Da indrangeringsgruppen under DBU i juni offentliggjorde den nye indrangering for elitedommere, fik KFD en ny kvindelig elitelinjedommer, nemlig Katrine Wulff Stensholm. Og Katrine har faktisk allerede været på sin første opgave i den forgangne uge. Katrine var en tur i Norge, hvor hun vinkede for 3F-dommer Sidsel Rasmussen til Nordic Cup. KFD ringede til Katrine for at sige tillykke, men også for at høre lidt om hvorfor hun vælger at gå linjedommervejen.
Katrine spillede selv fodbold i Boldklubben Skjold, inden en skade gjorde at hun måtte stoppe som spiller. Hun valgte i stedet at kaste sig over dommergerningen og tog dommerkortet i 2007. Hun dømte i et halvt års tid og holdt herefter pause, da hun havde travlt med gymnasiet og en lang rejse. Da hun kom hjem fik hun imidlertid lysten tilbage igen og har siden ikke været til at stoppe! Katrine er i dag med i CTG (Central Talentdommer Gruppe) som linjedommer i 2. Division for herrer, indrangeret som dommer i Københavnerserien, og altså ny elitelinjedommer i kvindernes 3F-liga.
Hvorfor ønsker du at gå linjedommerdommervejen?
For et par år siden satte jeg mig selv et mål om at jeg skulle blive KS-dommer. Dette mål blev indfriet sidste år, hvilket jeg er super glad for. Men min største drøm er at blive indrangeret hos FIFA på kvindesiden. Den hurtigste vej til dette, er pt. ved at blive linjedommer. Og da jeg altid godt har kunnet lide at være linjedommer, lå den – mere eller mindre – lige til højrebenet. Så gør jeg det godt som linjedommer, er mulighederne i øjeblikket simpelthen større for at blive indstillet til FIFA.
Du fungerer stadig aktivt som dommer, kan det hjælpe dig som linjedommer?
I og med at jeg har været triodommer i flere år og stadig dømmer i KS, kan jeg godt sætte mig ind i de tanker som dommeren har bl.a. mht. trioarbejdet. Jeg får tit ros af dommere og udviklere for de input som jeg giver dommerne, når jeg fungerer som linjedommer. Så svaret på spørgsmålet må være et ja;-)
Har du en afsluttende kommentar?
Jeg vil gerne takke KFD’s medlemmer for deres sparring og opbakning gennem årene. Jeg var aldrig kommet så langt med min karriere uden KFD og dens fantastiske medlemmer. Så en stor tak og ønske om en god sommer til alle.
KFD takker for de pæne ord og ønsker Katrine held og lykke med karrieren som linjedommer.