Jans Corner: Udstyr før og nu

Undertiden kan man i forbindelse med en fodboldkamp få en helt utilsigtet og gratis oplevelse, som sætter tingene i perspektiv. Det skete for mig for en uge siden, da jeg var ude for at se en kamp i de lavere divisioner (eller for at være helt nøjagtig den dommertrio, som var i aktion i kampen).

I 2. halvleg fik jeg selskab af fire muntre fyre, velsagtens et sted i 60’erne, som satte sig i nærheden og fortsatte deres samtale. Helt oplagt fire fodboldkammerater, som var ude at have en hyggelig lørdag eftermiddag sammen, før turen gik hjem til familien igen. Nu sidder jeg ikke ligefrem og lytter, men der var rimelig tomt omkring os, så jeg kunne ikke undgå at høre, hvad de talte om, og det var det, der satte tankerne i sving.

En god del af deres snak gik på fodbold i ‘gamle dage’, dengang de selv var rigtig aktive. Deres første par fodboldstøvler, som var nedarvet og dårligt kunne hænge sammen, og hvor knopperne var den type, som blev banket på før hver kamp, og sømmene helst ikke skulle stikke ud, for så kunne det gå grueligt galt for modspilleren.
Eller fodbolden, som var forsynet med udvendig snøre, som kunne gøre noget så ondt, hvis man kom for at skade at heade direkte ned i snøregarnet – og hvor man derfor kunne måle en wings tekniske kunnen på, om han kunne lægge indlæg, så snøren vendte væk fra ham, der skulle heade til bolden… (Note for læsere over 25 år: en wing kan vel oversættes til ‘en kantspiller med primært offensive pligter’). Eller hvordan bolden af læder kunne blive så tung i regnvejr, at man nærmest risikerede at pådrage sig en mindre hjernerystelse ved at heade til den.

Det slog mig undervejs, at nogle af de mere ydmyge paragraffer i fodboldloven, f.eks. dem om bold og spillernes udstyr, i den grad afspejler spillets kultur- og udviklingshistorie. Lad os f.eks. tage bestemmelserne om ‘fodbeklædningens beskaffenhed’, som helt frem til 1991 lød således:

‘Tværstrimlerne skal være af læder eller gummi og skal anbringes lige på tværs af sålen samt være flade. De skal være mindst 12,7 mm brede, og de skal nå over hele sålen og være afrundede i hjørnerne.’ (Endnu en note til yngre læsere: tværstrimler var en anordning, som kunne fæstnes på støvlerne for at man kunne stå bedre fast)

‘Knopper, som er særskilt monteret på sålen, og som kan udskiftes, skal være af læder, gummi, aluminium, plastic eller lignende materiale, og de skal være massive. Med undtagelse af den del af knopperne, der danner forbindelsen til sålen, og som ikke må træde mere end 6 mm frem fra denne, skal knopper være runde i snit og mindst 12,7 mm i diameter. Er de tilspidsede, må diameteren ikke på noget sted være under 12,7 mm.

Når en skrueknop monteres på sålen i et metalleje, skal dette leje være indbygget i sålen, og enhver forbindende skrue skal være en del af selve knoppen. Ud over dette metalleje må ingen metalplader findes i fodbeklædningen, selv om de dækkes af af læder eller gummi. Knopper med gevind til montering på en skrue, som er fastgjort til sålen, er ikke tilladt. Det samme gælder knopper, som bortset fra forbindelsen med sålen har nogen form for fremtrædende kant, rand eller præget mønster. Knopper, som er støbt på sålen og ikke kan udskiftes, skal være af gummi, plastic, polyurethane eller lignende blødt materiale.

Forudsat at der er mindst 10 knopper på sålen, skal hver knop være mindst 10 mm i diameter. Ekstra støttemateriale til stabilisering af bløde materialer og ribber, som ikke må træde mere end 5 mm frem fra sålen og er vulkaniseret på knoppen for at styrke denne, er tilladt, forudsat at knopperne ikke derved bliver til fare for andre spillere. I alle andre henseender skal de være i overensstemmelse med denne paragrafs almindelige krav. En kombination af tværstrimler og knopper må anvendes, forudsat alt er i overensstemmelse med denne paragrafs almindelige krav. Hverken tværstrimler eller knopper på sålerne må være højere end 19 mm. Hvis der er brugt søm, skal de være i plan med overfladen.’

Dette har uden tvivl givet utallige dommeraspiranter mareridt og koldsved flere nætter, før de skulle til mundtlig eksamen. Lidet anede de, at vi aldrig stillede spørgsmål lige dér – for vi kunne heller ikke holde rede i det. Alt dette forsvandt i 1991 og faldt bare – fornuftigvis – ind under bestemmelsen ‘En spiller må ikke have noget på sig, der er farligt for andre spillere.’ På det tidspunkt havde man vel heller ikke brugt f.eks. tværstrimler eller søm de sidste 25 år.

Omvendt står der stadig i loven, at boldens vægt – som det eneste af kravene til den – skal være 410 – 450 gram ved kampens start, uagtet at vægten nu nok er lige så konstant som alt andet, da snart sagt alle bolde har en eller anden vandafvisende overflade. I modsætning til dengang, hvor den rene og yderst sugende læderbold blev anvendt, og hvor den ekstra pointering i loven virkelig gav mening. Bolden var altså stadig lovlig, selv om den var gennemblødt og vejede væsentlig mere.

De fire hyggelige herrer reddede faktisk min eftermiddag (bortset fra, at det var en aldeles udmærket fodboldkamp – også til det formål, som jeg var der for). Og så hører det med, at selv om det gik skidt for deres hold, som trods et favorabelt udgangspunkt endte med at tabe på et meget sent mål, som lige netop ikke var offside, kom der nok undervejs kritiske ord mod spillerne, men ikke et eneste mod dommeren. Ikke at der var nogen grund til det – men samme finfølelse havde de mere ungdommelige og medlevende fans ikke, da dommerne skulle forlade banen. Dér var tilråbene ikke til at tage fejl af – for nogen skulle skuffelsen jo gå ud over. Det er ikke al udvikling, som er til det bedre.