, som ikke fatter et pluk. Underholdende også at høre vore to hjemlige kommentatorer lave fri rygsvømning i godt et minut, før de kom ind på det rette spor (og hvor den ene undervejs indrømmede, at dette anede han ikke). Det har jeg til hver en tid respekt for – at man kaster håndklædet, når man bliver ramt billedlig talt under bæltestedet. Det ville mange dommere også have gjort – for det er en situation, som forekommer så sjældent (og slet ikke på det her niveau), at det nærmest er løgn.

Alle starter selvfølgelig med at tænke i, om der er dømt for ‘forsætligt at sparke bolden til egen målmand’ (lad os bare kalde det for en tilbagelægning, selv om retningen er underordnet). Det ville bare forudsætte, at berøringen fra forsvarerens fod virkelig havde til hensigt at sende bolden ind til målmanden, og det havde den tydeligvis ikke. Det så ualmindelig tilfældigt ud alt sammen. Dernæst skulle frisparket så være fløjtet, allerede da målmanden rørte bolden med hænderne første gang, hvilket også forvirrede kommentatorerne – og fair nok. For bolden blev placeret dér, hvor Abbiati rørte bolden for anden gang, og det var også først dér, dommeren fløjtede. Så det er her, at forseelsen faktisk er begået.

Vi skal hen i et andet hjørne af særreglerne omkring målmanden, nemlig hans ret til at kontrollere bolden inden for 6 sekunder. Målmanden har de 6 sekunder, hvor han stort set må gøre, hvad han vil med bolden, men til gengæld må ingen tage bolden fra ham. Det eneste, som målmanden ikke må, er at kontrollere bolden med hænderne, frigive den til åbent spil  – og så røre den med hænderne igen, uden at andre har været med indover. Så vil fælden klappe ved den anden berøring med hænderne. Og det var akkurat det, der skete for Abbiati.

Han bremser bolden med hænderne, dvs. at han parerer en bold, som han lige så godt kunne have samlet op. Så foddribler han lidt – men da han rører bolden med hænderne igen for at sparke den ud, kontrollerer han den nu for 2. gang, og det koster et indirekte frispark. Det er umindelige tider siden, at jeg har set denne variant. Den var meget almindelig tidligere, hvor målmanden kunne bremse bolden med hænderne – og så havde han stadig sine fire skridt eller seks sekunder, som det blev til, fra det øjeblik, hvor han faktisk valgte at holde bolden. Det kunne der tjenes en del tid på. Derfor lovgav man, så den kontrollerede parade (den bold han lige så godt kunne have samlet op) blev takseret som at holde bolden. Så I virkeligheden har Abbiati haft kontrol, frigivet bolden ved at foddrible og derefter kontrolleret den igen ved at samle den op, uden at nogen anden spiller har rørt den. Bingo – gentagelsesspil og indirekte frispark.

I en juniorkamp på sekundaniveau eller tilsvarende – ja, men selv dér ekstremt sjældent.  I en Champions League-kamp endda med én af de helt store klubber involveret – du godeste.

Kuriøst nok var dommeren Wolfgang Stark fra Tyskland, én af de helt store aktører på niveauet.  Nogle læsere vil måske erindre, at jeg var efter ham sidste efterår, efter en CL-kamp mellem Paris St. Germain og Barcelona, hvor to Barcelona-spillere, som var blevet skadet, da de stødte sammen, blev sendt uden for til behandling, mens PSG fik et hjørnespark 11 mod 9. Det var et andet giftigt hjørne af reglerne, for de må godt blive inde, når det er to fra samme hold.  Men denne gang sad afgørelsen lige i skabet, og hatten af for det. At Wolfgang så åbenbart suger alle de mest spidse lovtilfælde til sig i øjeblikket, går forhåbentlig over. Dette blev løst til UG – så igen ‘expect the unexpected’.