Debatten omkring mållinjeteknologi involverer puristerne, der helst vil holde enhver form for teknologisk assistance til dommerne ude – og reformisterne, der er parat til at bruge teknologi til hvad som helst. Og dem, der ligger et eller andet sted midt imellem.
Mange har ment, at de ekstra dommere på mållinjen er inderligt overflødige, når de ikke engang kan finde ud af at dømme en bold som den mellem England og Ukraine inde. Det passer smukt med det kommentatorhold, som – dog før denne kamp – brillerede ved at foreslå, at dommerne burde have lov til at betale entré, for de lavede jo ikke noget alligevel. Et godt grin er altid godt, og det fik de to herrer så. Andre kunne undre sig over, hvor skråsikkert man kan udtale sig om noget, som man åbenlyst ikke har sat sig ind i. Herom senere.
Jeg syntes også, at det var besynderligt, at den ekstra dommer ikke kunne dømme bolden inde. Men jo mere jeg tænker over det, jo bedre kan jeg forstå hans situation. Bolden er maksimalt få centimeter inde – og i givet fald kun i luften, dvs. at den skal vurderes i bevægelse. Og vi taler om en hvid bold, hvide målstænger og en flyvende hvid John Terry som redningsmand. Der er kun en brøkdel af et sekund til at vurdere, og alt er i bevægelse. Når det stadig kan være svært at afgøre, efter at man grafisk har fjernet målene og Terry – hvor svært er det så ikke for dommeren at vurdere det live.
Alle forudsætter, at teknologi ville have klaret det uden problemer. Som jeg skrev i sidste uge, vil jeg se det, før jeg tror det. Derfor er jeg nok midt i feltet: kan nogen komme op med en 100 % sikker teknologi – og det er der ikke nogen anden sportsgren, der endnu har kunnet præstere – så helt fint for mig til dette ene formål, om en bold har krydset en linje eller ej. Gud fri mig for maskinelle vurderinger af offside eller andet godt.
Men så længe denne 100 % sikre teknologi ikke eksisterer, vil jeg til hver en tid foretrække en 80 % sikker menneskelig løsning frem for en 80 % teknologisk. Et helt andet spørgsmål er økonomien. Hvor tit sker det egentlig, i forhold til hvor mange betydende fodboldkampe, der spilles – og er man parat til at betale et sekscifret beløb i den højere ende (det er i hvert fald de tal, som jeg har hørt i krogene) pr. stadion for at få dækket disse få tilfælde ind?
Men de ekstra dommere kom da i fokus, her inden The Board først i juli skal beslutte, om forsøget med dem skal fortsætte, eller om der er materiale nok til at kunne konkludere. Nogle har sat på spidsen sagt, at forsøget kom, fordi de andre dommere ikke gjorde deres arbejde godt nok. Det var specielt de mange holde-situationer før hjørnespark, som de blev sat i verden for at kunne håndtere, og den side af sagen er vel egentlig lykkedes fornuftigt. Når de nu var der alligevel, ville de jo normalt stå fint for f.eks. også at kunne være måldommere.
Men reelt er der ingen begrænsning på deres beføjelser: De hjælper dommeren med det, som han nu ønsker hjælp til – selvfølgelig med ham til at tage den endelige afgørelse. Og så vender vi tilbage til vores to muntre kommentatorer, som forudsatte, at når man ikke kunne se, at dommerne lavede noget, gjorde de det nok heller ikke. Helt bevidst har de ikke nogen synlige signalmuligheder, så åbenlyse meningsforskelle ikke udbasuneres – men de har kontakt med dommeren via headset, og de har en ‘flagstang’ med en trykknap, som står i forbindelse med en modtager på dommeren.
Så selv om det ikke ser ud af noget, tør jeg godt garantere for, at de er med – når man først har haft privilegiet at være ‘blind passager’ på sådan en headset-kommunikation, bliver man overrasket over, hvor meget der udveksles. I al diskretion – for hvem der kommer med input er ligegyldigt, bare man når den rigtige afgørelse på bundlinjen. Ved dette EM har vi set påfaldende mange marginalt sene fløjt – lur mig, om ikke nogle af dem opstår på denne konto.
Mange har undret sig, og nogle endda skrevet og spurgt – hurra for det ! – hvorfor ‘måldommeren’ står i samme side som linjedommeren. Der er eksperimenteret en del med de ekstra dommeres placering. Nogle år har de f.eks. måttet gå med ind på banen. Oprindelig var de placeret modsat linjedommeren. Det viste sig at give nogle problemer for dommerens placeringsmønster, fordi instruktionen til ham så var at søge over mod linjedommeren, så måldommeren dækkede den anden side.
Dommeres normale bevægelsesmønster er ‘diagonalen’, eller som det kaldes nu ‘det brede S’ – det princip, at man bøjer mod venstre, når bolden passerer midten. At man så ikke skal blive dér, men søge med, hvis spillet svinger over mod linjedommeren, er en anden del af sandheden, men dommeren skal have så meget spil og så mange spillere mellem sig og linjedommeren som muligt, så der er maksimalt overblik.
Det betød to forskellige placeringsmønstre for dommeren, alt efter om der var ekstra dommere på eller ej. Derfor flyttede man dem over i samme side som linjedommerne, så dommeren kunne gøre, som han plejede. Normalt vil måldommeren befinde sig lidt bag mållinjen og holde fokus på det, som dommeren ikke gør – kommer han endelig ind på mållinjen, er det fordi der er noget akut, han skal vurdere, og selv dér vil han normalt have bedre udsyn end linjedommeren, alene fordi han er tættere på, og så gør det ikke så meget, at han dækker for ham. Idealopstillingen er næppe fundet endnu.
Nu er vi oppe på seks dommere – pudsigt at tænke sig, at det først var i 1891, at dommere og linjedommere kom på banen. Før det klarede anførerne selv paragrafferne – kunne de ikke blive enige, kunne de få hjælp fra to mand (én udpeget af hvert hold) uden for banen. Kunne de heller ikke blive enige, kunne man referere til en neutral person uden for banen, som traf afgørelsen. Derfor hedder en dommer stadig en ‘referee’ – og interessant, at det egentlig er den rolle, som man nu måske lægger over til teknologien. Hvis bare man venter længe nok, kører tingene i ring.
Related Posts
Man bliver godt underholdt
Topopgørenes weekend