KFD
Nyheder

Succesfuldt norsk besøg

Som beskrevet i fredags, stod weekenden atter i udvekslingens tegn for KFD, denne gang med besøg fra Oslo.

Elisabeth, Emilie og Siri klar til kamp i Vanløse Idrætspark

De tre norske talentdommere, Elisabeth Thoresen, Emilie Dokset og Siri Hegbom, fik muligheden for at prøve evnerne af på danske baner. Alle tre er de unge studerende, men allerede godt på vej med deres dommerkarrierer.

De er alle tre at regne blandt de kommende kvindelige topdommere i Norge. Emilie har allerede haft debut i Toppserien for kvinder (den bedste norske række), Elisabeth i 1. division for kvinder (næstbedste række), og Siri har vinket opgaver på tilsvarende niveau.

Med sig havde de deres mentor/coach, Nina Hedlund, der bidrog til at opholdet fungerede optimalt, både læringsmæssigt og socialt.

Emilie havde fløjten lørdag i 1. divisionsopgøret mellem FC Damsø og B 1921. Erik Eriksen var udvikler på kampen. En kamp noget på det jævne, og resultatet 0 – 0 illustrerer meget godt den manglende intensitet. Heldigvis var der naturligvis et par ting eller tre at tage med sig for trioen.

Nina, Elisabeth, Siri og Emilie med erindringsmedalje fra udvekslingen

Lørdag aften stod i hyggens tegn. Den norske delegation og repræsentanter for KFD og DBU K spiste middag sammen i Teaterkælderen ved Det Ny Teater. Her gik snakken lystigt om forholdene for kvindedommere i Norge og Danmark. Elisabeth, Emilie og Siri understregede deres seriøse tilgang til næste dags opgave – og dommergerningen generelt – ved kun at drikke sodavand, kaffe og te. Ingen alkohol overhovedet dagen før en kamp.

Ja, i Norge er det endda langtfra kutyme for dommerne at nyde en øl efter kampen, fortalte pigerne. Ved middagens afslutning fik den norske delegation overrakt en erindringsgave som et synligt tegn på deres besøg i København.

Før søndagens kamp på Frederiksberg

Søndag dømte Elisabeth så kampen i Kvinde-DS mellem FB og KFUM Odense. Her var der lidt flere situationer til brug for den efterfølgende evaluering, men akkurat som dagen før leverede den norske trio en meget overbevisende præstation.

Udvekslingen med Norge fortsætter til foråret, hvor KFD’s bestyrelse i øvrigt arbejder på, at endnu et land kan tilføjes listen, nemlig i form af Sverige, og et samarbejde med dommerklubben i Göteborg. Mere om dette senere her på fodbolddommer.dk

 

Elisabeth i aktion på Frederiksberg
Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply