KFD’s mangeårige topdommer, og siden det topudvikler i de lokale rækker, Erik Eriksen, er ved at gøre klar til sin debut som international observer.
Han er nemlig af KFD blevet udpeget til som observatør at deltage i den nordiske udveksling til Norge i september i år.
“Det er jeg da rigtig glad for”, siger Erik Eriksen, der i flere sæsoner huserede i division og Danmarksserie som dommer, men siden bentøjet og alderen ikke tillod det længere har været et stort aktiv for KFD som udvikler.
“Det er da en dejlig overraskelse at få som erkendelse”, siger Eriksen.
KFD har netop gerne villet udvide sine udvekslingsordninger til også at omfatte de udviklere, der leverer en stor og flot indsats lokalt, men ikke er med på de nationale eller de internationale bonede gulve som udviklere/observere.
“Udviklere fortjener i lige så høj grad som dommerne en anerkendelse for deres indsats lokalt”, siger formand Bjarne Nigaard. “Og selvfølgelig tror vi, at det også er med til at udvikle og motivere dem yderligere.”
Det er tanken, at KFD fremover sender en udvikler af sted hvert år sammen med de udvekslede trioer i Norden.
Rollen som observer suppleres af, at udvikleren skal være med til at få de københavnske trioer til at føle sig hjemme og få leveret den bedste indsats under de fremmede forhold, og få nye input til eget virke ved at være i dialog med den lokale udvikler på kampene, både omkring udviklingspunkterne konkret, men også metoderne omkring udvikling generelt.