KFD
Nyheder

Talentprogrammet til Slaget om København

1
Talentprogrammet til BIF-FCK

Søndag d. 5. maj var der lagt op til et brag af en kamp, hvor Brøndby IF tog imod FC København på Brøndby Stadion. En kamp hvor Brøndby IF havde brug for point til at skabe afstand til nedrykning, og FC København på den anden side med point kunne tage guldet for sæsonen 2012/2013. Kampens dommer var Kenn Hansen, som havde inviteret Talentprogrammet med til kampen (måske i håb om opbakning fra lægterne). Treenigheden bestående af fans fra FCK og Brøndby samt talstærkt politi var også mødt op til denne søndagskamp –  en kamp som blev afviklet med fantastisk stemning hele vejen rundt på stadion.

Talenterne ankom i god tid til stadion sammen med kampens øvrige 21.031 tilskuere, men da klokken nærmede sig kampstart, var de sidste par tusinde tilskuere endnu ikke kommet igennem billetkontrollen – Talentprogrammet inklusive. Kristian Brkic fik dog flirtet lidt med en kontrollør og overtalt denne til at udskyde kampen 15 min. Således nåede alle ind på stadion til kampstart.

Talenterne havde fokus på Kenn Hansen og David Vangs ageren under kampen.
Talenterne havde fokus på Kenn Hansen og David Vangs ageren under kampen.

Inden kampstart blev der blandt talenterne fordelt fokusområder for analyse af kampens dommerpræstation. Således var der under hele kampen øjne på områder som trio-samarbejde, kropssprog, dødbold-procedurer, spillerhåndtering m.m. Der var dog momentvist også tid til at nyde kampen og de fantastiske rammer, som begge holds fans var med til at skabe.

Christian Hansen demonstrerede sin kyndige fodboldviden med dybdegående taktisk analyse af angrebsspillet, som gjorde, at sportskommentator Peter Møller (der sad et par rækker derfra) følte sig presset til at forlade sin plads før tid i erkendelsen af at være blevet slået af en bedre mand.

Efter kampen tog Talentprogrammet plads i cafeteriaet for at vente på ankomsten af dommerkvartetten til spørgsmål og analyse af kampen. En udvikling, to kopper kaffe og et bad (samt to spil matador?) senere ankom kampens dommere til cafeteriaet og fik velfortjent serveret en omgang stegt flæsk.

Talenterne havde stor udbytte af The New Firm.
Talenterne havde stor udbytte af The New Firm.

Forskellige episoder og temaer fra kampen blev gennemgået og spurgt ind til af talenterne, og det kom der en god og lærerig samtale ud af. Kampens rutinerede linjedommer David Vang videregav endda også nogle af hans gode råd og ”sorte tricks” til de lyttevillige talenter.

Da talenterne, ligesom Kenn, skulle op og gå med aviser kl. 6 næste morgen, var der kl. 23 enighed om at hæve mødet og komme hjem i seng ovenpå en lærerig aften.

Hi, I’m Lars Møller Hansen

Leave a Reply