Jans Corner: Film

Som lovet vender jeg tilbage til nogle af de emner, som dels var oppe til drøftelse på dialogmødet mellem klubber og dommere i DBU – dels ligger i de retningslinjer for EM, som dommerne dér vil blive præsenteret for (og som alle vi andre vil kunne opleve på TV).

Denne gang ‘film’. Hvilket egentlig er en lidt misvisende dansk betegnelse, for film er ikke bare film. De fleste forbinder sikkert ordet ‘film’ med en angriber, som går omkuld i en konfrontation – med eller uden kontakt, men selvfølgelig mægtig gerne i straffesparksfeltet, hvor udbyttet vil være størst. Men der ligger frygtelig meget mere i ordet end lige dette.

Fodboldloven opererer ikke direkte med ordet ‘film’ – men med det noget bredere begreb ‘at forsøge at påvirke dommeren’. Det kan selvfølgelig ske ved at kaste sig, som om man er blevet skudt – men det kan også antage rigtig mange mange former. Det essentielle er, at en spiller forsøger at få en afgørelse med sig til fordel for sig selv eller for sit hold, som han ikke burde have haft – med andre ord SNYD.

Men lad os tage det klassiske først. Når spillere i en duel med en modspiller forsøger at snyde sig til en positiv afgørelse fra dommeren, kan det i princippet ske på mange forskellige måder.

Den mest forekommende – eller i hvert fald den, som trækker de største overskrifter – er den, hvor en spiller i en direkte duel med en modspiller går omkuld, uden at der har været nogen form for kontakt mellem parterne. Den er frygtelig irriterende for alle os, som bare gerne vil se fodbold uden diverse hundekunster, og jeg er sikker på, at ‘os’ dækker det meste af Fodbolddanmark. Vi vil alle sidde foran TV og bande over dommeren, som hopper på spillerens trick – men det er faktisk noget af det absolut værste for en dommer at skulle vurdere.

Alle er frygtelig meget klogere efter omkring fire replays fra forskellige vinkler, men dommeren har kun én chance. Her bliver hans placering meget afgørende – og ikke bare hans placering, for man kan stå meget tæt på og stadig blive snydt – men hans vinkel til situationen.

Men det kan være mægtig sværere end som så. Vi tager endnu engang angriberen på vej ind i straffesparksfeltet. Nu kommer der en let kontakt fra forsvareren, hvorefter angriberen går omkuld under stort drama. Med fare for at lyde mægtig teoretisk er det her principielt nødvendigt at adskille de to ting. I første omgang: er kontakten forsætlig eller ej? Hvis den er, så skal der dømmes straffespark.

Uanset resultatet af denne vurdering skal vi nu videre til den dramatisk faldende spiller. Hvis han på nogen måde har forsøgt at overdrive kontakten for at påvirke dommeren, skal han i princippet straffes med en advarsel for film – også selv om der har været kontakt! Den er selvfølgelig frygtelig svær at sælge i praksis med straffespark og advarsel til angriberen, og jeg har endnu i mit lange fodboldliv til gode at se det – men teoretisk er det sådan, at det hænger sammen..

Det vigtigste her er imidlertid at slå fast, at der sagtens kan være både en kontakt mellem forsvarer og angriber – og film. For hvis kontakten overdrives med det formål at snyde dommeren, skal det straffes. Mange mener fejlagtigt, at film kun opstår ved manglende kontakt – men det er altså ikke tilfældet. Vi kan så trække problemstillingen ét skridt videre – nemlig til den angriber, som i forventning om en kommende kontakt for en sikkerheds skyld lægger sig på forhånd. Han skal straffes på fuldstændig samme vis som de forrige syndere – nemlig med en advarsel og et indirekte frispark.

Så nu er vi foreløbig nået frem til mindst tre forskellige former for ‘film’. Angriberen, som falder uden kontakt – angriberen, som overdriver en kontakt fra forsvareren – og angriberen, som for en sikkerheds skyld falder, før kontakten havde en chance for at opstå. Dette pensler jeg lidt ud for at komme ud over det, som meget ofte fremstilles som et faktum i medierne: at hvis der er kontakt, kan der ikke også være tale om film.

Jo, det kan der sagtens. Hermed er forhåbentlig også den forudfattede mening aflivet, som siger, at enhver duel i straffesparksfeltet nødvendigvis er enten straffespark eller film. Aldrig i livet – der er masser af mellemstadier, og vi kan sagtens ende med en afgørelse, der siger ’tilfældigt sammenstød’ og intet yderligere.

Dette er de situationer, som man typisk hægter ordet ‘film’ på. Men nu skal vi tilbage til starten af klummen og ordene ‘forsøge at påvirke dommeren’. For det kan man jo gøre på så mange andre måder end lige denne åbenlyse. Lad os tage angriberen, som i en tæt duel i straffesparksfeltet sætter en velanbragt arm på bolden for at dirigere den i mål. Går den, så går den – men opdager dommeren det, er det en stensikker advarsel. Faktisk ét af de to tilfælde, hvor en advarsel for ulovlig hands er direkte foreskrevet i fodboldloven – at forsøge at score et mål ved ulovlig brug af hånden.

I denne mere raffinerede afdeling er også den spiller, som efter en kontakt med en modspiller med sin hånd signalerer et imaginært kort for at forsøge at lokke dommeren til at tildele en advarsel til modspilleren. Det fanges ofte på TV – men er rasende svært for dommeren at se, fordi han typisk har andet at tage sig til lige dér. Men opdager han det, er der ganske rigtigt en advarsel undervejs – men det er til den spiller, som forsøger at påvirke dommeren. Har der skullet falde en advarsel til synderen i selve duellen, skal dommeren nok klare det uden spillerens hjælp.

Mange ord om noget, som dybest set efter min mening slet ikke hører hjemme i fodbold. Jeg håber, at vi alle – uanset klubtilhør osv. – kan være enige om, at kampene skal afgøres med fair midler på banen, og at snydere – her som alle andre steder – tilhører en gruppe, som bør foragtes, uanset deres motiver.