Sidste historie fra Sorte Svin

Så er vi nået til vejs ende i perlerækken af gode historier fra bogen Sorte Svin. Endnu en gang skal forfatterne Brian Jensen Falde og Jens Jørgen Brinch, samt Haase & Søns Forlag takkes for tilladelsen til at bringe disse historier. Afslutningen bliver leveret af Peter Mikkelsen, som er blevet tilbudt det sidste kapitel i bogen tilbage i 1991. Året forinden var Peter Mikkelsen til hans første slutrunde i en alder af 30 år, VM i Italien i 1990. Da han sluttede karrieren i 1998 var det blevet til 4 slutrunder, og i alt 7 slutrunde kampe. Han blev herudover kåret til verdens bedste dommer i 1991 og 1993. Så med en slutrunde varm i erindringen, og midt i en fremragende karriere, har Peter skrevet disse ord, om det at være fodbolddommer.

“Man må jo være idiot”

Af VM-dommer Peter Mikkelsen

En af mine dommerkolleger sagde engang:

– Det er strengt at være fodbold-dommer! Alle synes, at man er idiot. Spillerne synes, man er idiot. Journalisterne skriver, man er idiot. Alle skælder ud. Alligevel vil jeg gerne være fodbold-dommer. Jeg må jo være idiot!

Der er jo nok lidt om det, som min kollega sagde. Man kan måske sammenligne det lidt med fodboldmålmanden, som gang på gang må kaste sig ned i støvlerne på en modspiller. Han må da heller ikke være helt normal!

Så kan man gøre sig sine overvejelser omkring min person, når jeg fortæller, at jeg i hele min fodbolds vår stod på mål for Fremad Amagers ungdomshold og afsluttede karrieren som spiller på Ballerups divisionshold… som målmand.

Det kan vist ikke stå helt godt til, når man både er målmand og fodbold-dommer!
Nogle mener også, at fodbold-dommere er magtbegærlige mennesker, der alle har problemer med en streng kone, så de på den måde får afløb for den undertrykkelse, de lider under.

Jeg mener nu ikke, man kan sige, at fodbold-dommere er mere magtbegærlige end andre mennesker. At dømme fodbold er utroligt svært. I et foredrag for trænere og ledere kom jeg en gang for skade at sige:

– Tænk hvor svært det er at tilfredsstille 22 mand på én gang!

Min udtalelse blev heldigvis modtaget med latter, og siden har jeg valgt at sige:

– Tænk, hvor svært det er at gøre 22 spillere tilfredse med de afgørelser, man træffer som dommer.

Der er vist nok en nuanceforskel!

Som fodbold-dommer skal man træffe sine beslutninger på en brøkdel af et sekund – og man må aldrig være i tvivl. Man skal som den eneste være 100 procent sikker i sin sag. Hvis nogle spillere brokker sig over mine kendelser, kan jeg godt finde på at sige:

– Okay, venner, lad os lave en afstemning om beslutningen. I 11 røde mener, at frisparket er til jer, og I 11 hvide mener, at I skal have det. Så er det alligevel min stemme, der bliver afgørende!

Hvad giver folk lyst til at blive fodbold-dommere? Er det udsigten til at skulle løse disse svære opgaver? Jeg kan i hvert fald godt selv lide at gå i krig med vanskelige opgaver – især hvis man kan løse dem til alles tilfredshed. Men at 22 mand stopper og kigger på en, når man fløjter, det er selvfølgelig heller ikke at kimse af. Og det gør de hver gang!

Fodboldspillere er folk med temperament. Dette kan både mærkes af medspillere, modspillere og ikke mindst af dommere. Under kampene er spillerne så koncentrerede om deres opgaver, at de nogen gange “glemmer”, at man skal tale ordentligt til sine omgivelser. Nu er fodboldspillet et kontaktspil, der foregår i et højt tempo, så det ville være unaturligt, hvis ikke der røg en barske ordvekslinger rundt mellem de aktive på banen.

Det at brokke sig er altså en del af spillet. Men hvor går grænsen?

En af de sødeste oplevelser, jeg har haft med “brok”, var, da en miniputspiller på cirka syv år, kom hen til mig og spurgte:

– Må man godt sige bandeord til dommeren?

Bandeord var altså det værste, han kunne forestille sig, man kunne sige til en dommer. Jeg måtte pænt fortælle ham, at det måtte man selvfølgelig ikke. Man skal tale pænt til hinanden.

Jeg har naturligvis oplevet mange dialoger mellem dommere og spillere – selv hører jeg vist heller ikke til de dommere, der bliver svar skyldig. Jeg tror, at man tit kan undgå de vanskelige situationer, hvis man har en kvik bemærkning ved hånden.

Man siger, at de dygtige dommere er dem med de små ører og store øjne – men her er jeg jo så desværre uheldig, da vi i min familie har tradition for, at drengene bliver født med store ører.

Jensen Felde, B., Brinch, J. J. (1991). Sorte Svin – kvikke replikker og lys humor omkring fodbold-dommere. P. Haase & Søns Forlag.

Dette var den sidste historie fra Sorte Svin, som er at finde på bogens side 71 og 72. Vi takker endnu en gang forfatterne Brian Jensen Felde og Jens Jørgen Brinch, samt Haase & Søns Forlag for tilladelse til at bringe historierne.