Tidligere i år havde KFD på sin fb-gruppe en vejledende afstemning om medlemmernes holdning til at der indføres linjedommere i kampe i serie 1 under DBU K.
Nu er turen så kommet til afstemning mellem de københavnske serie 1-klubber.
Det sker, fordi dommerudvalget på sit møde i december 2011 behandlede KFDs forslag om at indføre linjedommere i serie 1. Dommerudvalget består af to medlemmer fra KFD (Lars Gerner og Rasmus Foged), samt to medlemmer fra DBU K (Henrik Ravnild og Vagn Christensen).
Dommerudvalget besluttede at høre klubberne i serie 1, om der er interesse for tiltaget. Dommerudvalget besluttede også, at det i givet fald skal gælde begge puljer i serie 1.
“Indførelse af linjedommere i rækkerne vil betyde en øget udgift på estimeret 10.000 kr. pr. sæson pr. klub”, forklarer Kenneth Egeberg, sekretær for dommerudvalget. “I dette estimat er indregnet dommerhonorar, adm. gebyr og kilometergodtgørelse. Yderligere vil det betyde, at serie 1-kampe som udgangspunkt ikke kan afvikles på lørdage.”
På grund af disse konsekvenser høres klubberne i serie 1 nu, om de, under disse vilkår, ønsker påsat linjedommere i rækkerne.
Dommerudvalget oplyser, at der skal være 20 af de i alt 26 klubber, som skal svare positivt, for at der indføres påsætning af linjedommere i rækkerne fra efteråret 2012.
Svarfrist på høringen er den 27. maj 2012, så kort tid herefter ved vi, om der fremover skal trioer af sted i serie 1.