Jans Corner: Forhaling – og en masse vand

Det spidser til med kvalifikationerne til de europæiske turneringer, og helt som sædvanlig dukker der ting op, der kalder på nogle reaktioner. Samtidig er der god gang i henvendelser fra læserne – og på forunderlig vis kan de ende med at give god mening i sammenhæng, selv om de egentlig handler om forskellige ting.

Men lad os starte med kvalifikationskampene, hvor der traditionen tro er nogle drabelige opgør med sidste minuts-afgørelser, og hvor de famøse udebanemål ofte kommer til at spille en rolle. Tirsdagens kamp på Cypern mellem Apoel og Rosenborg hørte afgjort til i den mere giftige del af spektret, og man behøver ikke være nordmand for bagefter at sidde og overveje, hvad pokker der egentlig skete her. Med 2-1 fra den første kamp i Trondheim er Rosenborg videre med 0-0 i returopgøret, og det er just, hvad stillingen er, da vi går ind i den forlængede spilletid. Den er sat til mindst seks minutter. Der har været udskiftninger, drikkepauser, langsomme igangsættelser og alt, hvad dertil hører, så det er der ikke noget at sige til. Men et halvt minut inde i tillægstiden scorer Apoel, og så er tingene pludselig vendt på hovedet.

Det, som har sat en del folks sind i kog, er Apoels sublime udførelse af forhalingens knap så ædle kunst, som praktiseres fra dette punkt. Vi kan starte allerede med scoringsjubelen efter målet, som tager umanerlig lang tid og i øvrigt helt efter bogen giver en advarsel til målscoreren for at klatre op ad hegnet – én af de jubel-forseelser, som er direkte beskrevet i loven til en advarsel. Man kan så glæde sig over, at dommeren var pragmatisk indrettet, for ret beset hang der vel lidt under et halvt hold i det hegn – men det var målscoreren, der som den eneste fik advarsel. Resten af tillægstiden, som i den sidste ende blev på godt ni minutter, blev der så trukket tid på alle mulige og umulige måder. Langsomme bolddrenge; en træner, der sparker bolden væk – og sågar en spiller, der angiveligt kom til skade med hovedet ved at løbe ind i dommeren. Den variant har jeg godt nok ikke hørt om før – og har desværre heller ikke set foreviget på video. Den ville ellers være god til samlingen.

Man kan lide det eller ej – og de mere outrerede former for forhaling ligger nok et stykke fra det nordiske gemyt – men dommerens sanktionsmuligheder er begrænset til at kunne lægge tid til og uddele advarsler / udvisninger / bortvisninger for forseelserne. Men der er ingen sanktionsmuligheder for, hvad der foregår, mens bolden er i spil (altså hvis man bevidst bare spiller bolden rundt) – og man opererer ikke med sådan noget som en kollektiv advarsel (så hvis spiller A har fået en advarsel for at forhale tiden, kan man ikke udvise spiller B, hvis han gør det samme). Med andre ord: hvis det gøres tilpas smart, og spillerne skiftes til det, kommer udvisningen ikke på tale. Man kan godt sige, at fodboldloven har en moralsk brist her (det er lidt samme mekanisme, som når forsvarerne skiftes til at begå frispark på den samme angriber), men det er altså vilkårene. Og så skal det i det aktuelle tilfælde også siges, at Apoel trods alt scorede to gange yderligere i tillægstiden, så resultatet blev 3-0. Det var altså ikke forhaling det hele – og sandheden i ære havde Rosenborg heller ikke hver gang været specielt hurtige i de 90 minutter, hvor det var dem, der kunne slippe videre med uafgjort.

