Jans Corner: Subjektivt og objektivit

Min morgenavis har det seneste par uger kørt et tema omkring anmeldelser. Pointen har været det stigende fokus på anmeldelser fra ganske almindelige brugere kontra ‘autoriserede’ anmeldelser. Man kan dårligt have en hotelovernatning, et værkstedsbesøg eller handle på nettet, uden at man bliver bedt om at vurdere oplevelsen på den ene eller anden måde.

Det er ikke et dansk fænomen alene – i forrige uge var jeg en hurtig tur i London, bl.a. til et teaterbesøg på et af de større steder, og her blev jeg også efterfølgende bedt om at dele min opfattelse. Med den forrige regerings krigserklæring mod smagsdommere in mente og med den inflation, der efterhånden er gået i begrebet ‘ekspert’, er der sådan set ikke noget at sige til tendensen, og nogle gange kan det være yderst sundt at få den ekstra vinkel, som en helt almindelig kundeoplevelse giver. Trods den gamle talemåde er det langt fra givet, at kunden objektivt set altid har ret, men til gengæld kan man jo ikke benægte, at hans subjektive oplevelse har været som beskrevet. Jeg skriver hver uge her ud fra den baggrund, at jeg ved et eller andet om fodboldloven, men det udelukker på ingen måde, at andre kan have andre oplevelser og opfattelser af det samme, og heldigvis for det. I virkeligheden er idéen med en klumme som denne – og det var faktisk også én af avispointerne – at skabe basis for debat.

Jeg kom til at tænke på det i forrige uge, da min lokale områdeavis havde været til en divisionskamp (og det kan være lige meget hvor, for formålet er ikke at hænge nogen til tørre), og i fin stil i underrubrikken konkluderede, at det ene hold var blevet snydt for to straffespark, begge for hands. Det lød spændende, så det måtte jeg da læse. Når det så kom til beskrivelserne af situationerne (hvor der godt nok var blødt op til ‘kunne føle sig snydt’) gik den første ud på, at en angriber var ‘ved at runde [en forsvarer], der gled i græsset og tydeligvis havde hånd på bolden. Var [angriberen] kommet fri, havde han haft frit skud…’. Den anden beskrivelse sagde, at ‘Senere i halvlegen afsluttede [en angriber] fra kanten af feltet. Bolden tog hånden på [en forsvarer] inde i feltet, så bolden tabte akkurat så meget fart, at [målmanden] lige præcis kunne halvklare’. Der er ingen tvivl om, at journalisten har som oplevelse, at der mangler to straffespark – men det pudsige er, at begge beskrivelser, når man læser dem, klart signalerer noget uforsætligt, som der ikke skal dømmes for, og at der ellers ville have været frit skud, har ingen betydning for afgørelsen. Med fodboldlovens øjne er der ingenting, hvis situationerne var som beskrevet – men journalistens subjektive oplevelse er, at der mangler to straffespark. Hvem har så ret ? Om ikke andet viser det, at netop hands fremdeles er noget af det sværeste for dommerne og alle andre at vurdere – og er ét af de områder i fodboldloven, hvor der er flest følelser involveret, og hvor alle mener at vide, hvordan reglerne er (hvilket de så sjældent er).

Hvor svært dommeren kan have det, så man også i den forløbne weekend mellem OB og Viborg, hvor en bold slået fra mållinjen ind i feltet fik kontakt med Kenneth Emil Petersen omkring arm / side. Han drejede sig rundt, da bolden kom indover, relativt hårdt og fra kort afstand, og hvis der rent faktisk var kontakt mellem bold og arm, ville den under alle omstændigheder kun skulle dømmes, hvis han forsøgte at gøre sig unaturligt høj eller bred – ‘fylde mere’, for nu at sige det på den måde – og af den grund havde armen ude fra kroppen. Til gengæld frelser det ikke, at spilleren har siden eller ryggen til, fordi han drejer sig, da bolden kommer. Det er der ellers mange, der tror, men man kan sagtens begå en forsætlig hands med ryggen til bolden, hvis man har armene derude, hvor de ikke burde være.

