KFD har i samarbejde med DBU København indgået en kontrakt om at udveksle dommere med Oslo Fotballkrets (OFK). Det oplyser KFDs formand, Bjarne Nigaard.
– Det er lidt af et gennembrud, at vi som dommerklub har landet endnu en international aftale, denne gang med fodboldforbundet i Oslo, siger Bjarne Nigaard og henviser til, at KFD i 2010 indgik en udvekslingsaftale med det færøske fodboldforbund.
Aftalen betyder, at KFD og OFK kan bytte to til tre bredde-trioer pr. år. Derudover får KFD mulighed for årligt at sende to kvindelige top-dommere på et landsdækkende seminar i Norge. Til gengæld tilbyder DBU København kampe til Oslos talentdommere i vinterhalvåret.
Norsk tv viser live fra turnering
Store oplevelser venter ifølge Bjarne Nigaard de KFDere, som får chancen for at dømme fodbold i Oslo. Eksempelvis danner den norske hovedstad hvert år i august rammen om “Norway Cup”, hvor KFD kan sende en trio med. En kæmpe stor turnering, hvor norsk tv transmitterer fyldige sammendrag og live fra finalekampene.
– Formålet med aftalen er at give de enkelte dommere en stor oplevelse og personlig udvikling. Det at dømme internationalt og opleve en anden dommerkultur kan forhåbentlig gi’ input og inspiration til at blive en endnu bedre dommer, siger Bjarne Nigaard.
Dommerformanden håber, at aftalen kan være med til at fastholde og ikke mindst tiltrække nye dommere.
Vil udveksle med hele Norden
Håndslaget gør, at KFD er kommet et skridt nærmere et sine mål. Visionen er nemlig en samlet nordisk udvekslingsaftale, der også inkluderer Sverige, Island og Finland.
– Oslo Fotballkrets har fx en aftale med en dommerklub i Gøteborg. På Færøerne har man kontakter til Island. Det er selvfølgelig nogle spor, som vi vil prøve at forfølge, siger Bjarne Nigaard.
Aftalen med OFK træder i kraft til efteråret 2011.
Af J.C. Borre Larsen
gkdw9c jszghijbwiea, [url=http://zvtoxvnzjpps.com/]zvtoxvnzjpps[/url], [link=http://tbeseddqzqqm.com/]tbeseddqzqqm[/link], http://kujllzqkadja.com/