Jans Corner: En fælde for målmænd

Fodbold er heldigvis et spil, som ikke bare uden videre lader sig sætte på formler og kastes ind i en sandsynlighedsalgoritme. Jeg bliver mindet om det, hver af de sjældne gange, hvor jeg satser lidt håndører på Oddset eller det gode gammeldags 1X2-tips. Det går nærmest aldrig godt, selv om jeg synes, at jeg følger meget godt med og også ser en hel del fodbold. Også på fodboldlovens område bliver sandsynlighedens love trodset fra tid til anden, så situationer,, der ellers optræder med års mellemrum, pludselig nærmest falder over hinanden.

Jeg blev mindet om det for en håndfuld år siden, hvor to dommere i hver deres kamp – men i samme weekend – skulle vurdere den tricky situation, at der på midten begås et kæmpemæssigt benspænd, men spilleren holder balancen så meget, at dommeren vælger at benytte fordelsreglen. Så langt, så godt – men i næste moment afleverer spilleren bolden frem til en angrebskollega, som er i offside-position, hvorefter dommeren i stedet for at dømme offsiden vælger at trække fordelen tilbage og dømme frisparket på midten. Det er en så syg situation, at vi formentlig ville blive anset som værende landet fra en fremmed klode, hvis vi havde vovet at stille den situation op til en af de årlige teoritests. Jeg havde ikke engang tænkt mig til situationen på forhånd – men nu var den der altså. Vi lader spændingen hænge i luften et øjeblik, mens jeg runder beretningen af med at sige, at jeg glædesstrålende ringede til en kollega søndag aften for at fortælle, hvad jeg havde oplevet – og det viste sig, at han havde set nøjagtig det samme i sin kamp. Og dommeren havde truffet den samme beslutning. Det er godt nok uhyggeligt.

Og nu, hvor læseren har haft et par linjer til at tænke over, hvad der mon skal ske (dommeren havde mindre end et sekund), så lad mig afsløre den rigtige afgørelse. Det er rigtig nok, at dommeren kan trække en anvendt fordelsregel tilbage inden for kort tid (typisk 2-3 sekunder), hvis den forventede fordel aldrig bliver en realitet. Det lyder jo tilforladeligt nok ved første øjekast – men her duer det ikke, fordi grunden til, at fordelen ikke bliver til noget, er, at samme hold begår en forseelse – nemlig en strafbar offside. Hvis spiller nr. 2 nu bare havde spændt ben for en modspiller, ville ingen formentlig have været i tvivl, men dette at det er en offside, der standser spillet, fikserede altså hele to dommere den weekend.

Jeg kom til at tænke over det igen i denne weekend, hvor jeg netop fredag havde skrevet om en situation fra kampen mellem Brøndby og Panathinaikos, hvor målmanden flere gange bremsede en blød bold med hænderne, foddriblede afsted med den og til sidst samlede den op i hænderne og sparkede den ud. Det er en situation, som jeg ellers ikke har set i årevis, hverken live eller på et klip, og den er sikkert så sjælden, fordi de fleste målmænd ganske udmærket godt ved, at det må man ikke. I Brøndbys kamp var der så desværre en dommer, for hvem klappen også gik ned. Lørdag eftermiddag var jeg så i embeds medfør ude til en danmarksseriekamp, hvor nøjagtig det samme gudhjælpemig skete efter tre minutter. Målmanden standsede med begge hænder en bold, som ellers ville være gået til målspark, foddriblede sig vej igennem et mennesketomt straffesparksfelt og samlede bolden op for at sparke ud. Hvorefter dommeren fuldt korrekt dømte indirekte frispark i en totalt ufarlig situation med nærmeste modspiller vel 20-25 meter væk. Målmanden blev stjernetosset (og tilkæmpede sig også en advarsel ved at sende bolden langt væk i irritation). Han kendte ikke reglen (sagde han) – og hvad der var mere bemærkelsesværdigt, lød det samme fra alle andre spillere og hele bænken. Meget muligt, men ukendskab til loven fritager jo ikke for straf – og det kunne måske være en meget god anledning til lige at genopfriske, hvad det egentlig går ud på, før der er alt for mange andre, der får samme gode idé (måske efter at have set Brøndby i TV).
Vi skal tilbage til de tidlige 90’ere, hvor man ønskede at speede spillet op, og hvor det blandt andet – som sædvanlig – gik ud over målmanden, som jo har nogle flere muligheder for at varme bolden end andre spillere. Målmanden kunne vitterlig få lang tid til at gå med bolden i hænderne og med sine fire skridt til rådighed (senere erstattet af seks sekunders-reglen). Der var gennem 70’erne og 80’erne gradvis skåret skiver af målmandens rettigheder på dette punkt, og seneste skud på stammen var en regel om, at når målmanden havde holdt bolden og frigjort den til spil, f.eks. ved at lægge den ned på jorden og foddrible med den, måtte han ikke røre bolden med hænderne igen, før den var rørt af en anden spiller – hvis det var en medspiller, så endda uden for straffesparksfeltet.

