Jans Corner: Straffesparkskonkurrencens lyksaligheder

I sidste uge udtrykte jeg det forfængelige håb, at underholdningsværdien ville fortsætte med at stige i kvartfinalerne, som den havde gjort det fra det indledende (gab !) gruppespil til ottendedelsfinalerne. Og minsandten om ikke det lykkedes.
Vel var Polen og Portugal ikke ligefrem af en kaliber, så blodtrykket steg betragteligt, men til gengæld fik vi en flot finish i den mest onde af alle afgørelser, en straffesparkskonkurrence. Spændingen forsvandt alt for hurtigt fra Frankrig-Island – til gengæld fik vi frigjort spil og nogle flotte mål. Og en stor cadeau til Island, som virkelig forsøgte at komme ud med æren i behold. Man kunne sagtens have tænkt sig andre hold klappe totalt sammen bagud 0-4 ved pausen, men ikke her. Wales fortsatte sensationsridtet med en sejr over et belgisk hold, som faldt tilbage i skuren fra den indledende runde med kun at spille godt i en halv eller en kvart kamp, så der er i skrivende stund – tidligt onsdag aften – heldigvis stadig et ‘lille’ hold tilbage. Og så var der giganternes møde, Tyskland og Italien, hvor den ordinære kamp og ikke mindst den forlængede spilletid i perioder forekom godt og grundigt fastlåst, men hvor vi til gengæld fik en straffesparkskonkurrence, som jeg skal langt tilbage for at mindes tilsvarende. Og når straffesparkskonkurrencer stjal billedet i kvartfinalerne, er det vel meget passende at bruge lidt krudt på dem her.

Gennem tiderne har man forsøgt mange mystiske måder at afgøre en kamp på, som var endt uafgjort, helt ned til ren lodtrækning (sågar i en EM-semifinale). De to mest outrerede, som jeg selv har medvirket i, var at kåre vinderen som det hold, der havde haft flest hjørnespark i 2. halvleg – og det hold, som havde scoret det seneste mål. Det sidste godt nok i en indendørsturnering, hvor man skulle hurtigt videre ud over stepperne med den næste kamp. Men nu om stunder er det såre simpelt i officielle turneringer, som spilles efter fodboldloven, for her anerkendes kun tre gyldige måder at finde en vinder på, hvis holdene står lige: forlænget spilletid, straffesparkskonkurrence og – hvis det har været ude/hjemme-opgør – at lade udebanemål tælle dobbelt.

Selve fænomenet har altid delt vandene – dog nok mere før end nu. Jeg må blankt erkende, at jeg er en stor tilhænger af straffesparkskonkurrencer i al deres grusomhed. Afgørelsen har trods alt et eller andet med det essentielle i fodbold at gøre, nemlig at score mål. Det er noget, som man kan træne, og det er frem for alt den klassiske mand til mand-duel med den elementære spænding, som det indebærer. Den sidste rest af det vilde vesten, om man vil, hvor ikke bare det fysiske, men i høj grad også det mentale spiller ind.

Afgørelsen mellem Tyskland og Italien var i sandhed ikke for små børn – men den highlightede også yderst smukt nogle af de lovmæssige krøller, der er ved en straffesparkskonkurrence. Først og fremmest var det – i hvert fald i den neutrale stol – sjovt at se Contes panik, da der gik længere og længere tid, før der kom et spilstop, så han kunne få skiftet Zaza ind til allersidst i den forlængede spilletid. Han var oplagt tiltænkt at skulle sparke et af de indledende straffespark – og pointen er, at i en straffesparkskonkurrence må kun de spillere deltage, som er på banen ved den forlængede spilletids afslutning. Dog må spillere, som midlertidigt er udenfor, f.eks. for at blive behandlet, gerne deltage – og en målmand, som bliver skadet under konkurrencen, må også godt erstattes af en ny målmand, hvis der stadig er ledige udskiftninger tilbage (og det er der som regel aldrig). Så var Zaza ikke kommet ind, havde han ikke kunnet deltage i afgørelsen, hvilket mange italienere utvivlsomt havde foretrukket nu. Resultatet blev jo, at hans allerførste boldberøring blev det straffespark, som han skulle tage, og det gik ikke lykkeligt.

