Jans Corner: Farligt eller ej

Jeg har før på denne plads undret mig over, hvordan nogle weekender kan give masser af situationer til overvejelse, mens der i andre overhovedet intet sker, der kan påkalde sig opmærksomhed.
En weekend, hvor der indgår et opgør mellem Brøndby og FCK, plejer nok at kunne sætte fut i fejemøget, men selv det kastede ikke noget af sig – en flot fodboldkamp uden de store kontroversielle ting. Til gengæld kan man så bag kulisserne opleve, hvordan nogle emner ligesom kan få deres eget liv og give en hel masse støj på linjen, uden at man i øvrigt kan finde det sted, hvor ilden begyndte.

Sådan et tilfælde mødte vi i denne uge. Ud af det blå kom der pludselig en masse henvendelser om fastgørelse af mål, uden at der var nogen ydre anledning til det. Det er ikke engang én af de ting, der er lavet om i årets lovændringer, for så kunne man da forstå det, og på de møder, som vi p.t. drøner land og rige rundt til for at opdatere dommerne, er det ikke engang et tema. Så kan der selvfølgelig komme spørgsmål fra salen, bevares, men det burde ikke være så markant. Men lad os tage en runde mere i manegen, vel vidende, at der ikke er noget nyt i det.

Fodboldloven stiller krav om, at der skal være et mål i hver ende af banen med dimensionerne 7,32 m gange 2,44 m. Bemærk de herligt skæve tal, som selvfølgelig stammer fra det engelske forlæg, nemlig henholdsvis 8 yards og 8 feet. Nu vi er på de kanter, taler vi om indvendige mål (og overligger og målstænger må højst være 12 cm lig med 5 inches). Målene skal i øvrigt være hvidmalede – men ingen dommer med respekt for sig selv vil forhåbentlig aflyse en kamp, hvis målene er aluminiumsgrå (og slet ikke efter den nye passus om, at dommeren både skal basere sig på fodboldloven og spillets ånd). Så der er ingen grund til at styrte hen og købe aktier i en fabrik, der producerer hvid maling. En anden ting, som man kan bemærke i forbifarten, er forholdet 3:1, svarende til feet og yards. Så hvis man kan huske højden på målet, kan man gange med tre og få bredden. Forholdet 3:1 går også igen andre steder i banens mål – således er der fra mållinjen 5,50 m ud til målfeltets grænse, 11 m ud til straffesparksmærket og 16,50 m ud til straffesparksfeltets grænse. Så der er en god portion talmagi at hente her – og selv om dommeren skal kontrollere banen før kampstart, er det ikke noget, som man normalt vil krydseksaminere ham eller hende i. Det bliver primært til stikprøver – men man kan som sagt udlede en hel del, hvis bare man har et sted at starte fra.

Men det er også et krav til målene, at de skal være ‘fast forankret til jorden’. Det er selvfølgelig kravet til spillernes sikkerhed, der spiller ind her. At få et fodboldmål i nakken er en alvorlig sag. De tider som de glade 70’ere er forbi, hvor jeg erindrer en kamp på Kløvermarken i København, hvor det ene mål væltede i en kraftig storm -og alle parter, spillere såvel som dommer, gik over på nabobanen og spillede kampen færdig. Stormen har næppe været mindre dér.

Det kritiske punkt er, hvad ‘fast forankret til jorden’vil sige, og det var også det, som alle henvendelserne gik på. Vi griber fodboldloven igen – for det er faktisk pænt og nydeligt defineret. Det står beskrevet, at målene ikke må kunne vælte og ikke kunne rykke sig under kampen af hensyn til den sportslige afvikling. Omvendt må målene jo heller ikke stå så fast, at en spiller slår sig halvt fordærvet, hvis han kolliderer med en målstang. Denne forankring kan ske på den gammeldags og traditionelle måde med pløkker i jorden – men det kan også være ved et system af kontravægte, bagliggere eller andet. Bare de overordnede krav er opfyldt (ikke kunne vælte og ikke kunne rykke sig), er tingene i orden. Man kunne også tænke sig en flok sandsække til at sikre sig, at målet ikke kan vælte forover.

