KFD
Nyheder

Dommerudvikling for dummies

For nogle kan en dommerudvikling måske minde om et karaktermord. For andre er det en kærkommen lejlighed til at bestikke udviklerudvalget med eksotiske øl-varianter. Ja, der er mange myter om, hvordan en dommerudvikling foregår.

Udvikler og dommer får en snak

Derfor havde næstformand Frank Kanlund inviteret nye og nyere dommere til at overvære en åben udvikling med formand Bjarne Nigaard. Her var muligheden for at overvære en serie 1 kamp og efterfølgende overvære en ærlig samtale mellem dommer og udvikler om kampens forløb.

De fremmødte frøs med anstand

På Kløvermarkens fineste kunstgræs tog CSC i mod Tårnby FF. De omtrent 20 fremmødte medlemmer fik en god fodboldkamp at varme sig på. Det var også en nødvendighed, for fodboldvejrgudinden valgte at drysse sporadisk med sne og stiv kuling, mens holdet fra fristaden i de døende minutter kunne score til slutresultatet 3-2. Formandens præstation er der til gengæld ikke meget at skrive hjem om. Et par advarsler var kampens dramatiske højdepunkter.

Om det var formandens stort set fejlfri præstation eller Christianitternes motto ’You never smoke alone’, der fik Frank Kanlund til både at erklære sig inhabil og kæderyge på sidelinjen, skal vi lade stå usagt. Men efter kampen kvitterede han formanden med karakteren 6,3 for præstationen. Samtidig var det en mulighed for de fremmødte til at høre formanden tænke højt over nogle af kampsituationerne.

Jo! Du skal have en advarsel!

Blandt andet blev en episode med en skadet spiller, der skulle modtage en advarsel, taget op til en længere snak. Ligeledes forklarede Bjarne om det forsætlighedsniveau, han havde lagt for kampen, og hvorfor det fik ham til at holde igen med advarslerne i starten af kampen.

Da klokken blev mange, spørgsmålene få og øllene tomme gik forsamlingen hver til sit. Forhåbentlig klogere på, hvordan man som dommer kan lede en serie 1 kamp, og hvordan en udvikling foregår i praksis.

Du kan læse Kanlunds udviklingsrapport her: Udvikling, Bjarne Nigaard

På CSC’s hjemmeside ligger der desuden et sammendrag fra kampen.

Og endelig kan du se KFDs eget indslag fra aftenen her. Her giver Frank Kanlund samtidig et par gode råd til, hvordan du lettest imponerer en udvikler.

Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply