Ekstra dommere

Med starten på gruppespillet er vi for alvor ved at få løbet årets udgave af Champions League og Europa League i gang. Dermed støder vi igen på de såkaldte ‘Additional Assistant Referees’ – vi mangler en eller andet tilpas mundret betegnelse på dansk – som befinder sig bag de to mållinjer.
Vi havde dem også i aktion i nogle af kvalifikationskampene, men det er nu, de for alvor kommer i fokus.

Ordningen har kørt som forsøg i et par år, og d’herrer har fra starten været omgærdet af en vis mystik. Dels fordi deres funktion fra starten ikke blev kommunikeret specielt klart ud, dels fordi der undervejs i forløbet er blevet skruet lidt på deres placering og ageren – og endelig også, fordi det, når man bare følger dem på TV, er svært at få en fornemmelse af, hvad de egentlig foretager sig, når de dukker op i billedfeltet fra tid til anden. Det har heller ikke hjulpet på forståelsen, at præstationerne, i hvert fald i de kampe, som jeg har set fra lænestolen, har været meget ujævne. Nogle gange har der været knivskarpe vurderinger, som har resulteret i korrekte vurderinger af kampafgørende situationer, andre gange har man undret sig over, hvorfor der ikke blev reageret, når nu tingene skete nærmest på tåspidserne af dem.

Det er internationale dommere eller dommere fra højeste nationale række, så det er altså folk, der er fuldt kvalificerede til at tage stilling – og alle kan erstattes af fjerdedommeren, hvis der skulle opstå en skade.

Forsøget kommer som udgangspunkt fra det ønske, som vi nok alle har, nemlig at få reduceret antallet af tvivlssituationer og få udryddet de værste justitsmord. Samtidig har der uden tvivl været et håb om, at tilstedeværelsen af flere par øjne ville gøre det sværere for spillerne at lave unoderne i de blinde vinkler. Det har næppe heller ikke skadet, at UEFAs præsident Platini er en stor tilhænger af idéen. Og det er nu engang lettere at afprøve ting i praksis og se, om de virker – frem for at diskutere i uendeligheder hen over skrivebordene.

Beføjelserne var fra starten ganske åbne – og er det stadig. De skal hjælpe dommeren med at nå frem til de rigtige beslutninger. Punktum. Det er op til dommeren at udstikke de nærmere retningslinjer for samarbejdet – det eneste, som nævnes specifikt, er de situationer, som opstår ved positionskampe i straffesparksfeltet, typisk før dødbolde (frispark eller hjørnespark). Det kan synes løst – men i virkeligheden er det samme regelsæt, som gælder for dommerens samarbejde med linjedommerne: de skal hjælpe ham med det, som han beder om. På det område er der bare gennem mange år opstået en så indgroet praksis, at afvigelserne er forholdsvis få og små – og med en klar tendens til, at linjedommerne skal blande sig i mere og mere, hvis de vel at mærke har en bedre vinkel end dommeren.

Undervejs har konceptet fået tilført nogle flere fokusområder – det er stadig svært at finde en skudsikker teknisk løsning på måldommerproblematikken, og så kunne det være nærliggende at bruge de to herrer dér også, og ellers har man jo nogle gange kunnet filosofere over, om verden havde været anderledes for de kampe, hvor de ikke er der – hvis de nu havde stået der. F.eks. ville Henrys famøse hånd, der sendte Frankrig til VM, være sket durk foran én af de to, og på det seneste havde Skotland måske ikke fået et afgørende straffespark mod sig mod Tjekkiet for et par uger siden.

Mange har undret sig over, at de to ekstra dommere nu befinder sig på mållinjen i samme side som linjedommeren, hvor de før var modsat. Begrundelsen for det skal søges hos dommeren, hvis normale bevægelsesmønster jo er en form for diagonal bort fra linjedommeren, så også det område af banen bliver dækket. Sidste år var instruksen direkte, at dommeren skulle søge mod linjedommeren og overlade det fjerne område til den ekstra dommer – og det var ikke nogen succes for dommeren, som den ene weekend skulle tilpasse sig ét løbemønster, den næste weekend et andet – og så måske et helt tredje, hvis han fik en lokal kamp helt uden hjælpere. Det gav usikkerhed, og derfor er man nu tilbage i dommerens normale løbemønster. Det rent fysiske aktivitetsniveau hos de ekstra folk har også svinget. Det første år skulle de være helt stationære, det næste år måtte de meget gerne følge med ind på banen, når spillet gik i den modsatte retning – og nu er instruktionen, at de skal være aktive og søge at få den bedste vinkel, men skal gøre det bag linjen og uden for banen, medmindre det er praktisk at få dem til at hjælpe med en murafstand e.l.

Kommunikationen med dommeren (og linjedommerne) er udelukkende via headset – ingen arm- eller håndbevægelser, for den endelige afgørelse ligger stadig hos dommeren. Svigter radiokommuniktionen, kan man bruge bip-flaget (eller rettere flagstangen, for de har ikke fået selve flagdugen med ud), så sensoren på dommeren kan fange det. Så må man ikke håbe, at det går som i min seneste kamp internationalt (med kun fire mand), hvor radiokommunikationen opgav ånden i 1. halvleg og flagene gjorde det i 2. halvleg. Så var det virkelig ‘back to basics’.

En lille sidegevinst er, at de med deres placering kan hjælpe dommeren med at få styr på de ting, som måtte blive kastet ind på banen fra tilskuerne bag målet. En ulempe er selvfølgelig, at de selv står i skudlinjen. I den forbindelse var det nok meget godt, at vi ikke havde dem i Brøndby i lørdags, for så havde der vist både skullet faretillæg og forhøjet forsikring til.

Af uransagelige grunde er jeg selv cirklet uden om kampe med dem indtil nu – men torsdag (for læserne igår) har jeg fornøjelsen mellem Celtic og Udinese, og jeg er faktisk meget spændt på at se, hvordan det fungerer set live og ikke bare set fra TV.