KFD har i mange år haft et talentprogram, hvor dommere – som gerne ville gøre karriere indenfor dommerverdenen – kunne få hjælp og støtte for at hjælpe dem på rette vej. Talentprogrammet har pt. ligget stille, da vi har afventet DBU’s udspil på talentområdet. DBU’s talentprogram (CTG) er nu sat i værk og derfor skal KFD’s talentprogram naturligvis også sættes i værk igen. Vi skal selvfølgelig ikke være konkurrenter til DBU, men blot være med til at finde talenterne i København. Talenterne skal så have den bedst mulige støtte og skal være klædt ordentlig på, når de forhåbentlig overgår til DBU’s talentprogram senere hen i karrieren.
Men hvem skal være KFD’s nye talentchef, nu hvor Kenn Hansen er stoppet. I KFD’s bestyrelse var der stor enighed om, at det naturlige førstevalg vil være Bjarne Nigaard. Og Ruben kunne efter et meget kort møde melde tilbage, at Bjarne havde sagt ja til jobbet. Redaktionen ringede derfor til Bjarne for at sige til tillykke og høre lidt om hans forventninger til jobbet.
Bjarne er tidligere 2. divisionsdommer og har medvirket i ca. 150 divisionskampe. Derudover er han trioudvikler og har udviklet mange dommere gennem de sidste 12 år. For DBU har han bl.a. tidligere været talentudvikler og har været mentorer for adskillige elitedommere, heriblandt KFD’s Benjamin Leander, som nu dømmer i 1 division. Så de dommerfaglige kompetencer må siges at være i orden!
Bjarne har endvidere ledelseserfaring fra erhvervslivet, og formidlings- og undervisningserfaring på videregående niveau.
Hvorfor sagde du ja til at blive KFD’s nye talentchef?
”Det er der mindst to gode grunde til. For det første så er det jo en stor ære at få mulighed for at betale tilbage til det dommerfællesskab, der i så mange år bakkede op omkring mig på vej fremad i systemerne. Og for det andet så er der næppe noget ret meget vigtigere arbejde for KFD at gøre, end at sikre at de kommende generationer af dommere i klubben får de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig.”
Hvad er målet for det kommende arbejde med talentgruppen?
”Det lette svar vil være, at vi om X år ser på indrangeringen på elitesiden, sammenligner med i dag, og så konstateret om vi har fået flere elitedommere i KFD. Men det er efter min mening et alt for unuanceret svar. Talentudvikling handler for mig om ledelses- og personlighedsudvikling. Vi skal skabe hele mennesker, hvis hele tilværelse er i balance, og derfor har de overskuddet til at udvikle sig som dommere. Det betyder også at fokus ikke kun bliver på dommerfaglige elementer i vores talentprogram, men også på personlighedstests, moderne ledelsesteori og krisestyring, kommunikation og formidling, ressourceplanlægning og mange andre af de ting, der skal være med til at skabe en god personlig udvikling.
Så er det vigtigt for mig at nævne, at nok er talentprogrammet for en gruppe af talenter, der vil opleve en vis portion af fælles opgaver og input, som fx forventninger om fysisk træning, teorigennemgang osv. Men at være talent fordrer også, at det enkelte individ får skærpet netop sig selv de steder, hvor man skiller sig ud fra andre. Så der vil blive en høj grad af individuel coaching.
Så hvis jeg skal vende tilbage og svare på spørgsmålet; målet må være at skabe størst mulig værdi for både den enkelte KFDer med et talent, men også for KFD som fællesskab. Det gør vi dels ved at få flere elitedommere. Men også ved samlet set at skabe flere kvalificerede ressourcepersoner i klubben.”
Hvornår kan man søge om optagelse?
”Det er vores tanke, at den næste lille måneds tid bruges til at gøre det administrative setup klart. Der skal tages mentorer i ed, planlægges kurser og konkrete indsatser, og en del andet. Så umiddelbart efter efterårsferien regner vi med, at der vil kunne søges. Ambitionen er så, at vi frem mod efterårets sidste kampe kan lave en udvælgelsesproces, omkring afslutningsfesten primo november have holdet klart, og så benytte den kommende vinter til at komme godt i gang med aktiviteterne.”
KFD glæder sig til samarbejdet og der vil i løbet af oktober måned, komme mere information om optagelse til talentprogrammet på hjemmesiden.