Jans Corner: Tilbage på banen..!

Det har været tid til en lille sommerpause – hvis man ellers kan tillade sig at bruge det ord – men nu går det løs igen. Den har også betydet, at jeg det seneste par uger har befundet mig et sted, hvor det ikke lige har været muligt at følge detaljeret med i superligaen. Derfor bliver jeg nødt til her at slå de første fire runder sammen, og det vil jeg gøre ved at gribe fat i en episode i 3. runde – nemlig straffesparket i overtiden mellem Esbjerg og SønderjyskE. Det kommer nemlig ganske langt omkring i fodboldloven.

Nogle vil huske, at situationen er den, at der kommer en høj bold frem i Esbjergs straffesparksfelt. Den forfølges af SønderjyskEs Tommy Bechmann – samtidig med at målmand Lucas Hradecky også mægtig gerne vil have fat i den. Målmanden kommer først på bolden og griber den med benet løftet frem for sig, hvorved der opstår en kontakt mellem foden og Bechmanns overkrop. Slutresultatet er et straffespark og en advarsel (samt en del brokkeri).

Situationen indkapsler ganske smukt nogle af fodboldlovens grundsætninger. Én af dem er, at den samme forseelse vurderes ens, uanset hvem der begår den, hvor på banen den begås – og hvornår i kampen den begås. Heraf følger også, at målmanden ikke har nogen særrettigheder. Live i TV var kommentaren, at målmanden løfter benet, da han går ud, og at det jo er det, som målmænd lærer.

Meget muligt – men så lærer de forhåbentlig også (ironi kan være anvendt), at går det galt, og er det dem, der er årsag til en kontakt med en angriber, som udgør farligt spil, betales der ved kasse ét, ganske som det skete her. Det står ikke skrevet i hverken grundloven eller fodboldloven, at målmænd har en hævdvundet ret til en sikkerhedszone omkring sig (den typiske undskyldning for det løftede ben er, at målmanden vil beskytte sig). Så har man en situation, hvor der opstår kontakt, målmanden er årsagen, og der foreligger farligt spil (hvilket der vel må siges at gøre, når man får en fod ind omkring brystet), så er der straffespark.

Det er klart, at man som angriber ikke kan optjene et straffespark ved bare at løbe ind i målmandens fod (så er det jo angriberen, som foranlediger kontakten), men her slår Bechmann faktisk bremserne i og bliver alligevel ramt. Jeg vil vove den påstand, at en fod i samme position i forsøg på at erobre en bold ude midt på banen uden problemer ville blive accepteret som farligt spil – og målmanden har altså, i modsætning til hvad mange (herunder målmænd) tror, ingen specielle rettigheder i denne henseende.

Den finurlige lovteknik vil karakterisere dette som et spring på en modspiller, for det er nemlig en af de 10 forseelser, som kan medføre et direkte frispark eller straffespark (der er lovmæssigt ikke noget, som hedder ‘farligt spil med kontakt’ – det direkte frispark kommer af, at der godt nok er farligt spil, men også noget, som er værre, nemlig springet, og så tæller den groveste forseelse).

Næste trin er, om der skal kort på, og hvilken farve det i givet fald skal have. En del plæderede efterfølgende for rødt kort, for der var jo kun de to spillere, og det var tæt på mål osv. Men et rødt kort for berøven af oplagt scoringsmulighed ville forudsætte, at angriberen havde kontrol over bolden eller ville få det umiddelbart efter, og her er der ingen tvivl om, at dette er målmandens bold (hvilket bare gør det høje ben endnu mere unødvendigt). Så rødt for berøven er udelukket.

Så kommer vi en gren længere ned i beslutningstræet. Er forseelsen i sig selv til et kort, med andre ord er den hensynsløs (gult) eller med unødig stor kraft (rødt) ? Man kan sige, at hvis Hradecky ikke i sidste øjeblik havde bøjet benet, men var fortsat med strakt fod direkte ind i Bechmann, så havde vi have haft et klokkeklart rødt kort. Nu når han trods alt at bremse lidt, bøje benet en anelse, men hensynsløst er det immervæk stadig – og dermed er det gule kort for et hensynsløst spring på en modspiller også efter mine begreber korrekt.

Alt efter temperament er noget af det sjoveste eller mest irriterende ved fodboldloven de berygtede ‘Hvad nu, hvis…’ -spørgsmål. De kan drive enhver instruktør til vanvid, også fordi de som oftest ikke har det helt store med virkeligheden at gøre. Ikke desto mindre kan man her godt rejse et rigtig relevant spørgsmål af typen. Hvad ville der egentlig være kommet ud af det, hvis Bechmann var blevet så forskrækket over Hradeckys flyvende ben, at han havde klodset bremserne for at undgå kontakten ?

Så ville vi have haft en situation, hvor der skulle være dømt et indirekte frispark for det farlige spil (og der kunne sagtens være fulgt et gult kort med, for hensynsløst er det jo stadigvæk), men muligheden for straffesparket ville være væk, fordi der ikke er fysisk kontakt mellem parterne. Igen minder jeg om, at angriberen ikke selv kan redde sig straffesparket ved at fortsætte og selv være skyld i kontakten – men omvendt skal han selvfølgelig have, hvad han skal have, når der er nogen, som agerer farligt mod ham, også selv om han trækker sig for at undgå kontakten.

Så der er flere læresætninger her. Målmænd har ingen særrettigheder, uanset om målmandstræning indebærer, at de får at vide, at de skal løfte benet for at beskytte sig eller af andre grunde.. Gør de det, trækker de et lod i lotteriet. Nogle gange går det godt, men er de skyld i en kontakt, så klapper fælden, og så var det et nittelod, som kom op af posen. Angriberen kan til gengæld ikke selv spille på muligheden for kontakten – men trækker han sig for at undgå den farlige kontakt, får han sit indirekte frispark.

Og den sidste læresætning er til dommerne, som helt generelt – og her taler jeg ikke om superliga, men hele vejen ned gennem rækkerne – generelt er for dårlige til at fange disse situationer, når de opstår. Målmanden har altså ikke nogen speciel beskyttelse eller ret til at skabe rum omkring sig. Så meget desto dejligere var det, at vi her havde en dommer og linjedommer, som landede det rigtige sted, endda på højeste niveau.