Men der sker også andre spændende ting. I weekenden blev U/19-finalen ved EM for kvinder afgjort i en kamp mellem Frankrig og Spanien. Den måtte undervejs afbrydes i cirka to timer på grund af voldsom regn, inden den kunne færdigspilles. Det har fået en læser til at spørge, om der er nogen grænser for, hvor længe en sådan afbrydelse kan vare – for det må da være uholdbart for både TV-planlægning, fans, seere og ikke mindst de to hold, som bare venter og venter i omklædningsrummene. Og nej, der er ikke nogen tidsgrænse – man henholder sig til den sunde fornuft, og så dommerens mantra: at en kamp så vidt muligt skal gennemføres, hvis man overhovedet kan. Banen må aldrig være farlig, for så skal dommeren aflyse – og der skal godt nok en del vand til, før det bliver farligt. Men dommeren kan ikke aflyse, fordi herlighedsværdien af kampen daler, og det nærmest bliver vandpolo – kvaliteten af den fodbold, som kan spilles, er ikke en aflysningsparameter. Når det handler om udsættelse, vil man typisk være i kontakt med de lokale vejrstationer for at høre, om der overhovedet er en mulighed for, at dette kan drive over., og så længe der er en åbning her, og det ikke strider mod almindelig sund fornuft, vil man klynge sig til håbet. Endelig vil jeg gætte på, at det her også spiller ind, at vi taler om en finale og altså sidste spilledag i turneringen. De logistiske konsekvenser af at skulle aflyse vil være enorme – ikke bare omkring afslutningsceremoni osv., men også omkring hotel- og rejsearrangementer for alle deltagere.

Så tingene er nok blevet strakt helt til kanten. Jeg har selv på mindre plan prøvet noget tilsvarende med en kamp på sidste spilledag i en U/19-miniturnering, hvor to afgørende kampe skulle spilles samtidig, og hvor alt regnede væk i den ene by – selvfølgelig min. Dér var det Cypern og Færøerne, som fik fornøjelsen af at svømme sig igennem 90 minutter på en fodboldbane, hvor græsset måtte skiftes totalt bagefter. Det blev yderst underholdende, men også yderst alternativ fodbold.

Vi bliver i vandet – og hvad man gør, hvis det giver problemer for afviklingen. Der er måske med den forgangne juli in mente ikke noget at sige til, at spørgsmål om vand ligger lige for. En anden læser har nemlig skruet tiden tilbage til VM i Tyskland i 2006 og en kamp, hvor der kom et skybrud forbi. Det forhindrede ikke kampen i at blive spillet – men da et hjørne af tribunetaget ved det ene hjørneflag gav efter, stod der pludselig kaskader af vand fra 20 meters højde ned i hjørnefeltet, som hurtigt nærmest stod under vand. Ved det næste hjørnespark gik bolden heldigvis ud over målet nogenlunde midtfor, så dommeren med god samvittighed og praktisk sans kunne tage hjørnesparket i den anden side, men spørgsmålet er, hvad han skulle have gjort, hvis bolden klart var gået ud, så der var hjørnespark i vandsiden ?

Et rigtig godt spørgsmål – og faktisk ét, som jeg af og til får stillet på min vej rundt. Lad mig starte med at slå fast, at man ikke bare kan beslutte sig for at tage hjørnesparket i den anden side, selv om jeg har turneret bl.a. med et klip fra en kamp på topniveau mellem Sparta og Slavia Prag, hvor dommeren faktisk gjorde akkurat det (dér dog, fordi der var kasteskyts, fyrværkeri og andet godt i den side, hvor sparket skulle tages). Man kan så sige, at det er både uretfærdigt og ulogisk, for et målspark må jo tages fra en hvilken som helst side af målfeltet, uanset hvor bolden er gået ud. Ja – men det må et hjørnespark altså ikke, så det er ikke altid, at man kan anvende logikkens strenge regler på fodboldloven. Der er ikke andet at gøre end at forsøge at pløje hjørnesparket gennem vandmasserne. Bolden er jo i spil, når den er sparket og (nu efter 1. juli) klart bevæger sig, så den side af sagen er nem nok. Kunsten er muligvis at få bolden til at ligge stille, hvis den ligefrem truer med at flyde væk…

Men pointen er igen, at så længe vi kan opfylde fodboldloven, og så længe banen ikke er farlig, skal vi så vidt overhovedet muligt have gennemført showet. Og altså ikke aflyse, fordi nogle få kvadratmeter af banen truer med at sejle bort. Af en eller anden grund bliver man aldrig færdig med fodboldloven og dens finurligheder. Mit motto har i mange år været, at fantasien på fodboldlovens område kun overgås af virkeligheden – og det bekræftes gang på gang.