Jans Corner: Hvad indbakken gemte

Vi er kommet fra land med både Superligaen og starten på de europæiske kvalifikationskampe. Jeg når ikke at få denne uges kampe med, men det er godt gået af de danske hold, at alle fremdeles hænger på.
Det var i hvert fald mere, end jeg havde turdet håbe på, da jeg så lodtrækningen til de første to runder. Vel er det ikke nødvendigvis de allermest frygtindgydende modstandere, der kommer op af hatten her i starten, men der har bare været for mange år, hvor et eller flere danske hold er faldet af på et tidligt tidspunkt til hold, som de under normale omstændigheder burde kunne håndtere over to kampe. Foreløbig har der ikke været nogen udfald, og godt nok har det ikke været lige kønt det hele, men det giver rare point til koefficientregnskabet, selv om de her i kvalifikationsrunderne kun tæller halvt. Miraklerne og det fulde hus holder næppe tredje runde med, men det giver i hvert fald lidt grobund for optimismen og håbet for fremtiden, at det er gået godt så langt.

Superligaen har afviklet to spillerunder uden de store forkromede enkeltsituationer, der har kunnet brnge gemytterne i kog. Det ved vi så til gengæld ikke varer ved – men igen giver en god start ro på bagsmækken, og det, som er gået godt, kan jo ikke sættes til. Bevares, der kom en udvisning mellem Lyngby og OB. Det er sjældent, at en udvist spiller bare stiller sig op og indrømmer, at udvisningen var berettiget, og det skete heller ikke her – men når man har en advarsel i bagagen, er det muligvis ikke det allersmarteste i sidste minut at satse efter en løs bold med benet i godt og vel brysthøjde, når der kommer en modspiller ind fra den anden side. I hvert fald ikke, når resultatet er, at det er modspilleren, der bliver ramt. Det er ligesom med enhver anden form for lotteri: nogle gange vinder man, og nogle gange taber man. Og hvis ordet ‘hensynsløst’ kan sættes på handlingen, ligger advarsel nr. 2 lige til dommerens højreben.

Men da vi ellers ikke har haft de store stridspunkter, er det fristende at prøve at få ryddet lidt op i nogle af de henvendelser, som i løbet af foråret dukkede op i indbakken, og som endnu ikke er blevet behandlet. Som man vil kunne se, kommer vi ganske langt omkring, og det giver mig mulighed for at minde om, at henvendelser af den type altid er yderst velkomne. Det kan sagtens være, at de ikke kommer på tryk lige med det samme – men de er rigtig rare at have i de mere stille uger, plus at det giver mig en udmærket indikation på, hvad der egentlig rører sig blandt læserne.

For at blive i sidste uges emne, spillernes udstyr, er der jo noget, der hedder benskinner, og det har fået flere læsere til at spørge efter størrelsen på en benskinne – ofte med direkte henvisning til de benskinner, som man kan se, at spillere på højt niveau tit gemmer under strømpen, og hvor tidens trend synes at være ‘Småt er godt’ eller noget i den stil. Jeg kan sådan set godt forstå, at det må være irriterende at skulle rende rundt med sådan et fremmedlegeme, og at man kan føle sig fristet til at minimere genen – men allerførste punkt bør nok være at minde om, at det faktisk er for spillernes egen skyld, at benskinner er obligatoriske og har været det i rigtig mange år. Som spiller skal man nok være på godt og vel veteranniveau, før man har prøvet at spille uden. Og godt det samme – fodboldspillet er i dag et ganske andet end dengang, hvor man havde macho-typer, der kunne udfordre ved at spille med strømperne nærmest nede om hælene. Jeg fatter faktisk ikke, at nogen spiller tør satse ved at udfordre lovens grænser på lige dette punkt. Det er trods alt selve værktøjet, det kan gå ud over.

