KFD
Nyheder

Dagbog fra Enrique Cordova-Jensens U/21-EM (Del 4)

Bowling på en hviledag for de spanske U/21-landsholdsspillere.Privatfoto

Torsdag 16. juni

Efter morgenmaden sørgede jeg for at de 3 spanske VIP kom af sted og derefter afventede Manuel og jeg hvad Spanien fandt på i forhold til dagens program om eftermiddagen. De få fra delegationen jer har mødt her til morgen er i godt humør efter gårsdagens resultat og det hjælper selvfølgelig også mig at alle er glade og tilfredse.

To busser stod klar fra kl. 11.15, en til træning og en anden til spa. Jeg følger holdet, og ude på træningsanlægget blev Rasmus opdateret på træningen i morgen som også rykkes fra eftermiddag til formiddag da man gerne vil ud på tur.

Dagens program ser således ud pt.: Frokost for dem der har været til træning om lidt kl. ca. 14 og dem fra spa lidt senere. I hotellet sidder desuden den spanske presse og de får 3 spillere til rådighed efter frokosten. Fra kl. ca. 18.00 er der dømt bowling for spillertruppen i Bowl and Fun mens cheftræner og målmandstræner sandsynligvis spiller tennis i en times tid.

Busselskabet har fået transport mail for i morgen så jeg afventer bekræftelse i løbet af dagen og ellers så må vi se hvad dagen ellers bringer.

Det blev tid til bowling og der var ingen tvivl om det gjorde holdet godt at komme ud af hotellet og prøve noget andet. De morede sig og hyggede og bowling personalet fik autografer på to bowlingkegler. En lidt syret oplevelse at spille bowling med det spanske U-21 landshold.

Tico og Julio, de to fysser, tog efter bowlingturen en spansk skinke som de havde haft med, ned til vores lille kontor. Det smagte himmelsk og skyllet ned med gode øl fra et lokalt mikrobryggeri, havde vi en rigtig hyggestund.

Tidligere havde jeg spurgt Francisco om det kunne lade sig gøre at få autografer på spanske landsholdstrøjer og diverse, det var der ikke noget problem i så det kunne vi bare få holdet til at gøre inden maden senere i aften. Med to borde sat op foran deres spisesal tog det igen tid for alle spillere at sætte autografer på 4 trøjer og to bolde.

Efter aftensmaden gik jeg tidligt i seng og faldt i søvn før midnat.

Fredag 17. juni

Jeg sov lidt længe i dag og spiste først morgenmad omkring 9 tiden.

I dag var der formiddags træning og alle spillere og trænere var i godt humør. Efter ca. en times træning fra kl. 11, havde jeg arrangeret en hurtig fotosession med holdet og alle de frivillige omkring træningsanlægget. Alle var glade for at vi kunne tage dette billede som et godt minde og Francisco ville gerne tage billedet så jeg selv kunne være med i det. Selv den spanske presse ville gerne tage billeder af billedet, som en god historie til nettet.

Jeg gav desuden Francisco en medium trøje af dem som vi havde fået som TLOer. Den spanske træner havde forespurgt om en og jeg havde snakket med Århus om det og det ville de gerne sende til mig. Den havde jeg fået i går men den skulle også afleveres lidt skjult for ellers ville alle andre også bede om en. Som returkommission er jeg blevet lovet en spansk landsholdstrøje.

Før frokosten fik jeg bekræftet Spaniens træningstid i morgen på Herning Stadion og dermed kunne jeg sende transportoplysninger til bussselskabet og afvente en bekræftelse fra deres side. Anneli Erikson fra UEFA har svaret på mit spørgsmål vedr. ekstra bolde til holdet og jeg skulle meget gerne få 4 bolde ekstra ifm. organisationsmødet i morgen i Herning. Efter frokosten var der lige tid til et smut forbi Kvickly og købe lidt slik ind til kontoret. I mellemtiden ringede busselskabet og bekræftede mine bustider og jeg kunne derefter give tiderne videre til Francisco.

Efter frokosten kl. 14.00 agerede jeg chauffør for Jarry og Manuel, de ville gerne tjekke det hele til dagens grillfest og derefter hen og leje 3 cykler til holdet. Når man tænker på størrelsen af Silkeborg så er der alligevel en del trafik og vi var først tilbage ved kl. ca. 17.00.

Kl. 17.45 gik hele holdet og delegationen ned til havnen hvor Jarry og Manuel havde lejet Tranen i en time tid. Det blev til en god tur langs søen og da Emilio Nsue havde taget en højtaler med til sin telefon så blev der spillet høj musik i båden. Der var et par stykker som kedede sig lidt men de fleste havde det sjovt og især på vejen tilbage var der stor morskab med en mand i kajak som fulgte os det meste af tiden.  

Efter bådturen sørgede jeg for de kom med bussen og gik tilbage til hotellet hvor jeg skulle køre Manuel og træner Luis Milla til grill arrangementet. Han var blevet tilbage på hotellet da han følte sig lidt sløj, men han havde det bedre da vi kørte. Ved siden af teltet, hvor vi spiste store bøffer og meget lidt salat, var der en minigolfbane. Den fik alle spillerne samt de fleste ledere prøvet og efter et godt arrangement drog vi retur til hotellet ved en ca. 21.15. Pressechefen havde både ved bådtur og grill arrangement fået de spanske journalister til at komme og begge steder tog de lystigt billeder i et par minutter. Derefter fik de lov til at spise med ved grillarrangementet, det fik vores buschauffør desuden også, hvilket jeg synes var en flot gestus af Francisco.

Tilbage på hotellet forespurgte Francisco om 3 ekstra VIP billetter til søndagens kamp mod Ukraine. Han havde netop snakket med fodboldforbundets præsident Angel Villar og han havde meldt sin ankomst til kampen samme med sportschef Fernando Hierro og præsidenten for den spanske olympiske komite. Jeg ringede til Christian Bordinggaard og efter en kort snak med ham sendte jeg ham en mail omkring billetter og samtidigt bekræftede jeg hans mail om at mødes med den spanske delegationsleder Manuel Duran og holdsekretær Francisco efter organisationsmødet på Herning Stadion.

Betty, den tjekkiske TLO, ringede til mig angående nogle gaver som det spanske hold havde glemt at give det tjekkiske. Både Betty og jeg er ikke helt sikre på hvad der refereres til men jeg tjekker med Francisco ved lejlighed.

Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply