Jans Corner: Det var så det

Efter en hektisk måned er det overstået – fire år til næste EM, som bliver en om muligt endnu mere utraditionel omgang med afvikling i 13 forskellige byer i lige så mange forskellige lande, herunder Danmark.
Hvordan gik det så ? Arrangementsmæssigt gik det vel over al forventning. Alle sikkerhedsforanstaltninger til trods var der stadig – i hvert fald til en god del kampe – den særlige feststemning, der kendetegner slutrunder. Eneste alvorlige logistiske smutter var vel, at man lod lyset være tændt på stadion natten før finalen med det resultat, at man fik tiltrukket et uhørt antal natsværmere. Meget underholdende at se på hjemme i stuen og nogle fine skud til fotograferne, men det må have været et helvede at løbe rundt i nede på banen.

Der var de obligatoriske sørgelige optøjer tidligt i turneringen, hvor det tilsyneladende var russiske og engelske fans, der førte an. Med Ruslands tidlige exit og Englands runden efter blev det aspekt heldigvis også trængt i baggrunden. Spillemæssigt var det en højst besynderlig turnering. Intet hold kunne holde en stabil kadence hele vejen, og det betød nogle gedigne overraskelser – helt frem til finalen. Man kan mene om mesteren, hvad man vil – og det har mange også givet udtryk for – men resultaterne lyver aldrig, så med den præmis er Portugal for mig afgjort fortjente mestre. At det så ikke lige er den form for fodbold, som jeg vil rejse langt for at se, er en anden historie. Men man spiller nu engang med de midler, som man har, og det var egentlig lidt paradoksalt, at de syntes at spille mere frigjort i finalen, da først Ronaldo var udgået. Så kan man filosofere længe over, at man kan blive mestre med seks uafgjorte kampe og en enkelt sejr efter ordinær spilletid, og ikke mindst, at det skyldes turneringsformatet med de 24 hold, at Portugal overhovedet kom videre fra den indledende runde på en tredjeplads.

Turneringsformatet og især afgørelsen af, hvem der skulle slippe med som bedste treere, virkede ikke specielt gennemtænkt, fordi afgørelsen blev trukket over rigtig mange dage – og det gav noget forsigtig-fodbold, hvor mange hold virkede deciderede bange for at tabe. underholdningen. Sandt at sige er det ikke mange kampe, som jeg vil mindes særlig længe. Bevares, der var knaldperler som Italien – Tyskland, Spanien – Italien og Tyskland – Frankrig, karakteristisk nok alle efter gruppespillet, men der var godt nok også nogle langgabere imellem.

Det, som jeg til gengæld vil huske, er de på papiret små hold og deres bidrag. Island er et helt kapitel for sig, men f.eks. også Wales og Nordirland satte deres præg og fik skruet op for feststemningen. Jeg er nok håbløst romantiker her, men jeg bliver glad, hver eneste gang et undertippet hold formår at få mere ud af det, end materialet på papiret berettiger til. Lykken er, når tingene ikke bare er forudsigelige. Den entusiasme, som de pågældende hold og ikke mindst deres fans bidrog med, løftede det hele.

Ser man på det dommermæssige – og det er jo det, som forventes på denne plads – synes jeg, at det gik rigtig godt. For en gangs skyld havde vi en slutrunde uden de helt store kontroversielle episoder, og der blev ikke begået nogen decideret kampafgørende fejl. Selvfølgelig var der fejl: Skrtl skal nok være lykkelig for, at dommeren bag målet lige blinkede, da en løsgående arm satte en waliser ud af spillet lige på tæerne af mållinjedommeren. Og Spaniens brændte straffespark mod Kroatien burde i den grad have været taget om, eftersom den kroatiske målmand nærmest var ude midt i målfeltet, da han reddede sparket. Ingen vil forlange, at målmanden skal stå klistret til stregen, når en angriber kommer tordnende mod ham, og adrenalinet buldrer (det er igen det, at dommeren skal undlade at dømme for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser), men der må trods alt være en blonde. Til gengæld var det en fornøjelse at se, hvilken disciplin både Neuer og Buffon lagde for dagen i den afgørende straffesparkskonkurrence mellem Tyskland og Italien. Der blev ikke snydt meget på vægten dér – til gengæld bød afgørelsen paradoksalt nok på en hårrejsende serie af uhyre ringe spark fra ellers dygtige spillere, selv om målmændene holdt sig i ro. Om det så var nervepresset ved at stå over for netop de to, der slog igennem, skal jeg ikke gøre mig klog på.

De mange regelændringer, som blev introduceret op til slutrunden, levede et forbløffende stille liv, bortset fra den åbenlyse, at begyndelsesparket nu som hovedregel blev sparket bagud. Alle vi lovnørder (og sikkert også dommere over hele Europa) havde håbet på en stribe situationer, hvor vi havde kunnet få noget kød på den praktiske fortolkning af de nye regler for berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet med eksempler på både advarsel og udvisning. De kom aldrig – hvilket jo også er fint nok. Men konklusionen må i hvert fald være, at fodboldspillet ligner sig selv – også med de ændrede regler, hvilket forhåbentlig bidrager til afdramatiseringen.

Vi fik mærkelige situationer alligevel. Her tænker jeg specielt på de to helt umotiverede straffespark for hands, som gik imod Tyskland i kvartfinalen og semifinalen. Boateng gik mod Italien ind i en duel med armene så højt hævet, at det nærmest virkede som et volleyballslag, da han fik kontakt med bolden. Besynderligt – men utvetydigt korrekt straffespark. Og vanviddet blev nærmest overgået af Schweinsteiger i kampen mod Frankrig – hvilket fluks fik et par tyske konspirationsteoretikere frem i pressen. Nu havde Tyskland lige elimineret Italien, så selvfølgelig skulle en italiensk dommer sørge for at sende Tyskland ud. Suk. Ingen, der nogensinde har åbnet en fodboldlov, kan (eller bør) være et sekund i tvivl om, at hvis man går ind i en duel med en vinkel på 45 grader og har armene strakt frem for sig, er der straffespark, hvis der bliver kontakt mellem bold og arm. Armene tjener simpelthen ikke noget fodboldmæssigt formål dér. Og vel er hands nu om stunder svært at fortolke og giver mange diskussioner – men disse to situationer var helt glasklare.

Inden jeg proklamerer, at dommerne slap ud af denne turnering uden at gøre nævneværdig skade (og med meget færre kontroversielle situationer end normalt) skal det med, at grænsen mellem succes og fiasko er hårfin. Mon ikke Mark Clattenburg (som ellers stod for en suveræn og stabil linje turneringen igennem) ved gennemsyn af finalen på DVD bagefter drog et lettelsens suk, da Portugal hamrede et frispark på overliggeren i den forlængede spilletid, efter at der var dømt for hands af Koscielny. Hands var der – men af Eder. Var den bold gået ind og blevet afgørende, kan man tænke sig til overskrifterne bagefter. Jeg har godt både set og hørt nogle efterfølgende argumentere for, at situationen alligevel blev kampafgørende, fordi den advarsel, som Koscielny fik, gjorde, at han ikke turde bremse Eder i det gennembrud, som gav sejrsmålet. Beklager, men den er jeg ikke parat til at købe. Det kan godt være, at Koscielny ikke tog ordentlig fat i Eder (han var ellers godt på vej), men der var immervæk tre mand omkring Eder, og det kunne sagtens have ladet sig gøre, også for Koscielny, at begå et frispark uden at få advarsel for det, hvis det var det, som man ville. Jeg tror snarere, at sagen var, at Eder havde så mange flere kræfter, nyindskiftet som han var, at han kunne vifte forsvarerne af – men det er også kun en subjektiv vurdering.
Nu er der så fire år til næste gang – men heldigvis kører kvalifikationskampene til de europæiske turneringer for fuldt drøn, Superligaen gør det om få dage – og om halvanden måned starter VM-kvalifikationen. Der er altid noget at glæde sig til…