Men der er ikke nogen given størrelse på en benskinne, hvilket er naturligt nok, når vi snakker spillere i alle aldre og størrelser Det hedder sig, at den skal yde en rimelig grad af beskyttelse – og det vil på klart dansk sige, at den skal dække så meget af skinnebenet som vel muligt. Det er ikke tilfældigt, at sådan en fætter på engelsk hedder ‘shinguard’ – bedre ord end det danske ‘benskinne’, som til gengæld ligger bedre på tungen end den helt stringente oversættelse ‘skinnebensbeskytter’. Den skal være helt dækket af strømperne – og så skal den være fremstillet med det formål at være benskinne – har man glemt at få dem med i tasken, kan man altså ikke bare proppe en søndagsavis eller nogle klude ind i stedet.

For lige at gøre det færdigt: hvis man bliver pågrebet uden benskinner, kan man ikke deltage i kampen, før man har fået dem på. Så er de ikke med i tasken, er der ikke mere fodbold den dag – har man bare glemt at udstyre sig med dem, må man være med igen, når det er udbedret, og dommeren har kontrolleret, at alt nu er OK. I kampe, hvor der er udstyrskontrol før kampen, koster det også en advarsel, hvis man efter kontrol har forsøgt at snyde sig igennem uden benskinnerne.

Et par læsere har haft fat i begrebet ‘forhaling af tiden’, som også er én af tidens trends – og et område, hvor spillerne bliver mere og mere opfindsomme (og hvor dommerne desværre ikke altid er skrappe nok). Forhaling af tiden er ét af de punkter, hvor der direkte står, at dommeren skal kompensere for al den tid, som mistes. Forhaling af tiden er også én af de forseelser, som skal give en advarsel, hvis det er tilpas demonstrativt (i den virkelige verden vil dommeren typisk og fornuftigt først signalere, at nu er det nok – og så håbe, at spilleren speeder op). Nogle spillere er mestre i at trække tingene lige til stregen. Men raffinementerne kender ingen grænser. En læser refererer til play off-kampen til Bundesligaen mellem Nürnberg og Frankfurt. I slutfasen her fik målmand Lukas Hradecky (langt om længe) en advarsel for nogle meeeget langsomme målspark. Næste gang blev en forsvarsspiller så tilkaldt for at tage målsparket, men han kunne ikke alligevel. Han fik også en advarsel, og Hradecky overtog alligevel sparket – men det meste af tillægstiden gik med forhaling, hvor der naturligvis burde være lagt tilsvarende tid på i den anden ende. Læseren plæderer for udvisning i stedet for advarsel, som næppe er afskrækkende i sæsonens sidste kamp. Tanken kan sagtens isoleret set have min sympati – men dels kræver det en lovændring, dels ofrer man så princippet, at en forseelse skal straffes ens i første og sidste minut, uanset kampens betydning osv.

En anden læser så Brøndby – Hibernian i sidste uge, og den kamp var ganske rigtigt i den forlængede spilletid et skoleeksempel på mere eller mindre elegant forhaling. Brøndby tager f.eks. et hurtigt indkast, da der kommer en ekstra bold ind på banen, som den skotske spiller vælger ikke at sparke ud igen, men i stedet sende i banens længderetning efter den rigtige bold og midt op i det angreb, der er ved at udvikle sig. Ingen kunne have protesteret over en advarsel her.

Og i den mere kuriøse afdeling spørger en læser, hvor grænsen for politisk propaganda går i forbindelse med en fodboldkamp. Spørgsmålet er vedhæftet et foto af et hjørneflag fra Aarhus til forårets kamp mellem AGF og FCK, hvor de normale hjørneflag var udskiftet med regnbueflag. Tja, her begiver os ud i gråzonen. Men loven kræver faktisk bare, at der ikke må være reklamer på banens rekvisitter – og så må der i øvrigt være logo på hjørneflaget (som det eneste sted blandt rekvisitterne). Spillernes udstyr må til gengæld ikke vise politiske, religiøse eller personlige slogans, udsagn eller billeder. I og med at der ikke er noget krav til hjørneflagets farve, er der vel ikke noget i vejen for, at det må være regnbuefarvet, så længe der ikke er reklamer involveret. Og ser man på, at regnbueflaget traditionelt symboliserer mangfoldighed, synes jeg personligt, at det er en meget smuk idé. Fodbold er jo et spil for alle.