Jans Corner: En tåget fornøjelse

_Enhver årstid har sin egen charme, som min tidligere kiropraktor sagde. Når det var efterår, myldrede det ind med kunder, som havde haft travlt med at grave køkkenhaven, og få måneder efter blev de afløst af dem, der havde kastet sig ud i snerydningens ædle kunst.

Lidt det samme gør sig gældende omkring gennemførelse af fodboldkampe. _Det altafgørende kriterium for dommeren er, ‘om banens eller dens omgivelsers tilstand eller vejrforholdene gør det muligt eller ikke muligt at afvikle en kamp’ (Fodboldlovens § 5, international afgørelse nr. 1 – affattet i et behørigt snirklet sprog).

Oftest handler det om en vurdering af, om forholdene er til fare for spillerne. Her byder årstiderne på forskellige mulige problemer. Om vinteren giver det sig selv, at det er sne og is, der er hovedproblemet. Spillernes helbred er og bliver det vigtigste, og dermed duer det heller ikke, hvis man f.eks. har et område af banen, som har ligget så meget i skygge, at jorden stadig er frossen eller kun tøet i overfladen – uanset om resten af banen har fået tilpas meget sol.

Det er banens værste område, der afgør sagen. Imidlertid vil alle jo gerne have afviklet kampene, og det kalder nogle gange på opfindsomme løsninger. For få år siden oplevede jeg til en 1. divisionskamp en bane, som på langt de fleste kvadratmeter var fin nok – men begge målfelter var nærmest bundfrosne, og området langs den ene sidelinje, hvor tribunen gav skygge, havde det heller ikke for godt.

Det blev klaret med en udsættelse på en halv time – det er nemlig også én af de ting, som dommeren har i sin værktøjskasse – og intensiv anvendelse af den største ukrudtsbrænder, jeg i mit liv har set. Der var ikke skyggen af et græsstrå tilbage dér, hvor ukrudtsbrænderen havde huseret, og bundforholdene var mildest talt noget sumpede, men det bar man med fatning, for det var årets sidste hjemmekamp, og der var rigelig tid til at finde noget nyt græs, inden det gik løs igen.

Dommeren skal kun vurdere faremomentet – så at det er blødt og vådt, giver ham normalt ikke anledning til bekymringer. På samme måde, som hvis en hel dags regn eller et skybrud har sat banen delvis under vand. Medmindre der er fare for drukning eller f.eks. en afskærmning omkring banen, som spillerne nu pludselig risikerer at glide ud i, er det OK. Mange hejser stadig flaget med ‘manglende sportslig berettigelse’, når banen er mere velegnet til vandpolo end fodbold – men det kan dommeren ikke rigtig gøre noget ved.

Til gengæld bliver alle parter her ofte reddet af den baneansvarlige, som ikke vil have ødelagt sit græs for det næste lange stykke tid, og i så fald vinder han til enhver tid. Sommerudgaven af den isede bane er den, hvor der ikke er faldet regn længe, og som derfor er betonhård, så et fald kan give gevaldige skader. Aflysninger af den grund er sjældne – men det er sådan set ikke fodboldlovens skyld, for den åbner bestemt mulighed for det.

Vejrforholdene kan også drille på andre måder. Tordenvejr kom på tragisk vis i fokus for et par år siden og mindede os alle sammen om det, som vi godt vidste, men ofte fortrængte, nemlig at man skal tage torden og lyn meget alvorligt, når man bevæger sig rundt på en åben flade. Her er det stadig faremomentet, som er det afgørende – men vejret kan også bringe det andet store krav ind i billedet: nemlig at dommeren skal håndhæve spillets love og sørge for, at kampen bliver afviklet efter dem.

Det kan knibe, hvis regnen har visket alle streger ud, og det ikke er muligt at få kridtet nogle nye op. Og det fænomen, som drillede flere superligakampe i sidste runde, den tykke efterårståge, kan også gøre en lovlig afvikling ganske besværlig, hvis dommerne ikke kan se, hvad der foregår. Jeg var selv på Lyngby Stadion søndag eftermiddag, og her skal man nok være glad for, at kampen ikke varede 10 minutter længere, efterhånden som tågen tog til, og den ene linjedommer forsvandt mere og mere.

I Århus mandag aften var det ved at gå helt galt, men her lettede tågen heldigvis, som tiden gik, selv om nogle genier med romerlys gjorde, hvad de kunne for at gøre det endnu mere tåget. I den forbindelse har mange efterspurgt, hvor grænsen egentlig er. Vi vil jo gerne i alle livets forhold have nogle faste retningslinjer – der er nu ikke noget som gode, solide og trygge kasser – men her er der desværre ikke nogen. Essensen er, at dommeren skal være sikker på, at kampen kan afvikles efter loven.

Det forudsætter selvfølgelig, at han kan se de forseelser, som bliver begået og kan afgøre, hvornår bolden har passeret stregerne. Det betyder ikke nødvendigvis, at der skal være frit udsyn fra den ene ende af banen til den anden, men dommerne skal kunne se nok til, at de kan tage de rigtige afgørelser. Og jeg skriver med vilje ‘dommerne’, for selvfølgelig er det sværere for én mand at kunne bevæge sig nok rundt i lav sigt til at kunne se det hele, end det er for tre mand tilsammen at tage afgørelserne.

På superliganiveau endda yderligere hjulpet af headset, så man kan kommunikere ved lyd, hvis nu flaget ikke skulle være tydeligt. Den sportslige berettigelse er heller ikke relevant her, ligesom tilskuernes og seernes fornøjelse principielt er dommeren uvedkommende. Jeg er da selv meget spændt på, hvor meget man kan se på DVD’en fra Lyngby – men dommeren og linjedommerne kunne se tilstrækkeligt nede på banen. Og det kunne spillerne også.

En sidste krølle: en kamp, som afbrydes før tid på grund af f.eks. vejrforholdene, skal efter fodboldloven spilles om i sin helhed, medmindre turneringsreglementet foreskriver noget andet. I danske divisionskampe er det efter turneringsreglementet DBU, som træffer afgørelsen fra sag til sag.