Jans Corner: Forvent det uventede

Noget af det interessante ved at beskæftige sig med fodboldloven er, at man i mange år kan stille eksempler op, hvor det er tydeligt, at i hvert fald nogle af tilhørerne (hvis de er høflige, prøver de at gøre det nogenlunde skjult) vender øjnene mod himlen. De er i den sikre forvisning, at det jo kan være meget godt med ham teoretikeren deroppe, men det sker da aldrig i praksis, og hvorfor i alverden skal man bruge tid på at bekymre sig om, endsige lære, det.

Sådan ville jeg sikkert også have tænkt fra den anden side af bordet – men et liv med formidling af fodboldloven siden 1977 har efterhånden lært mig, at intet er umuligt. Hvis man bare venter længe nok, så sker det. Og selvfølgelig bliver man mere opmærksom på det nu, hvor de luftbårne medier sørger for, at klip fra alverdens lande lynhurtigt kan komme i cirkulation.

Jeg måtte vente i 30+ år på, at et målspark sparkes direkte i eget mål, efter at bolden er sat i spil, dvs. sparket direkte ud af straffesparksfeltet. Og jeg har set et ukendt antal himmelvendte øjne i mellemtiden – men pludselig var den der: i en sekundakamp i Tyskland. Det kræver nærmest en orkan, for at det kan lade sig gøre, men det skete – og så dømte dommeren i øvrigt mål, hvilket ikke var så godt, i og med at den korrekte kendelse er hjørnespark. Man kan ikke score direkte i eget mål på et målspark.

Derfor vil der på mit eventuelle våbenskjold – sandsynligheden er uhyre ringe – som motto stå ‘Fantasien overgås kun af virkeligheden’. På et mere jordnært plan er det også en lille husker til alle dommere: Hvis man sammenligner fodboldloven med en billedramme, er det rigtig godt at kende hjørnerne i rammen, dvs grænsetilfældene og de utopiske situationer. Har man styr på dem, har man også meget mere overskud til at vurdere det, som foregår inde midt i billedfeltet, og træffe de rigtige afgørelser. For så har man nemlig fanget meningen med reglen, og hvor grænserne er.

En meget lang indledning til, at jeg i løbet af ugen mødte to af den type situationer..

Den mest profilerede uden tvivl FCKs 1-0 føringsmål mod Molde i Europa League forrige torsdag. Situationen er den, at Santin er endt inde i Moldes mål og er på vej ud igen, da Claudemir skyder på mål udefra. Bolden går i mål på den anden side af Santin, så vi ‘fra venstre til højre’ har målmand, Santin og bolden. Pyha – ingen tvivl om, at Santin er i en offside-position. Det skal man jo kun straffes for i tre tilfælde: Hvis man deltager aktivt i spillet ved at indvirke på spillet, genere en modspiller eller opnå en fordel af sin offside-position.

Den første og den sidste kan vi hurtigt eliminere som strafårsag, for det vil kræve, at Santin rører bolden. Tilbage bliver ‘at genere en modspiller’. Næste led i dens definition er, at man i så fald skal forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden, f.eks. ved klart at spærre for en modspillers udsyn eller bevægelser. Eller ved at gestikulere eller bevæge sig og derved distrahere modspilleren. Igen kan vi eliminere den sidste, for Santin er meget passiv, lunter nærmest tilbage og er vel placeret lidt bag målmanden, da skuddet falder. Så det springende punkt bliver, om Santin ved sin placering er en fysisk hindring for målmanden.

Der gik ikke mange øjeblikke fredag formiddag, før jeg havde en kontakt fra min kære norske kollega, som gerne ville vide, hvad jeg mente – for der var vild diskussion i Norge med fagfolkene yderst delt. Efter min opfattelse er det en yderst tricky situation – men der er mål. Ikke fordi jeg er dansk, men fordi målmandens hele koncentration er på bolden, og han overhovedet ikke reagerer. Det ser på TV slet ikke ud til, at han registrerer Santin før bagefter. Det, som jeg som syreprøven over for dommere plejer at foreslå, er: Gør angriberen en forskel? Ville bolden alligevel være gået i mål?

For man kunne jo sagtens have en angriber, som i offside-position ude ved hjørneflaget stod i vejen for en forsvarer, men hvor bolden under alle omstændigheder ville være gået i mål. Det afgørende for mig er, om Santin virkelig forhindrer målmanden i at redde den bold. Og det ser det på TV ikke ud til, at han gør, for målmanden er 100 % fokuseret på sparkeren og går slet ikke efter bolden. Vi – dvs. den norske kollega og jeg – blev hurtigt enige om at lave en helt uofficiel kontakt til højere magter på UEFA-siden, og herfra var svaret, at det var en højst interessant situation (så dommere og linjedommere vil uden tvivl møde den på kommende internationale kurser), men at det var et korrekt mål ud fra de anførte præmisser. Men en situation, som på tegnebrættet ville virke helt unaturlig – og med den interessante fodnote, at hvis målmanden var gået efter bolden, og Santin nu havde været en hindring, havde der været offside…

Den anden situation – noget mere jordnær – mødte jeg som tilskuer til FCN og Randers i lørdags. FCN indskifter Mark Gundelach i 2. halvleg, og hans første aktion er at tage et indkast. Der ligger en ældgammel FIFA-afgørelse på, at det må spilleren ikke – men den er heldigvis modificeret de senere år, så den nu bare hedder, at en spiller, som ikke har fuldført indskiftningsproceduren ved at betræde banen, ikke kan foretage et indkast. Og da Mark Gundelach var så elskværdig at tage indkastet med fødderne solidt plantet på stregen, er han i sikker havn, for nu har han betrådt banen.

Det interessante kunne være, hvis han nu ikke havde gjort det, men havde taget indkastet f.eks. en halv meter fra sidelinjen. Hvad så? Det er der faktisk ikke nogen, der er kommet med en afgørelse på – men min logiske sans – for hvad den nu er værd – siger, at så skal indkastet tages om til samme hold. For spilleren er jo ikke med i kampen endnu, på samme måde som hvis holdlederen havde taget indkastet.

Fodboldloven behøver ikke være kedelig – men som altid: ‘expect the unexpected’. Ting kommer – før eller senere.