Jans Corner: Man skal ikke gå ned på udstyr

Efter de muntre (og mestendels knap så muntre) EM-dage gled vi umærkeligt over i premiererunden i Superligaen i den forgangne weekend. Og var der snak om turneringsformatet i forbindelse med EM, bliver snakken næppe mindre det næste halve års tid. Jeg har indtil videre valgt den taktik, at jeg koncentrerer mig om fodbolden, og så må jeg prøve at dechiffrere bestemmelserne nærmere, når vi nærmer os, hvor tingene skal afgøres.

Men det var oplagt, at der måtte ske et eller andet. Systemet med de 33 kampe og alle mod alle tre gange har jævnlig forårsaget betydelig vantro, når vi som led i den almindelige smalltalk i udlandet har udvekslet synspunkter om vores respektive turneringssystemer og antal hold i øverste række. Det bliver meget et spørgsmål om religion, men personlig kan jeg godt lide slutspil og tju bang-kampe, men i virkeligheden er hovedsagen jo at sikre sig, at der ikke bliver alt for mange kampe, hvor resultatet er inderligt ligegyldigt. Man har fra tid til anden mod slutningen af sæsonen godt kunnet have fornemmelsen af, at det mest spændende var fordelingen af TV-pengene, som også havde med placeringen i rækken at gøre.

Vi kom fint i gang uden de store kontroversielle ting til overskrifterne. Faktisk var noget af det, der blev kommenteret mest på bagefter, noget så tilsyneladende banalt som trøjefarver. Jeg skriver med vilje ’tilsyneladende’, for det er efterhånden en hel videnskab – og det er måske en meget god anledning til at beskæftige sig lidt mere indgående med en af de mere ydmyge paragraffer i fodboldloven, den om spillernes udstyr.

Fodboldloven foreskriver, at de to holds spilledragter skal have farver, som klart adskiller dem fra hinanden samt fra dommerteamet. I praksis betyder det, at trøjer og strømper ikke må være sammenfaldende hos de to hold, mens man godt kan leve med ens farve bukser. Trøjerne af hensyn til luftdueller og de arme, der bevæger sig rundt i luften (måske endda med kontakt med bolden), og strømperne af hensyn til vurderingen af, hvem der egentlig tackler hvem, og helt lavpraktisk hvilken vej f.eks. et indkast er. Supplerer man med, at de to målmænd skal have trøjer, der adskiller dem fra hinanden, de to hold og dommerteamet, er vi principielt oppe på fem farver (idet man dog ikke aflyser kampen, hvis de to målmænd stiller op i ens trøjer uden mulighed for at skifte: så ofte kommer de trods alt ikke i nærheden af hinanden). I hvert fald internationalt skal vi så også have en ny farve overtræksveste til bolddrengene – og endnu to forskellige farver til de to holds opvarmende spillere.

Jeg bliver af og til kontaktet af folk, der synes, at det er fantastisk, at man selv på Champions League-niveau kan have dommeren i samme farve som den ene målmand, og kan man virkelig ikke få styr på det ? Det kan være lettere sagt end gjort – nu er vi faktisk oppe på otte forskellige kulører, hvis alt skal overholdes til punkt og prikke. Dommeren har et begrænset antal at gøre godt med, typisk tre-fire forskellige, og de færreste hold har mere end to forskellige sæt med til kamp. Så det er med god grund, at der før hver eneste internationale kamp afholdes et møde om morgenen, hvor bl.a. farvesammensætningerne bliver puslet på plads. Ikke så sjældent sker det med kombination af ude- og hjemmebanedragt, og så lykkes det som regel at finde et nogenlunde holdbart kompromis. Det kan faktisk være et af de allersværeste punkter på mødet – selv om det heldigvis er blevet meget lettere, og holdene ikke længere synes helt så opsatte på at ville drille hinanden og lave nervekrig. Og så er det med at få taget et billede af bordet, hvor det hele er lagt frem, så ingen prøver at snyde om aftenen ved at dukke op i noget andet end det aftalte. Det lærte jeg på den hårde måde i en af mine allerførste kampe som delegate, hvor en debuterende græsk dommer i henved fem minutter holdt et helt tjekkisk militærorkester tilbage fra at spille nationalmelodierne, fordi en italiensk U-21 målmands overtro omkring målmandstrøjen vandt over det, som var blevet aftalt om morgenen. Dommeren nægtede simpelthen at lade holdene komme på banen, før alle var enige igen.
I gamle dage, som ikke er så længe siden endda, var dommerens farve pr. definition sort. Det var en regulær revolution, da de danske dommere på et tidspunkt begyndte at dømme i sort trøje med rød krave. Men nu er dommerne jo lige så meget påklædningsdukker som alle andre aktører. Ikke desto mindre findes der stadig turneringsreglementer, som foreskriver, at hvis dommer og det ene hold begge dukker op i sort, er det holdet, der skal skifte. OK – står det der, bør man selvfølgelig principielt rette sig efter det, men ikke desto mindre forekommer det mig lettere, at én mand skifter, end at elleve til fjorten spillere gør det. Én ting er i hvert fald sikker: hvis man som dommer holder på sin ret, har man i den grad sikret sig en munter atmosfære fra kampens start.

