Straffespark lægger pres på alle parter

Et straffespark er vel den største individuelle målchance, man kan få . Hvem vil ikke gerne have et spark til en dødbold, 11 meter fra mållinjen med målmanden parkeret på linjen inde i målet, og med alle andre spillere placeret bag bolden og mindst 9,15 meter væk, indtil der bliver sparket.  At de rent tekniske bestemmelser om afstand og bevægelser så sjældent bliver overholdt til punkt og prikke, er en anden sag, som vi kan tage ved lejlighed. I denne omgang handler det mere om det fokus, som kommer på straffespark, efterhånden som turneringerne lakker mod enden. Netop fordi straffesparkskendelser er potentielt kampafgørende, lægger de et stort pres på alle parter.  Ingen dommer dømmer et straffespark, medmindre han er 100 % overbevist om det  (og ’dommer’ skal her tages i bredest mulig forstand – også linjedommere og for den sags skyld fjerdedommere kan bidrage til beslutningen, hvis de har en placering, der gør dem i stand til at have en mening).  Med headset, som vi ser det f.eks. i superligaen, kan det ske ganske elegant og ubemærket – ellers skal der nogle gange en flagmarkering til. Men hovedsagen er, at man rammer den rigtige kendelse på bundlinjen, uanset hvem der bidrager med hvilke oplysninger. Nu nærmer vi os så afgørelsens time, og dermed er vejen til overskrifterne også kortere, når det handler om straffespark. Samtidig vil angribere forsøge i endnu højere grad at få fremprovokeret situationer, hvor de kan gå så tæt på forsvarerne, at  forsvarsspillerens aktive udfald vil skabe en kontakt, så det gælder for alle om at have styr på nerverne.

Således bød weekendens runde på hele tre straffespark, som alle på en eller anden måde fik afgørende indflydelse  (RFC – OB, FCN – SIF og FCM – BIF).  Ingen af de tre straffespark er blevet anfægtet væsentligt i pressen, og det var der heller ingen grund til. Selvfølgelig var der rituelle protester (ofte fra målmanden, som i hvert fald sjældent har det bedste udgangspunkt, men som omvendt jo også er begyndt at lade op til den duel, der står og venter på ham om lidt), men der var generel accept.  Ingen af de tre forseelser var specielt fikse  eller nødvendige,  men sådan noget skal dommeren jo ikke bekymre sig om.

For at dømme straffespark er det et krav, at der er en grad af forsætlighed i forsvarerens aktion. En aktiv handling fra hans side, som skaber kontakten. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvis ben som ’var der først’. Er det angriberen, som søger kontakten og falder over forsvarerens ben – eller er det forsvareren, som laver en bevægelse, som fælder angriberen ? Det er klart, at jo tættere angriberen er på forsvareren, jo større er chancen/risikoen for, at forsvarerens aktive ben vil ramme angriberen, og så har vi straffesparket, som set mellem Randers og OB.  Men det kræver altså stadig en aktivitet fra forsvareren. Mange fodboldspillere har den opfattelse, at bare man rammer bolden, er alting godt – men nej.  Selv hvis forsvarerens ben først rammer bolden og derefter i  sin bevægelse vælter angriberen (i modsætning til, hvis angriberen falder over det forsvarsben, som allerede er i position), har vi en forseelse. Flytter man problemstillingen op i luften, vil de færreste være i tvivl:  f.eks. en luftduel, hvor forsvarer header bolden væk, men før, under eller efter anbringer et par hænder i ryggen på angriberen.  Så vi er virkelig ude i situationer, hvor den kloge kan narre den mindre kloge til at begå en forseelse – der skal is i maven. Satsninger kan blive dyre.

En helt speciel type satsning er den, hvor målmanden kommer ud for at bremse en angriber. Det er de færreste forsvarsspillere, der kommer glidende ud mod angriber og bold med arme og ben strakt – men det gør målmanden ofte, og dermed løber han også en større risiko for, at et eller andet af ham i bevægelse får ram på angriberen.  Det så vi i kampen mellem Blackburn og Manchester United, hvor målmand Robinson kom glidende ud mod Uniteds Chicarito, som til gengæld løb meget tæt på.  Resultatet udeblev heller ikke – uanset om Robinson havde ramt bolden eller ej, fortsatte hans arme og hænder direkte ind i Chicarito og væltede ham. Spektakulært – og han var ikke svær at bringe til fald, men forseelsen var der, og fodboldloven er ligeglad med, hvor bolden er – bare den stadig er i spil. Dermed straffespark, en scoring og  mesterskab til Manchester. Havde Chicarito været knap så tæt på, så han selv havde søgt kontakt med målmandens kurende krop og arme, havde det været en ganske anden sag. Så var der ikke straffespark, for nu var målmanden der først, og kontakten var angriberens skyld. Var angriberen faldet tilsvarende i den situation, ville han have været en fin kandidat til en advarsel for film.      

Så det er små marginaler – både hos angribere, forsvarere og dommere. Nogle gange indtræffer situationerne med så høj fart og med så modsat rettede bevægelser, at det kan være nærmest umuligt at afgøre, hvis ikke vinkelen er optimal.  Over en hel sæson vil sådan noget udjævne sig i rimeligt omfang – men selvfølgelig ligger tvivlssituationerne her i den afgørende fase længere fremme i hukommelsen end dem, der forekom sidste juli.  Lad os håbe, at alle kommer igennem, så retfærdigheden – hvis der er sådan en i fodbold – sejrer i sidste ende.