Jans Corner: Massekonfrontationer

Jeg flød over med ros efter kampen mellem FCN og FCK for få uger siden og talte om en af de sjældne danske kampe på internationalt niveau. Men jeg synes virkelig, at vi er godt vant i disse uger. Kampen mellem Brøndby og FCK i søndags var måske mere intens end egentlig køn, og målchancerne stod heller ikke just i kø, men til gengæld var der en forrygende stemning – og frem for alt en sjældent set fælles indstilling til, hvor meget man ville tåle. Der blev tacklet, så det sang, og gået til stålet i alle dueller, og alligevel var der med alles accept efter en lille halv time vel kun dømt en 5-6 frispark: man spillede, til der blev fløjtet. Et rigtig godt eksempel på, at selv om fodboldloven er den samme på alle niveauer, og alle kampe i teorien derfor burde dømmes ens, er det ikke tilfældet i praksis. Hvis man havde vovet at køre denne dommerlinje i en serie 2-kamp havde der ikke været mange mand tilbage med hele lemmer efter 1. halvleg.  Hemmeligheden er den lille passus i fodboldloven, som siger, at dommeren skal undlade at fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser, for det skaber irritation og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse.  Det, som er bagatelagtigt i den ene kamp, er det bestemt ikke i den anden, og derfor bliver en superligakamp dømt med større tolerance end en seriekamp, selv om loven er den samme. Så den sværeste kamp for en dommer er i virkeligheden den, hvor holdene ikke er på samme niveau, f.eks. en pokalkamp med 2-3 rækkers forskel, fordi holdene kan tåle noget forskelligt. Samtidig er det også i denne passus, at dommerens elastik i indgrebene inden for den samme kamp ligger, for det, som er bagatelagtigt i starten, er det måske ikke i en hidsig slutfase.

Nogle har måske så undret sig over, hvorfor der pludselig skulle fyres tre advarsler af ved samme spilstop, når der kun havde været de få afbrydelser – men det var fuldstændig efter bogen. Først og fremmest selve den oprindelige forseelse: et frispark, som Brøndbys Lebogang Phiri begår oppe midt på banen og som ubetinget er det største, der har været på dette tidspunkt. Samtidig er temperaturen på vej op, så rent bortset fra, at forseelsen i sig selv klart er til en advarsel, er den også et glimrende styringsindgreb for at holde ret kurs. Ved afbrydelsen kommer der en hel flok spillere styrtende til for at komme i nærkamp. Der er helt specifikke retningslinjer for disse massekonfrontationer:  mindst én advarsel til hvert hold. At det ikke altid bliver overholdt. hverken herhjemme eller for den sags skyld internationalt, er en anden historie, men det laver ikke om på, at sådan er reglerne. Massekonfrontationer er en kilden sag for dommeren, for hvordan skal han egentlig forholde sig undervejs ?  Han skal selvfølgelig altid forsøge at stoppe en konflikt, inden den opstår, så starter det hele med to mand, som ikke er gode venner, og han kan undgå værre ved at få skilt de to ad, før der kommer flere til, er det at foretrække. Men er massekonfrontationen først en realitet, er instruktionen til gengæld tilsvarende klar: dommeren skal træde et par skridt tilbage, iagttage og forsøge at danne sig et overblik over de værste syndere.  Der er i hvert fald to gode grunde til, at det er yderst usmart for dommeren at blive fanget inde midt i klumpen. Dels kan han næsten ikke undgå at få ryggen til nogle spillere, og deres aktiviteter skal selvfølgelig også med – dels den mere jordnære, at han kan risikere at blive ramt. Det har man set nogle gribende eksempler på – heldigvis ikke på øverste niveau herhjemme, men jeg kan da huske et par eksempler fra Bundesligaen. Og så er det pludselig en helt anden og meget mere alvorlig sag.   Er der linjedommere, vil den ene linjedommer også observere og den anden komme ind tæt ved dommeren, hvis det er praktisk muligt ud fra det sted på banen, hvor det hele sker. Har vi oven i købet en fjerdedommer, har vi endnu et par observerende øjne ude  fra området mellem de to spillerbokse.

Når tingene er kølet af, skal der uddeles yderligere personstraffe, altså mindst én advarsel til hvert hold. Vi er naturligvis ovre i en anden farve kort, hvis der har været regulært slagsmål eller voldsom fysisk kontakt. Her konfererer dommerne – på højeste niveau i disse teknologiske tider ofte uden at nogen bemærker det, nemlig via headsettet – og hvem skal man så vælge ?   Rigtig gode kandidater er de spillere, som starter hele konfrontationen, men også spillere, som kommer løbende til fra pænt stor afstand for at tage del i løjerne, bør naturligvis ikke have løbet forgæves. Det klassiske eksempel er målmanden, som ved en forseelse oppe midt på banen kommer brasende ud af sit mål for at være med og i den grad har tid til at tænke sig om, før han når op på midten. I denne situation endte det med advarsler til Quincy Antipas og Nicolai Jørgensen, som var dem, der efter Phiris frispark startede med at puffe til og bjæffe ad hinanden. Det var fint nok – man kunne sagtens have fundet flere muligheder, men så var det trods alt heller ikke værre, og vi overskred på intet tidspunkt grænsen til et rødt kort. Det rigtig gode var at se, at alle accepterede afgørelsen – og så kunne vi ellers begynde at spille fodbold igen.

I den lidt mere kuriøse og fredelige afdeling fra denne kamp var, at kameraet lige før kickoff zoomede ind på kampbolden, som var forsynet med et fint Brøndby-logo. Nu er det ikke jordens største lovovertrædelse, men det må faktisk ikke være der. Det eneste tilladte på bolden er logoer for turneringen og forbundet samt fabrikantens registrerede varemærke. Både klubber og boldfabrikanter er sikkert lykkeligt uvidende om det, selv om det står i fodboldloven, så tag blot dette som en forbrugeroplysning: det ville være pokkers ærgerligt at få kasseret hele sit arsenal af bolde f.eks. lige før en international kamp.