I et fantastisk forårsvejr med solskin havde ”talentmassen” Ibrahim D., Johan Bay og Carsten Poulsen sat de erfarne kræfter Kasper Darfelt, Casper Thorsøe og generalsekretæren stævne for at spille lasergun (alt for egen regning og risiko forstås).
Vi mødtes i Hareskoven i strålende solskin lidt over middag, instrueret i at medbringe madpakke og drikkelse, og blev mixet med en større flok tøser så vi var 24 personer. (Onde tunger vil måske hævde 21 tøser inklusiv talentmassen 🙂 ).
Vi fik udleveret næsten ægte ”SWAT-dragter” med våbenvest med laserguns og hoveddims som rystede når man blev ramt – dog fik Johan Bay udleveret en feltgrå uniform, så han absolut havde lighed med en tysk Hitlerjugendsoldat fra 2. verdenskrig, hvilket dog heldigvis ikke tog kampgejsten fra Johan.
En bane blev opridset i skoven af indpiskeren fra eventcentret. KFD var på samme hold, og fik løst opgaverne med at beskytte en VIP og generelt ”myrde løs”, hvilket de fleste tilsyneladende nød i fulde drag, for tiden fløj afsted.
Godt ”sønderskudte” og svedende efter at have løbet skoven tynd, samt op og ned af bakke, sluttede vi af med vores madpakker og sodavand.
Dagens største krigshyl hørt og set: Ibrahim ned ad en bakke i vild flugt fra ”en kugleregn” fra Thorsøe og Carsten forsvindende i nogle grantræer.
Dagens største surprise: Thorsøe’s kæbe, som man hørte ramme skovbunden, da han blev ”henrettet” på klods hold af generalsekretæren, som syntes det var synd for de andre, og derfor skiftede side, og ja, lad os bare sige til relativ stor overraskelse for Thorsøe, som så lige måtte hen og vende ved ”gravstenen” og blive genoplivet. Efter spillet fik generalsekretæren som tak så tre nyrehug plus bonus ved at ”talentmassen” besluttede at lege hoppeborg på ham, pænt opfordret af ”afdøde” Thorsøe.
Vi kikker ASAP i FUN og KFD’s Aktivitetsudvalg på, om vi kan arrangere noget tilsvarende, og bare rolig; alle kan være med uanset alder – det er ganske underholdende at få lov at pløkke løs, endog helt uden at nogen bliver såret udover på stoltheden 🙂
Frank Kanlund, ”Generalsekretær”