Jans Corner: Offside-reglen og dens berettigelse 2

I sidste uge havde jeg fat i offside-reglen. Situationerne omkring en offside-kendelse, manglende eller ej, bliver ofte kontroversielle, alene af den grund, at det i sagens natur tit handler om potentielt målgivende situationer. Man kunne med rette spørge sig selv, hvorfor man skal have en regel, som i den grad inviterer til ballade, og som fysiologisk er umulig at håndtere 100 % korrekt. Det spørgsmål, som man så bare også må stille sig i samme forbindelse, er, hvordan verden og fodboldspillet ville se ud, hvis vi ikke havde reglen. Er det en ulempe, man må prøve at leve med – eller er det en unødvendig komplikation af noget, som egentlig burde være et simpelt spil ?

I fredags plæderede jeg for, at offside-reglen med alle dens svagheder har større fordele end ulemper. Jeg var også inde på, at tingene kompliceres af, at der i hver eneste mulig situation er to skøn involveret: er der nogen spillere i offside-position (et i hvert fald på papiret objektivt og målbart skøn) – og hvis ja, foregår der så noget, som skal straffes (et subjektivt skøn). For pointen er, at det i sig selv er fuldstændig gratis at befinde sig i en offside-position, hvis man ikke foretager sig yderligere.

Alle vurderinger skal foretages i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller – men kan udvikle sig, indtil bolden næste gang spilles af en medspiller, hvor der foretages en ny vurdering. Eller med andre ord: hver gang en medspiller rører bolden, foretager dommeren en mental fotografering af situationen. Er der nogen i offside-position – og hvis ja, er der nogen, der skal straffes ? Denne filmstrimmel kører, indtil bolden næste gang røres af en medspiller, og det næste foto tages osv. Det betyder, at der f.eks. med en driblende spiller er en hel skov af vurderinger – hver gang han rører bolden. Og ved hver berøring er den foregående situation død, og man tager hul på den næste.

Så begynder komplikationerne ellers. Man skal straffes for sin offside-position, hvis man som angriber indvirker på spillet, generer en modspiller, eller opnår en fordel af sin offside-position. Tre lovtekniske fagudtryk, som ikke bare må opfattes, som de ville i normal dansk omgang med sproget, men som har hver sin nøje udtænkte definition. Og her taler vi vel at mærke om definitioner, der – som al anden lovtekst – er ens over hele verden. Ikke noget, som vi i Danmark har fundet på en mørk nat efter en munter aften.

At indvirke på spillet vil sige at spille en bold, som sidst er spillet af en medspiller. Altså typisk den direkte aflevering. Som ved de to andre offside-forseelser behøver det ikke at være med vilje – hvis en medspiller kanonerer bolden direkte op i nakken på en angriber i offside-position, skal denne også straffes. Afleveres bolden i retning mod en medspiller, som er i offside-position og bevæger sig efter den, behøver man dog ikke vente med at fløjte, til bolden røres, hvis angriberen vel at mærke er den eneste, der har mulighed for at nå bolden. Er der en mulighed for, at andre kan nå frem til bolden fra en onside-position, skal dommeren vente med at fløjte, til han ser, hvem der ender med bolden. ‘Vent og se’- princippet, som har medført mange drøje ord til linjedommerne, fordi man synes, at flaget kommer sent. Ja – men det skal det, for offside-reglen holder med angriberen på den måde, at tvivlen skal komme angriberen til gode.

I samme familie er at opnå en fordel, som ikke har den samme brede betydning som på almindeligt dansk, men igen er defineret som at røre bolden – nu kommer den bare, efter medspillerens berøring, retur fra en modspiller eller målstang / overligger. Og ‘kommer retur’ er en helt uforsætlig handling – at bolden rammer forsvareren, uden at der er gjort et aktivt forsøg på at kontrollere bolden. Er der et aktivt forsøg med, foreligger der en ny spilfase, og så kører vi videre. Målmanden får lidt længere snor, fordi hans opgave i livet jo netop er at kontrollere bolden, så den ikke passerer ham – derfor vil en redning fra målmanden ud til en angriber i offside-position (vel at mærke, da medspilleren rørte bolden – og der kan være gået flere sekunder nu) udløse en offside-kendelse, mens den målmand, som har sikret sig bolden og nu kikser sit udkast, udgør en ny spilfase og ingen kendelse. Det var det sorte og hvide eksempel – tænk selv på de grå ind imellem.

Disse to strafbarheder er dog relativt konkrete, fordi angriberen skal røre bolden. Værre er det med at genere en modspiller, hvilket man igen kan gøre på to måder: ved sin fysiske tilstedeværelse at forhindre forsvareren i at spille eller kunne spille bolden (typisk ved at tage udsynet eller ved at stå i vejen). eller ved at gestikulere eller bevæge sig og derved efter dommerens skøn distrahere en modspiller. Her lurer det grå område, hvor dommer og linjedommer virkelig skal vurdere graden af påvirkning af modspilleren. Og det kan give nogle yderst åbne situationer. I det første tilfælde (være en mulig fysisk hindring) f.eks. ved FCK’s første mål mod Molde i Europa League i efteråret. I det andet tilfælde f.eks. ved Manchester United-selvmålet til 2-1 for Newcastle i julen. Var det angriberen i offside-position, som generede forsvareren, så det blev et selvmål – eller var det bare forsvareren, som viste dårlig teknik ?

Det var en ekstremt hurtig tur igennem noget yderst kompliceret – som jeg er sikker på at vende tilbage til, når der er konkrete situationer på banen. Lige nu er min pointe, at offside ikke er nogen eksakt videnskab, men afhænger af menneskelige vurderinger. Det kan man så synes er en svaghed eller charme, men det kan simpelthen ikke løses maskinelt. Og selv om det er møgærgerligt ind imellem – også for dommerne – er det en del af fodboldens menneskelige islæt.