Jans Corner: Hvornår må man spille bolden tilbage?

Fodboldloven har jo stadig kun 17 paragraffer (vi ser bort fra den mytiske og specielt af dommere i knibe hyppigt skamredne § 18 ‘sund fornuft’),  så der er selvfølgelig grænser for variationerne i de kontroversielle temaer. På den anden side kan selv de mest usandsynlige ting pludselig dukke op ud af det blå, så man bliver aldrig nogensinde færdigudlært på området. Men det kan ikke undgås, at der dukker gentagelser op. I denne uge bliver det begrebet ‘forsætligt tilbagespil til egen målmand’. Dels er det omkring halvandet år siden, at det sidst har været forbi (og min ydmyge klummes målgruppe er blevet udvidet i mellemtiden) – og dels dukkede det op på højt plan i sidste uge i returopgøret i Europa League mellem Steaua Bukarest og Ajax Amsterdam.  Det er relativt sjældent, at det foregår i disse luftlag – typisk er det i lavere rangerede kampe, hvor enten teknikken eller koncentrationen svigter – så det var lidt af et bombenedslag.

Det sker midt i 1. halvleg. Ajax har en 2-0 føring fra første kamp, og stillingen er fortsat 0-0. Steaua er i angreb, og vel en halv snes meter uden for straffesparksfeltet har en Ajax-spiller held til at komme bagfra og erobre bolden fra boldholderen. Forsvareren har front mod eget mål, og måske fordi Ajax jo i sagens natur har masser af tid, sender han bolden bagud mod målmand Vermeer – som i et øjebliks distraktion (eller måske fordi han simpelthen ikke har koncentreret sig om, hvor den løse bold kom fra) samler bolden op. Dommeren, som jo i parentes bemærket også skal være koncentreret og vågen her og sikkert bliver mindst lige så overrasket, dømmer det indirekte frispark til Steaua cirka på kanten af målfeltet, hvor målmanden rørte bolden med hænderne.

Lovteksten siger, at en målmand ikke må røre en bold med hænderne, efter at den forsætligt er sparket til ham af en medspiller. Det er en rigtig juridisk formulering med en god del fodnoter til.  Til gengæld mangler vi et rigtig godt navn til reglen, så på dansk kalder vi den oftest for ’tilbagespilsreglen’. Også selv om det ikke er et krav, at bolden skal være spillet bagud. Alle spilretninger kan bruges – men nøgleordene er ‘forsætligt‘, ‘sparket‘ og ‘rører‘.   Og alle tre skal kunne krydses af, for at det er strafbart. Et indirekte frispark lyder jo ikke så galt, men i sagens natur foregår det inde et eller sted i eget straffesparksfelt, og med den efterfølgende muropdækning og mange spillere på lille plads kan det hurtigt blive kriminelt.

Vi tager lige de tre nøgleord ét ad gangen.  Forsætligt betyder som alle andre steder i fodboldloven, at der skal være et moment af vilje involveret: den bold skal bare ind til målmanden !  Det betyder, at hvis en forsvarer  i en tackling bare forsøger at få bolden væk fra angriberens fødder, og den mere eller mindre tilfældigt får retning mod målmanden, falder den uden for definitionen, og målmanden kan bare bruge hænderne. I den aktuelle kamp er der ikke tale om en tackling, men om en erobring og derefter en aflevering. Det er også helt klart, at det er den af betingelserne, som stiller størst krav til dommerens vurderingsevne. Han er jo ikke tankelæser og kan tyde forsvarerens inderste hensigt. Kørt helt ud i yderste konsekvens:  hvis forsvareren vil sende bolden til hjørnespark, og måske endda rammer den så jammerligt skævt, at den har retning mod mål, så må målmanden gerne redde bolden.

Sparker  betyder, at angriberen har brugt foden. Skinneben, knæ, lår osv tæller ikke i denne sammenhæng  som et spark. Den bagved liggende tanke er, at træfsikkerheden i sagens natur er noget mindre ved brugen af de legemsdele frem for foden, så forsætlighed anses for udelukket eller i hvert fald groft usandsynlig, når man tænker på det livsfarlige område på banen, hvor det typisk foregår.

Rører skal tages bogstaveligt. Målmanden behøver altså ikke holde bolden – bare den har berøring med hans hånd eller arm. Chokerende for mange behøver det ikke engang være en berøring med vilje: en bold forsætligt sparket af en medspiller til målmanden, som rammer en knold lige før målmanden og springer op på armen af ham, udløser i teorien et indirekte frispark. Den har jeg dog endnu til gode at se dømt i praksis.

Reglen kom i 1992,  hvor man var blevet godt trætte af alle mulige forhalingstaktikker med tilbagelægninger, hvor der var noget nær umuligt at få bolden fra målmanden igen.  EM-finalen mellem Tyskland og Danmark var faktisk den sidste betydende europæiske kamp efter de gamle regler. Det gav vild panik, da reglen kom – herhjemme fik vi faktisk en henvendelse fra en lokalunionsformand, som mente, at man burde dispensere i al sekundafodbold, for dette ville ødelægge alting. Men for mig er det den mest gavnlige regelændring i nyere tid – fodboldspillet er blevet mere fremadrettet, og vi har fået en helt anden type målmænd,  fordi de pludselig også skal kunne en hel del med fødderne.

Der blev travlt ved skrivebordene rundt om i Europa – og det var ikke alle steder, at det gik lige gnidningsfrit.  I England blev der i de første runder dømt for stort set alle bolde sendt fra forsvareren ned til målmanden, indtil forsætlighedsbegrebet kom på plads. I Tyskland så man i 1. runde i  den næstbedste række en spiller lægge sig ned på jorden og heade en trillende bold tilbage til målmanden, for nu var den jo ikke sparket længere. Så måtte man også lynhurtigt til at lovgive for åbenlys omgåelse af reglens ånd, hvilket gudskelov nu om stunder aldrig sker mere, men var et typisk forsøg på grænseafprøvning. Også i fodbold leder kreative sjæle efter hullene i osten, når der kommer noget nyt.

I ‘vores’ kamp var der ingen protester, og dommeren håndterede den meget prekære situation med kontrol af 11 forsvarere på egen mållinje mellem stængerne og et frispark kun 5,50 meter foran dem til første klasse. Men igen- både som fodbolddommer og spejder – vær beredt !