Selv hvis der var straffespark, er spørgsmålet, om der skal advarsel på, for det er ikke givet, at en ulovlig brug af hånden skal følges op af gult kort. Én af de afgørende ting bliver, om bolden, som sendes indover, har karakter af en målrettet aflevering mod en given medspiller (‘pass’ på engelsk – her mangler dansk et rigtig godt ord), eller det er en løs bold mod en klump af spillere uden specifik adresse (‘cross’ på engelsk). Den første skal give advarsel – den anden ikke. I det aktuelle tilfælde faldt der en advarsel – som så senere blev trukket tilbage, da sagen havde rundet Disciplinærudvalget, og dommeren havde genset situationen. På TV lignede det nu også mest en løs bold – hvis der altså overhovedet var hånd på, hvilket ikke var krystalklart på TV-billederne.
En anden situation helt til slut i samme kamp gav også en del diskussion og highlighter fint dommerens dilemma, når spillerne ikke er tilfredse med de autoriserede regler og gerne vil bruge deres eget fair play-kodeks. En spiller har været til behandling, og da spillet blev stoppet for det, skal dommeren komme i gang igen ved at lade bolden falde (det som ni gange ud af ti kaldes for ‘dommerkast’ – det er søreme ikke nogen fornøjelse at være dommer og blive smidt rundt med på den måde). Der er åbenlys uenighed blandt spillerne om, hvad der skal foregå, og det skal dommeren ikke blande sig i ved at koreografere igangsættelsen. Han skal bare lade bolden falde fra hoftehøjde og lade stå til samt se, hvem af de fra nul til 22 spillere, der faktisk må stå der, der ender med at få bolden. Her er det Viborg, der til OBs store fortrydelse bemægtiger sig bolden og sætter en omstilling i gang. I sidste ende udløser det en advarsel til en OB’er, formentlig for brok – men det spændende er, at dommeren jo kun har de nedskrevne regler at forholde sig til og dermed ingen sanktionsmuligheder, hvis spillernes uskrevne regler og aftaler ikke bliver overholdt, selv om det uden tvivl i praksis bliver ham, der får balladen.

Det rigtig interessante fremgik først af gentagelserne, hvor man klart kunne se, at Viborg-spilleren snuppede bolden, før den havde ramt jorden. Og det må man ikke, for så er bolden ikke sat korrekt i spil, og man må prøve igen. Jeg fik et glimrende eksempel til brug på aspirantkurser – og dommere fik en påmindelse om, at koncentrationen skal holdes hele vejen, selv om vi er tæt på slut, og det er svært at finde noget mere banalt end en igangsættelse om denne.

I det hele taget var det en festlig runde med endnu et klimaks mandag aften med en meget omtalt situation med udvisning og advarsel til henholdsvis Mabil fra Esbjerg og Spelmann fra AGF. Der er allerede foregået meget mellem de to, og billederne viser ikke tydeligt, hvad der egentlig sker her, og hvor meget kontakt der er, eftersom fokus er et andet sted. Men Spelmann har god gang i armene, og Mabil reagerer ved at føre sit ben i retning af Spelmann. Jeg vil ikke gøre mig til overdommer, for som sagt er billederne ikke vidunderlige, men der er i hvert fald tre pointer i situationen. For det første er det OK – faktisk et krav – at fjerdedommeren tager aktion, hvis dommeren ikke selv har set situationen. Dernæst gives der ikke efter fodboldloven rabat, hvis man reagerer efter at være blevet provokeret (selv om det muligvis kan ske andre steder i den danske retspleje). De to hændelser skal vurderes helt uafhængigt af hinanden. Og endelig skal man huske at få provokatøren med og ikke bare fokusere på reaktionen, som udgør anden halvdel af situtionen. Fra lænestolen så det nærmest ud, som om de to herrer uanset strafferammen var nogenlunde lige gode om det, men som sagt viser TV-billederne ikke tydeligt graden af kontakt.

Så der kan sagtens være forskel på den subjektive og objektive opfattelse – men i sidste ende er det altid dommerens subjektive afgørelse, der gælder, baseret på fodboldlovens objektive kriterier.