Fra den 4. – 13. september var jeg inviteret til Schweiz for at deltage i UEFAs CORE 15 kursus. CORE står for Centre of Refereeing Excellence programme.
Med på kurset var også DBU linjedommer Henrik Larsen fra Aalborg og Superligadommer Anders Poulsen fra KAFD.
Kurset blev afholdt i UEFAs smukt beliggende bygninger i Nyon lidt udenfor Geneve ned til Genevesøen. Med på kurset var også trioer fra Albanien, Schweiz, Norge, England og Nordirland, samt en sammensat trio fra Andorra og USA.
Kurset ledtes af den tidligere engelske topdommer David Elleray, som også er medlem af UEFAs dommerudvalg og chef for de engelske premier league dommere. Til sin hjælp havde han forskellige tidligere FIFA dommere og FIFA linjedommere, som hver var tilknyttet en af os kursister. Desuden var to fysiske trænere tilknyttet kurset.
Kurset startede med et intensivt lægetjek inkl. hjertekardiogram og urinprøve – så er man i gang. Herefter var der yo-yo test, hvor langt de fleste inkl. KFDs udsendte løb til niveau 18.2. Kursistens fysiske form er nemlig et af vurderingskriterierne for om man består kurset, så det gjaldt om at få et godt resultat. De tre andre kriterier man bliver bedømt på er:
1. Engelskkundskaber. Engelsk er UEFAs sprog og derfor skal man kunne begå sig på engelsk.
2. Teknisk præstation – hvordan man klarer sig under de mange praktiske øvelser og i en rigtig kamp.
3. Attitude og organisering – om man er villig til at lære og forbedre sig, samt er deltagende i undervisningen og sidst om man har styr på kontakten til de forskellige trænere under anden del af kurset.
Kurset er delt op i tre dele, hvor dette var første del. Anden del er de næste otte måneder, hvor vi hele tiden skal sende henholdsvis selvevalueringer fra vores kampe til vores coach, samt uploade data fra vores udleverede pulsur, og sende det til de fysiske trænere, som så vil kommentere vores træningsmængde og form. Sidste del foregår igen i Schweiz til maj 2013.
Det var et meget intensivt kursus, med et dagligt program fra kl. 9-18 stort set hver dag. Fysisk træning var en stor del af kurset, men også diverse oplæg om kropssprog, spil som i alvorlig grad er utilladeligt, og samarbejde i trioen.
Højdepunktet var en kamp i enten Schweiz eller Frankrig. Vores kamp var i Lausanne i den Schweiziske 5. division, niveauet svarede til DS. Ud fra et læringsmæssigt synspunkt, havde vi en god kamp, med rigtig mange svære/spændende situationer, som blev gennemgået ned til mindste detalje næste dag af instruktørerne. Alle uanset niveau fik utrolig meget ud af disse analyser fra de meget kompetente coaches. Inden vi rejste hjem, skulle alle opstille tre mål, som man ville forbedre til næste kursus. Disse punkter spændte bredt fra bedre til engelsk, vægttab til bedre håndtering af massekonfrontationer.
På kursets sidste dag kom Howard Webb og holdt et inspirerende oplæg om det at være topdommer, og hvor han også gennemgik situationer fra en af sine sværeste kampe i CL. Kurset sluttede med en festlig middag, hvor hvert land skulle bidrage med en sang til COREs Eurovision song contest…
(og her afbryder vi transmissionen fra Schweiz… Red.)