Noget af det, som vi jævnligt bliver spurgt om i DBUs fodboldlovgruppe, er, om vi ikke vil være så elskværdige at uddybe dette noget mere. Og det er ikke ond vilje, men nej, det kan vi ikke. Det hænger sammen med, at den enkelte dommer i den enkelte kamp har den suveræne afgørelse af, hvad han synes er farligt og hvad ikke. Den ret kan vi ikke tage fra ham – det gælder både spillernes udstyr og banens beskaffenhed. Selvfølgelig er det frustrerende for et hold eller en spiller, at noget bliver tilladt den ene weekend og ikke den næste, men det er vilkårene. Der er uden tvivl en god portion jura indblandet i dette og ikke bare fodboldlov-jura, men den meget mere alvorlige erstatningsjura, hvis nu noget går galt.

Af samme grund vil man aldrig opleve os autorisere eller godkende fodboldmål, benskinner, eller hvad det nu kan være. Det er ellers forsøgt adskillige gange af håbefulde fabrikanter, som selvfølgelig gerne vil have et godkendelsesstempel med i deres markedsføringsmateriale. Men svaret bliver hver gang det samme, nemlig et høfligt nej. Dels fordi dommeren i sidste ende har den suveræne ret til at afgøre, hvad han mener er farligt, men nok så meget fordi en autorisation ville kunne komme tilbage med 100 kilometer i timen, hvis noget gik galt. Et på papiret godkendt setup kan jo blive slidt med tiden og dermed ikke modsvare de forhold, hvorunder det blev godkendt – og ting kan blive monteret forkert, så de pludselig bliver farlige trods de fine godkendelsesord på papiret.

Tilbage til fodboldmålene, der som nævnt har givet en del aktivitet den sidste uge: hvis målet ikke kan vælte og ikke rykke sig, er fodboldloven tilfreds, uanset hvordan pokker målet i øvrigt er fastgjort. Og det er dommeren på stedet, som har den enevældige ret til at sige ja eller nej. Når nu talen er på fodboldmål, vil det også være rimeligt at nævne, at transporthjul e.l. skal være anbragt ca. 22 cm bag mållinjen (svarende til boldens diameter), så man aldrig kan komme i tvivl om, hvorvidt et mål er scoret eller ej. Internationalt er det faktisk nu et krav, at der ikke må være noget som helst inde i målet, som kan få bolden til at springe ud igen. Der var noget med en straffesparksscoring i en Youth League-ottendedelsfinale, som aldrig blev registreret.

Bliver vi i det farlige, havde vi i weekenden en superligakamp (SønderjyskE – Esbjerg), som blev afbrudt i længere tid, mens et heftigt tordenvejr høvlede hen over området. Lige akkurat torden og lyn skal man have den største respekt for. Der er tilpas mange tragiske eksempler både i det store udland og herhjemme til, at man hellere må afbryde én gang for meget end én for lidt. Det er direkte skrevet ind i lovbogen, at dommeren aldrig må tage chancer, og at sikkerhed skal være det primære hensyn. Der er – som beskrevet for få uger siden her – ingen tidsgrænse for, hvor lang tid en afbrydelse må vare. Her skal vi have fat i den sunde fornuft og rimelighed.

Og så bliver der vist lige plads til et læserspørgsmål, forårsaget af Brøndby – Panathinaikos-kampen i sidste uge. I nogle tilfælde så læseren, hvordan den græske målmand standsede en bold med den ene hånd, før den forsvandt ud over mållinjen, horefter han foddriblede og til sidst tog bolden op i hænderne. Læseren mindes en regel, der siger, at det må man ikke – og han har ganske ret. Vi griber fodboldloven igen. ‘Hvis målmanden af taktiske grunde med hånden parerer en bold, han lige så godt kunne have grebet, og spiller bolden med hånd / hænder igen, før en anden spiller har rørt den, betragtes det som gentagelsesspil og straffes med indirekte frispark’.

Hvorfor det så ikke lige blev dømt, må stå hen i det uvisse. Det ses faktisk så uendelig sjældent nu om stunder, at ingen formentlig har haft det inde på lystavlen og været opmærksomme på det. Det har dog formentlig og forhåbentig været et emne til diskussion mellem dommeren og den observer, som var der for at evaluere hans præstation. Kampafgørende var det under ingen omstændigheder – men derfor skal teknikaliteterne jo være på plads alligevel.