Men eftersom reglen først gjaldt, når målmanden havde holdt bolden og derefter frigjort den, fandt de snedigste blandt målmænd ud af ikke at holde bolden, når der kom en blød bold mod dem, men i stedet parere eller stoppe den med hænderne uden at holde. Så kunne målmanden drible rundt med den på fødderne, så tosset han havde lyst til, og da han ikke havde holdt bolden, kunne han med fuld ret – når en angriber nærmede sig – samle bolden op i hænderne og derfra have sine fire skridt til rådighed. Det kunne der gå mindst lige så lang tid med som tidligere – om ikke mere. Derfor kom der i 1992 den supplerende regel, at hvis målmanden forsætligt af taktiske grunde parerede en bold, blev det anset som, at han havde haft kontrol over den og straks frigjort den, således at han ikke måtte røre bolden med hænderne igen, før den havde været via en anden spiller. Ellers sagt på en anden måde: hvis målmanden valgte at parere en bold, som han åbenlyst lige så godt kunne have grebet, måtte han ikke bruge hænderne igen.

Det var den regel, som de to målmænd forbrød sig imod, den ene med mere held end den anden – nemlig at have haft kontrolleret bolden med hænderne to gange uden en anden spillers mellemkomst. I mangel af bedre ord kalder vi det for gentagelsesspil (ligesom hvis den spiller, som tager f.eks. et hjørnespark, rører bolden igen, før en anden har gjort det). Og taksten for det er et indirekte frispark – det er trods alt ikke nogen grov forbrydelse, men en rent teknisk én af slagsen. Men derfor skal den selvfølgelig straffes alligevel – uvidenhed eller ej. Lad mig udtrykke det lønlige håb, at en enkelt målmand eller to måtte læse dette og undlade at falde i fælden – og samtidig lege djævelens advokat og håbe, at det samme gælder dommere, så de husker at dømme, hvis det sker alligevel. Blot fordi ting sker sjældent, betyder det ikke, at de aldrig dukker op. Faktisk er det ét af mine argumenter for, hvorfor man også som dommer skal være rigtig godt bekendt med de ting, som ligger ude i hjørnerne af regelsættet – er man sikker dér, er der så meget mere overskud, når man skal vurdere de ting, som ligger længere inde mod centrum af skiven og optræder hyppigt.

Ellers har vi jo siden sidst fået taget hul på VM-kvalifikationen i Europa – og efter TV-billederne at dømme nærmest i universelt regnvejr. Det, som jeg selv oplevede i Parken, må have været det rene ingenting ved siden af det, som afbrød kampen mellem Albanien og FYR Makedonien. Nu når jeg i denne uge kun at få søndagens og mandagens kampe med – men et andet karakteristisk tema synes at have været besynderlige, man kunne fristes til at kalde dem dumme, straffespark (plus også et par halvtynde af slagsen). Både i vores egen kamp mod Armenien og i kampen mellem Kroatien og Tyrkiet var der klokkeklare straffespark, men i begge tilfælde begået mod en spiller, som nærmest havde ryggen mod mål og havde retning ud af straffesparksfeltet. Det må være lige akkurat sådan noget, der kan få trænere til at sluge en ekstra nervepille.