Allerførst skal jeg sige mange tak for de forslag til kommende emner, som er myldret ind siden min opfordring for et par uger siden. De er alle yderst velkomne og skal nok komme på efterhånden – men der er stadig plads til flere, for det er jo ikke altid, at en uges begivenheder lige rummer nok spændende ting til, at den kan trække en hel klumme rundt.
Lige denne gang er det nu ikke det, der er problemet – dels bragte sidste uges kampe i Champions League og Europa League nogle ting og sager frem, og i weekenden holdt hverken Premier League eller vores hjemlige superliga sig tilbage. Noget af det vil dukke op i de kommende uger – situationerne vil så være blevet ældre, men de ting, som dommeren skal vurdere, er de samme.
Men vi starter sidste torsdag med Liverpools kamp mod gruppens førerhold Anzhi fra det sydøstlige krudttøndehjørne af Rusland. Her trak Daniel Agger en del overskrifter herhjemme ved annulleringen af noget, er lignede et scoret mål. Anzhis målmand har sikret sig bolden og står og overvejer, hvad han dog skal gøre af den – og til sidst har han den nærmest liggende på hånden som på en flad tallerken, og det kan Agger selvfølgelig ikke stå for, men kommer snigende bagfra og header bolden ud af hånden på målmanden og derefter ind i mål. Det må godt nok også være fristende – det er længe siden, at jeg har set noget så indbydende. Det fremkaldte de første timer nogle automatreaktioner i stil med ‘Agger snydt for mål’, indtil nogen fandt på lige at dobbeltchecke.
Og det viser meget godt faren ved fodboldloven – eller måske nærmere ved engang at have læst den (eller bare have hørt om én, der har) og så måske ikke helt have hængt på siden. For bedst som man tror, at man ved, hvad det handler om, laver de søreme om på tingene !
Jeg har tidligere på denne plads fortalt om, hvordan vi i tidligere tider kunne bruge en hel instruktionsaften på målmanden (jeg var selv oppe i ham til instruktøreksamen, og dér var det faktisk kunsten at begrænse sig, så man kom hjem inden for tidsfristen). Nu om stunder er det yderst simpelt: målmanden må som den eneste tage bolden forsætligt med hænderne i sit eget straffesparksfelt; han må have kontrol over den i 6 sekunder, og i den tid kan ingen modspiler lovligt få bolden fra ham. Punktum.
Dengang som nu var det ubetinget forbudt at forsøge at træde eller sparke bolden fra målmanden, når han havde kontrol over den (hvilket i princippet vil sige holde den med bare én finger mod jorden – så glem alt om skolegårdens ‘to hænder’ ). Til gengæld var der i min egen aktive tid angrebsspillere, som simpelthen havde specialiseret sig i enten at heade bolden fra målmanden – eller at prikke den fra ham i det øjeblik, hvor han slap den for at sparke den ud. De kunne gøre det ustyrlig elegant – og pointen var, at det dengang så var dommerens skøn, om der forelå farligt spil eller ej. Det kunne der meget vel gøre, hvis det var bulldozertypen, der kom og gjorde det – men en tekniker kunne faktisk nogle gange godt slippe fra det.
Sådan var det indtil 2002, hvor livet blev lettere for både dommere og målmænd. Nu skulle dommerne ikke længere skønne, om der var farligt spil – men blot dømme et indirekte frispark, hvis nogen forsøgte at forhindre målmanden i at skille sig af med bolden, f.eks. ved at heade eller sparke til den, bevæge sig foran ham for at spærre ham vejen – eller endda prikke bolden fra ham, mens han var ved at skille sig af med den, altså havde sluppet bolden og var ved at svinge benet. Så den ‘nye’ fortolkning har altså været der i 10 år – men derfor kan man jo sagtens, hvis man engang har lært det andet og ikke hørt om ændringen, være i grum tvivl.
Det, som man kunne diskutere i Aggers tilfælde, var advarslen, som han fik ved samme lejlighed. Den skal nemlig ikke efter loven falde automatisk. Så enten har dommeren ment, at det udgjorde en så stor grad af usportslig opførsel, at det krævede en advarsel – eller også har han ment, at Agger ved sin handling bremsede et lovende angreb, dvs et angreb, som inden for få sekunder kunne have udviklet sig i farlig retning. Man kan desværre ikke på det klip, som jeg har set, vurdere de andre spillers placering – hvor lovende angrebet ville have været, hvis ikke Agger havde stjålet bolden (men det gav ham jo i hvert fald tid til selv at komme hjem i forsvaret). En advarsel for at forhale en igangsættelse kan der til gengæld ikke være tale om, for sådanne igangsættelser er dem, hvor bolden har været ude af spil – ikke dem, hvor målmanden står med bolden i hænderne.
Det er fristende lige at knytte et par ekstra bemærkninger til begrebet ‘kontrol over bolden’. Det har målmanden selvfølgelig, hvis han holder bolden (også med den berømte ene finger mod jorden som nævnt ovenfor). Men han kan også inden for de 6 sekunder have kontrol over bolden ved at hånddrible eller luftdrible med den. Tingene kan endda kombineres. Det forudsætter selvfølgelig, at kontrollen stadig er rimeligt til stede – kaster målmanden bolden 6 meter over hovedet på en angriber og styrter efter den for at gribe den igen, vil de færreste fornuftigt kunne argumentere for, at den bold har han kontrol over. Tilsvarende med hånddriblingen – rammer bolden ved driblingen en knold på jorden og springer i den modsatte retning, har målmanden ikke længere kontrol over den, men har frigivet den til spil (omend ufrivilligt), og så er den frit bytte for alle spillere. Men er hånddriblingen ‘normal’ – fra jorden op i målmandens hænder igen – har han stadig i lovens forstand kontrol over den, og så må selv den hurtigste spiller ikke snuppe bolden, mens den er i luften – heller ikke, selv om det ikke udsætter målmanden for fare.
Så man kan stadig finde finurligheder omkring målmanden, og engang imellem highlightes de, når en situation som denne sker på højt plan – men i forhold til tidligere tider er det nu stadig det rene vand.
Related Posts
Man bliver godt underholdt
Topopgørenes weekend