En ny bestyrelse blev valgt på generalforsamlingen i KFD tirsdag aften.
Dermed blev Frank Kanlund valgt som formand, og det takkede han for ved at fortælle, hvad han gerne vil med dommerklubben fremover:
“KFD skal være et aktiv for alle medlemmer, hvor den enkelte skal have mulighed for at udvikle sig. Jeg vil gå aktivt til opgaven, da den er meget vigtig for mig. De nye programmer afspejler de visioner”, sagde Frank Kanlund og takkede for valget.
Med valget træder Kasper Darfelt, der hidtil har været suppleant for bestyrelsen nu ind som fuldgyldigt bestyrelsesmedlem, mens Ruben Christensen blev valgt som ny suppleant
Farvel til Bjarne Nigaard
“Kære Bjarne. Det lyder jo nærmest som en nekrolog, men det er ikke tilfældet.”
Sådan indledte den nye formand Frank Kanlund sin takketale til den afgående formand Bjarne Nigaard, der takkede af efter seks år som formand for bestyrelsen.
På vegne af bestyrelsen takkede han Bjarne for sin indsats i sin tid som formand med en karikaturtegning, gavekort og blomster. Se tegningen her: BN
“Jeg er mest af alt stolt over at have været en del af det her de sidste seks år. Jeg vil gerne understrege, at det er en fælles indsats, der har gjort en forskel. Men jeg er glad for at have været en del af den forskel”, sagde Bjarne og takkede dermed for de flotte ord.
Bjarne Nigaard blev i sin tid valgt som formand for dommerklubben med stemmerne 27 foran Kim Miltons 25 stemmer. I sin takketale fremhævede Frank blandt andet Bjarnes store engagement og hans aktive indsats i at modvirke vold mod dommerne på fodboldbanen. Udvekslingsaftalerne til Bornholm og Færøerne blev ligeledes fremhævet som en af hans største bedrifter.
Nye revisorer på plads
Mogens Høireby var villig til genvalg, mens Morten Skov desværre ikke havde mulighed for at fortsætte, da han som kommende statsautoriseret revisor, ikke må revidere klubbens regnskab. Forsamlingen valgte derfor Bjarne Nigaard som ny revisor. Som revisorsuppleant blev Claus H. Jensen valgt.