KFD
Nyheder

Kenn Hansen skriver fra U/21-EM (Del 2)

Kære KFD

Som lovet tidligere, hermed en sidste hilsen fra det til tider solbeskinnede Jylland.

Stemningen i dommerlejren er fortsat fantastisk. Jeg er påsat min sidste kamp i Viborg på søndag (19. juni, red.). Her skal jeg være fjerdedommer for italieneren, der dømte Danmarks kamp forleden. Han er en fantastisk dommer, vi helt sikkert kommer til at se i den højeste internationale kategori inden længe.

De seks dommere, der er udtaget til turneringen (og her taler jeg altså ikke om mig selv og den anden fjerdedommer) eller alle sammen etablerede internationale talenter, som har leveret gode resultater over flere år.

Alle har været – eller er – med i UEFA’s mentorordning, som i al sin enkelthed går ud på, at en top-udvikler får tilknyttet en dommer, som han så kigger på gennem et par år. Jeg gør hvad jeg kan for at gøre en god figur, så jeg forhåbentlig selv kan komme i betragtning til talentprogrammet på et senere tidspunkt. Det er dette talentprogram, man skal sørge for at blive udtaget til for at komme gennem rækkerne. Og de seks dommere har altså gjort det så godt, at UEFA har valgt at kigge på dem til denne højt profilerede turnering.

Inden turneringen gik i gang fik vi instruktioner i, hvordan dommerudvalget ville have, vi skulle dømme. Der var fokus på voldsomme tacklinger, og ligeledes blev protester og tidsudtrækning også vendt. Altså ikke noget helt nyt for internationale kampe, men nærmere en indskærpelse af, hvad de forventede. Peter Mikkelsen og UEFA’s dommerudvalg tog også rundt til holdene for at give dem helt samme besked, så alle er klar over, hvad retningslinjerne består af.

Efter mandagens videogennemgang går turen hjem til København. Jeg krydser fingre for en god kamp, så jeg kan se tilbage på turneringen med stolthed.

Hi, I’m Redaktør

Leave a Reply