1. dag
Første dag startede lidt kaotisk, da der var problemer med flyet før afrejse. Så efter 2 timers ekstra ventetid kom vi endelig af sted. Programmet var planlagt sådan så, der var gjort plads til, at vi skulle starte nogle timer efter vi var ankommet, så forsinkelsen påvirkede overhovedet ikke vores program.
Ved ankomst til Manchester blev vi modtaget af Ian Blanchard, Tony og Chris. Ian er leder af dommerudviklingen under The FA, derudover er han selv elite-udvikler og udvikler dermed i Premier League. Tony er producer, og han skulle stå få filmning under turen. Alt blev simpelthen filmet! Sidst men ikke mindst var der Chris, som var vores chauffør under hele turen.
Vi tog derefter til Liverpool, som ligger omkring en times kørsel fra Manchester lufthavn. Vi skulle under vores tur bo på Suites Hotel i Liverpool, som er det hotel, som Premier League dommerne anvender, når de dømmer Everton og Liverpool. Efter en god frokost tog vi til Liverpool County FA.
Her mødte vi tre engelske talentdommere. Her gennemgik vi en middeltræning, træningen var kun middel, for at få løsnet lidt i musklerne og pga. vi hver især havde en kamp dagen efter med engelske linjedommere.
Træningen blev ledet af Ian. Efter træning og et bad mødtes vi igen i et lokale, hvor der var lidt præsentation samt information omkring programmet for weekenden. Jeg fik vide at mine to linjedommere var Aaron og Liam. Aaron var ligesom mig selv 22 og Liam noget yngre nemlig 16. Dog havde han været dommer i et par år.
Disse to fyre var super gode og de havde en seriøs tilgang til deres dommergerning. Ved 20 tiden tog vi tilbage til hotellet. Derefter var der afslapning på programmet.
2. dag
Dagen startede med morgenmad kl. 08.00 sammen med Ian. Efter morgenmaden to Allan og jeg til Liverpool County FA. Danny den tredje dommer tog til Everton’s akademi, hvor han skulle dømme sin kamp.
Jeg havde aftalt med mine LD’er at jeg skulle møde 1 time inden kampstart. Jeg havde fået Dave som udvikler. Dave var gammel Fifa’LD og bestemt en mand der har styr på det, som han siger. En god udvikler, som jeg har lært en del af, derudover så arbejder han til daglig med de unge engelske dommere.
Kampen som jeg dømte gik for mit vedkommende rigtig godt. En meget fysisk præget kamp mellem to lokale hold fra England. Efter kampen havde vi en kort snak, men selve udviklingen ville Dave tage næste dag på hotellet.
Efter kampen tog vi til hotellet og fik skiftet tøj. Turen gik videre til Anfield, hvor Liverpool skulle møde Wolves. Selve kampen var ikke noget nævneværdigt, men godt nok en fed stemning der er på Anfield.
Efter kampen kom overraskelsen vi fik lov til at møde dommerne fra kampen mellem Liverpool og Wolves. Fedt at de brugte noget tid sammen med os. Ian var i øvrigt udvikler på kampen, og dette var nok en af grundende til at det kunne lade sig gøre. Derefter skulle vi spise på en restaurant på Anfield. Fint fint sted.
Aftenen sluttede omkring kl. 23, hvor vi gik i seng med det samme, der vi også skulle dømme dagen efter.
3. dag
Efter morgenmad omkring kl 08.00 var der udviklingssamtaler fra kampene i går. Det var meget lærerigt at overvære de andres udviklinger også. Jeg fik en god udvikling af Dave, hvor der var et par gode udviklingspunkter, som jeg helt klart vil arbejde med i mine fremtidige kampe.
Efter udviklingerne var der en kort information omkring den kamp vi skulle dømme i dag. Vi skulle dømme en U14 kamp mellem Liverpool FC og Nottingham Forest. Kampen skulle varer over 3 X 25 min. hvor vi hver især skulle dømme en periode hver og være LD’er i to perioder. Dette gik rigtig fint. En meget flot teknisk spillet kamp.
Efter kampene var der noget sightseeing i Liverpool. Vi tog bl.a. på Beatles museet. Efter vores sightseeing var der officiel aftensmad på hotellet. Her var alle de mennesker, som vi havde mødt gennem de sidste 2 dage. Der blev uddelt gaver og holdt taler. Derefter gik turen til en rigtig engelsk pub med de engelske dommere.
Dette var superhyggeligt. Vi var tilbage på hotellet omkring midnat. Da vi skulle op kl. 06.15, for vi skulle tage flyet kl 10.15 fra Manchester lufthavn.
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne skrive at det har været en rigtig god oplevelse med en meget stor portion læring. Menneskerne der var omkring os i Liverpool var rigtig gode typer, som tog imod os på den bedst mulige måde. De var rigtig venlige og var meget nemme at komme i snak med. Jeg har personligt fået nogle venskaber, som jeg klart vil holde ved resten af livet.
Jeg vil først og fremmest takke KBU/KFD, som gav mig muligheden for at blive indstillet til turen. Derefter takker jeg DBU, Ian og alle de mennesker der var omkring os i Liverpool.
Af Yasin Seker