Der var mange særprægede udførelser af tilløbet i den straffesparkskonkurrence (ikke mindst Zazas med en gangart, som jeg ikke har set før, nærmest et tilløb med indlagte høje knæløftninger). Mange har desværre – godt bistået af diverse medier – fået galt i halsen, hvad man må og ikke må før sparket. Først og fremmest er det tilladt at finte i tilløbet, ligesom målmanden må bevæge sig inde på mållinjen og forsøge at psyke sparkeren (mange husker sikkert endnu Liverpools Dudek i CL-finalen mod Milan i sin tid – meget bevægelig på stragen og med yderst markante armbevægelser). Selvfølgelig kan finterne fra begge sider blive så langt ude i skoven, at de rammer grænsen for usportslig opførsel og en advarsel, for den mulighed har dommeren altid, men der skal godt nok meget til. Det er altså også fuldt ud tilladt stoppe op i tilløbet undervejs, som flere af spillerne også gjorde, selv om der eksisterer en veritabel folkeovertro blandt både spillere og klubfolk (og desværre lejlighedsvis også dommere) om det modsatte.

Det, som man til gengæld ikke må, og ikke har måttet siden 2014, hvor reglen blev indført umiddelbart før VM, efter at der havde bredt sig en veritabel modedille specielt i Asien og Sydamerika, er at finte, efter at tilløbet er afsluttet. Er støttebenet sat i henne ved bolden, skal der sparkes. Det ville ellers være en fin fidus at sparke over bolden, få målmanden til at gå til den ene side, og så sparke. Så ville man som minimum være garanteret et omspark. Men den går altså ikke. Laver man den form for finte i løbet af en kamp, er taksten et indirekte frispark og en advarsel. Men hvad så under en straffesparkskonkurrence ? Det er der faktisk ikke lovgivet eksplicit for, bortset fra, at fodboldloven også gælder under en straffesparkskonkurrence, hvis ikke andet er anført. Men man har til gengæld lovgivet for, at hvis en spiller ikke er til stede for at sparke sit straffespark, er sparket tabt. Man kunne forestille sig, at sidste sparker, hvis vi var kommet til vejs ende, var smuttet på toilettet og ikke nået retur. Så ville chancen være spildt – og ved at trække en linje fra den afgørelse må det være klart, at hvis sparkeren finter ulovligt, betragtes sparket som brændt. Så lad være med bare at tænke på det…

Så kunne det jo være sparkerens anden advarsel, så han skulle udvises. Og hvad så ? Ja, som noget af det nye skal det andet hold så reducere tilsvarende (kan altså fjerne deres formodet svageste straffesparksskytte). Indtil 1.6. var det kun ved starten af konkurrencen, at der skulle være lige mange spillere på hvert hold, men det gælder nu hele konkurrencen igennem.

Bortset fra underholdnings- og spændingsværdien i at se så dygtige fodboldspillere være så knaldhamrende nervøse og kikse på stribe, fulgte konkurrencen ellers fint den nu lovfæstede regel: man behøver ikke at opgive alle fem sparkere på én gang (altså ingen små sedler til dommeren før start). Og – hvad der ikke er nyt – hvis vi var kommet hele vejen igennem spillerrækken, så også målmændene havde sparket på hinanden, var vi fortsat med én ad gangen, men det ville være tilladt at ændre den oprindelige rækkefølge.

I afdelingen for kuriositeter så det i hvert fald på TV ud, som om Tyskland vandt lodtrækningen – og valgte at sparke sidst. En hel trend ved dette EM, for ellers ville man vel normalt vælge at sparke først og dermed lægge presset på modspillerne – men her gik det altså godt, selv om neglene nok var bidt helt ned til albuerne på det tidspunkt.

Dette skrives lige før semifinalerne. Om en uge er vi meget klogere – også på, hvem der har dømt finalen. Af de dommere, som er tilbage, er det kun Clattenburg og Mazic, som ikke har været i aktion fra kvartfinalen og frem. Men UEFA har overrasket før.