Jeg var ikke selv i aktion på stadion i weekenden, så indtrykkene kommer kun fra TV, hvilket kan snyde ganske gevaldigt. Men der var i hvert fald nogle farvesammensætninger, som ikke alle så lige lykkelige ud. I kampen mellem SønderjyskE og AGF havde vi lyseblå og meget mørkeblå trøjer. Det var muligt at se forskel, men det var godt nok meget blåt alt sammen. Omvendt ved jeg også godt af bitter erfaring på stadion, at den lyseblå trøje og den hvide står ualmindelig dårligt til hinanden og giver problemer i solskin, så det var fair nok, at AGF brugte udebanedragten, som flere og flere hold i øvrigt gør, selv om hjemmebanedragten ville være bedre. Om det er separate sponsorer, ønske om salg af udebanetrøjen til fans eller andet, der gør det, ved jeg ikke. Men så længe dommeren kan se forskel – for det er ham, der alene afgør det – er det jo fint nok.

I kampen mellem Midtjylland og Randers havde vi hjemmeholdet i sorte trøjer og dommeren i mørkeblåt i en lyskamp. Det gik også, selv om netop kunstigt lys kan gøre de mest mærkværdige ting ved farverne. Jeg råder altid dommerne til ikke at stole på indtrykket fra en søvnig pære i omklædningsrummet, men tage trøjerne med ud på banen og se dem i det rigtige lys, hvis der er mistanke. Regnvejr og våde trøjer kan også have en forbløffende effekt på synsindtrykket. I samme kamp spillede Randers i orange – og deres målmand i rødt. Igen gik det, men her skal der heller ikke meget til, før der er problemer.

Oven i alt det har vi så diverse raffinementer med spillernes øvrige udstyr. Hvis man har undershirts eller undershorts, skal de have samme hovedfarve som den beklædningsgenstand, som de er inde under. Der kan godt være afvigelser i farvenuancerne, men de to farver skal tilhøre samme familie, om jeg så må sige. Skulle spillerne ønske at bruge tape på strømperne for at holde dem oppe, skal denne tape også have samme farve som strømperne (ved tofarvede strømper selvfølgelig bare enten den ene eller anden farve, afhængig af, hvor man sætter tapen). I Danmark godtager vi også klar / gennemsigtig tape, forudsat at strømpens farve stadig kan ses igennem (man skal altså ikke forsøge at lægge fem lag tape på, så det gennemsigtige forsvinder). Og som et kuriosum skal et eventuelt hovedtørklæde (som blev tilladt for et par år siden efter en forsøgsperiode og er underlagt nogle regler med hensyn til udformningen, mest af hensyn til spillernes sikkerhed) også have samme farve som trøjens primære farve – eller være sort.

Så man kan komme langt omkring med farverne – og så er der det andet udstyr, som vi ikke fik med denne gang.. Det lyder egentlig ganske uskyldigt, men det kan hurtigt blive kompliceret. Og så skal det lige med, at er der farvesammenfald, er det i langt de fleste turneringsreglementer udeholdet, der skal skifte.