Jans Corner: International linje

Lige nu er vi midt i en af de hæsblæsende VM-kvalifikationsrunder med to kampe på ganske få dage. Et af de spørgsmål, som jeg ofte møder, er, hvordan det påvirker hold, at de pludselig ikke alene skal spille mod et udenlandsk hold, men også have et hold dommere, som i sagens natur kommer fra et helt tredje land.

Eller set den anden vej rundt: Hvordan får dommeren det regnestykke til at gå op, at han nu skal styre to hold på banen, som måske har en vidt forskellig fodboldkultur og reagerer over for ham på to forskellige måder.

Selve reglerne er ikke det helt store problem. Herregud, det handler om 17 paragraffer, og der er en lang række afgørelser på vidt forskellige grænsetilfælde inden for de enkelte paragraffer. Derfor kan man selvfølgelig sagtens komme ud i noget, som ikke er prøvet før – men så er vi typisk derude, hvor spillerne heller ikke kender svaret, og så kan man jo slippe af sted med meget.

I en venskabslandskamp mellem Irland og Italien for et par år siden, skulle en spiller sparke hjørnespark, men hans fod ramte på sin vej mod bolden flaget, som blev sparket langt væk, hvorefter den sparkende fod sendte bolden hen på spillerens anden fod – og ud over mållinjen. Dommeren startede med alle spilleres accept ved at lade bolden falde – vel stort set det eneste, der ikke kunne være. Det rigtige svar vil være et indirekte frispark for gentagelsesspil.

Outrerede situationer af den type elsker vi lovpsykopater selvfølgelig. Men ellers er der efterhånden lovgivet for alt, selv om fodboldloven jo er en rammelov – forstået på den måde, at de vigtigste ord i hele loven er ‘efter dommerens skøn’, og så opsætter man nogle kriterier for dommerens skøn, så man i hvert fald ved, hvad der skal tages med i betragtning.

Der er en hel håndfuld kriterier for bedømmelsen af ‘berøve en oplagt scoringsmulighed’ (udvisning), ‘bremse et lovende angreb’ (advarsel) osv. Så når dommere lander forskelligt i situationer, som ser ens ud – og det er noget af det, som vi arbejder rigtig meget med dommerne ved brug af DVD-klip osv. – er det i hvert fald ikke, fordi de har vurderet ud fra forskellige kriterier, men fordi de efter at have anvendt kriterierne har skønnet forskelligt. En meget væsentlig forskel.

Problemerne kommer ofte som følge af kultursammenstød og traditioner i de forskellige lande. ‘I gamle dage’ havde dommerne på de britiske øer ry for kun at fløjte for dødsfald og pause. Omvendt var enhver form for forhaling, ‘svanens død’ og meget lang tid om at komme 9,15 meter væk fra et frispark reserveret landene syd for Alperne, og dommerne tillod det.

I Italien kunne man slippe af sted med at sige ganske meget til en dommer, hvis armene blev holdt i ro, men blev der gestikuleret, så uenigheden blev udstillet for hele tilskuerflokken, var advarslen så sikker som Amen i kirken. Der er også på disse områder sket en tilnærmelse – helt naturligt, eftersom spillere nu rask væk bliver professionelle i andre lande, så vi får et mix af spillemåder og traditioner.

Da den første store bølge af afrikanske spillere kom til Danmark, fik vi ligefrem begrebet ‘en afrikanertackling’, kanoniseret af en anerkendt TV-kommentator. Intet racistisk i det – bare en anden måde at spille fodbold på, med fuld indsats, og så må vi se, hvad vi rammer: Bolden og/eller manden. Men tingene jævner sig med årene.

Både FIFA og UEFA gør en stor indsats for at ensrette dommerne så meget som muligt ved at udgive udførlige instruktioner til den praktiske løsning af situationer – men det kulturelle er svært at få bugt med. Og det skal man vel heller ikke – det skal jo ikke være leverpostejfarvet det hele i ensretningens hellige navn. Det, som en afrikansk tilskuer jubler over, er muligvis ikke det samme, som en dansk tilskuer vil.

Men naturligvis skal vi have en så ensartet vurdering som muligt – og de rigtige afgørelser. Her kommer de udførlige instruktioner til deres ret. Men det er interessant at se, at internationale dommere ofte dømmer på to forskellige måder, alt efter om de er hjemme i ligaen eller ude til internationale kampe. Selvfølgelig ikke lovmæssigt, for reglerne er de samme – men ‘skønsmæssigt’, eller ved den lagte linje, om man vil.

For en håndfuld år siden var jeg som observatør til en 1/16-finale i Europa League mellem Aberdeen og Bayern München med en spansk dommer. Mere giftig cocktail og større forskel i fodboldstil kan man vel dårligt forestille sig. Så med det store antal kort i La Liga in mente havde jeg for en sikkerheds skyld sat et par ekstra stykker papir ind i notesbogen. Og hvad skete? Der blev i den grad gået til stålet, og dommeren lod spillerne gøre det – det blev så vidt jeg husker til en enkelt advarsel, og alle var glade efter en forrygende fodboldkamp.

Omvendt skal spillerne også huske på, at nogle tegn og gerninger måske godt nok er internationale, men har en forskellig vægt i forskellige lande. Jeg var til en VM-kvalifikationskamp for nogle år siden mellem Wales og Nordirland med en italiensk dommer (her kan man da også tale om kultursammenstød!). Der kom ret hurtigt to udvisninger, og dem var der ikke meget at sige til. Men kort efter kom Nordirland på 2-0, hvilket målscoreren fejrede ved at sparke hjørneflaget halvvejs ud af Millennium Park. Det fik han selvfølgelig en advarsel for – og på sin vej op mod midten lavede han så en hånende gestus ud mod tilskuerne. Det var desværre bare en gestus, som er ekstremt sjofel i Italien – og så røg han direkte ud. Ikke engang 2. advarsel – direkte rødt.

Så selvfølgelig skal alle parter lige tænke sig om, hvis det er muligt i kampens hede – men faktisk går det langt bedre end man kunne frygte. Dels fordi forskellene i disse TV-tider bliver mindre og mindre, dels fordi FIFA og UEFA gør rigtig meget for at give dommerne de rigtige anvisninger.