Man kan vel i disse elektroniske tider ikke kalde det for ‘angsten for det blanke papir’, men når man sidder ved tastaturet med lurende deadline og ingen specielt ophidsende begivenheder fra den forgangne uge til at inspirere, kan tankerne godt strejfe temmelig meget rundt. I denne uge landede de på selve fodboldloven.
Egentlig er det jo mageløst, at en lille undselig bog med 17 paragraffer og 80 sider i den danske udgave – og det er så endda inkl. forord, diagrammer, fotos og sider til at notere egne geniale indfald – kan holde så mange mennesker beskæftiget og give så meget røre i andedammen weekend efter weekend.
’17 paragraffer’ skrev jeg – selv om mange af landets dommere uden tvivl vil mene, at der er 18, hvor den overskydende paragraf er den, som har overskriften ‘Sund fornuft’. Nu er sund fornuft jo en yderst subjektiv størrelse, og jeg har gennem årene hørt paragraf 18 blive brugt som undskyldning for de mest hårrejsende fejlkendelser, hvor dommeren enten ikke har anet, hvad han skulle gøre, eller bare ikke haft modet til at gøre det.
Prisen tages af den lokale dommer for mange år siden, som undlod at udvise for en forseelse i allerførste minut, hvor en spiller blev savet over i et omfang, så man bare manglede jordpåkastelsen. Efter kampen forklarede han, at her trådte paragraf 18 i funktion, for det kunne da ikke være rigtigt, at han skulle ødelægge kampen allerede efter et halvt minut… Det gjorde han så alligevel, for resten af forestillingen blev forståeligt nok ikke for sarte sjæle.
Interessant er det, at det, som dommerne mener, er essensen i paragraf 18, i virkeligheden står gemt i paragraf 5 på en yderst ydmyg plads omme bag i lovbogen. Et glimrende bevis på, at man altid skal læse det med småt, for det er det måske allermest vigtige i fodboldloven, som er gemt her. ‘Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser som muligt. Derfor er det dommerens opgave kun at straffe klare lovbrud . Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritation og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse.’
Det er tæt på at være lyrik på højt niveau – og hvem skulle have forestillet sig, at tilskuernes fornøjelse var en parameter i fodboldloven ? Ved den store forenkling af lovbogen i 1997 forsvandt denne passus fra den internationale lovbog – men i Danmark syntes vi, at det var synd, så vi ophøjede den fluks til en dansk afgørelse i den del af bogen, som vi selv har indflydelse på.
Så dommerne må da godt bruge den ikke-eksisterende paragraf 18, hvis det gør dem glade – i virkeligheden er det bare paragraf 5, de har gang i. Og heraf følger selvfølgelig også, at paragraf 18 kun kan bruges, hvis den ikke strider mod de 17 rigtige paragraffer…
Nu kom vi så i gang med superligaen, og lige om et øjeblik går det løs i de næste rækker. Selv om jeg holder ustyrlig meget af fodboldloven indendørs, glæder jeg mig også til at komme udendørs igen. Mange forestiller sig, at vi har ligget i dvale hele vinteren – men i virkeligheden er vinteren for sådan nogle som mig den aller travleste tid med teoriaftener, kurser, dommereksamener – og teoritests af gud og hvermand .
For mens man f.eks. i det virkelige liv ikke bliver stillet til ansvar for sin køreteoretiske viden, medmindre man i praksis har vist, at man ikke beherskede den, skal fodbolddommere på et vist niveau gennem testen hvert år. Det gælder alle dommere, som er indrangeret i den højeste række uden linjedommere (det kan så være serie 1, 2 eller 3 afhængig af hvor i landet man slår sine folder). Kravet er det samme, som det var oprindelig: man skal kunne bestå en dommereksamen, hvilket vel ikke er urimeligt i betragtning af, at man jonglerer rundt med 22 mand hver weekend i noget, der nærmest er uindskrænket enevælde.
Langt de fleste kommer også igennem uden problemer. Nogle bestemt mere lysende end andre, men det er også fint nok, så længe man er over bundlinjen. Men man møder stadig ‘verdensmesteren’, som jo kunne det hele for fem år siden, da han tog sit dommerkort, så hvad er problemet og hvorfor dog forberede sig ?
Det opdager han. Generelt er stemningen blevet meget mere afslappet, end den var for 20 år siden, da vi indførte den årlige test på divisionsniveau. Da kunne man opleve garvede dommere, som havde dømt internationalt for astronomiske tilskuertal, være nærmest uden for rækkevidde, når de skulle sidde med to fredelige mennesker omkring et bord – som oftest helt uden grund.
Var det galt med dommerne, gik det helt galt, da vi nogle år senere indførte en tilsvarende test for dommerudviklerne (eller bedømmerne, som de hed dengang). Det var en sej kamp overhovedet at få vedtaget, at det skulle ske – men det var jo en uomgængelig nødvendighed, for selvfølgelig kan man ikke have ‘elever’, som er mere ajour end ‘lærere’, alene af hensyn til respekten for funktionen.
Men som sagt foregår tingene nu om stunder i en meget mere afslappet, men stadig seriøs atmosfære – og det hører med til historien, at man får en chance nr. 2 inden for 14 dage, hvis det skulle smutte. Og selv da er det ikke sådan, at man får klippet pladerne – man må bare nogle trin ned i hierarkiet og så prøve at arbejde sig frem igen.
Så det kan da godt være, at dommerne herhjemme trækker overskrifter fra tid til anden, og at bølgerne går så højt, at journalister føler sig kaldet til at skrive, at dommerne må have ligget i hi hele vinteren, mens spillerne trænede. Men det er altså ikke, fordi de ikke ved, hvad der står i loven. Det er der blevet arbejdet godt og grundigt med – også hvordan loven ser ud i praksis.
Længe leve DVD’en. Skylden – hvis der er en skyld – ligger måske andre steder, f.eks. i koncentration eller placering, som gør, at facit bliver det forkerte. Og endelig kan man vel heller ikke helt udelukke, at dommerne faktisk af og til har ret – men at det er kritikerne, som er knap så meget hjemme i loven…
Related Posts
Man bliver godt underholdt
Topopgørenes weekend