Jans Corner: Det lakker mod enden

Gassen er måske nok gået lidt af de hjemlige kampe, i og med at vi i sidste weekend nu også formelt fandt både årets mester og nedrykker fra Superligaen, tidligere suppleret med to af de tre oprykkere fra 1. division. Men under alle omstændigheder kan dommerrelevante situationer jo sagtens alligevel komme forbi, også selv om intensiteten ikke er den største. Heldigvis har der stadig været fuldt tryk på de udenlandske kampe. Den forløbne uges fire playoff-semifinaler til Premier League var dramatiske, og finalen mellem Sheffield Wednesday og Hull om godt en uge skal jeg på én eller måde have set, selv om jeg på det tidspunkt er på vej hjem fra Ukraine og en EM U/21-kvalifikationskamp.

Den første kamp mellem Sheffield Wednesday og Brighton rummede en yderst besynderlig situation omkring et annulleret Sheffield-mål, og den skal jeg nok komme tilbage til. Men lad mig starte i det hjemlige med kampen mellem Midtjylland og SønderjyskE, hvor det store samtaleemne var, om Tommy Bechmann blev snydt for et straffespark, da han kolliderede med Midtjyllands målmand Mikkel Andersen. Situationen er den, at et relativt blødt skud på mål bliver fejlbedømt af Andersen, der taber bolden frem foran sig, hvor Tommy Bechmann kommer stormende. Mikkel Andersen kaster sig ned med samlede arme strakt ud til siden, men rammer ikke bolden, hvorefter der kommer kontakt mellem Tommy Bechmanns venstre fod og Andersens bryst, så Bechmann falder med manér.

Der er nok at tage fat på. Først og fremmest er det helt ligegyldigt, om Mikkel Andersen rammer bolden eller ej – det afgørende er karakteren af den kontakt, der opståre. Sat på spidsen kan man sige, at man skal vurdere, hvem af de to, der er på den pågældende græstørv først. Er det Mikkel Andersen, som er der først, og Bechmann falder over ham – eller er Bechmann der først og bliver væltet af Andersen ? Det er altid forfærdelig svært at vurdere denne type forseelser, hvor målmanden er involveret, for han har alt andet lige et andet bevægelsesmønster end de øvrige spillere, ligesom han ‘fylder mere’, fordi armene ofte er strakt ud fra kroppen.

Nu har jeg set den nogle gange, og for mig at se er Mikkel Andersens krop i ro, dér hvor kontakten opstår (mens armene stadig er i bevægelse på vej ned mod jorden, men det er ikke relevant). Til gengæld ser det også ud til, at Bechmann træder ind i den liggende Mikkel Andersen med venstre fod. Er det korrekt, er der ikke nogen forseelse – så er vi ovre i kategorien for tilfældige sammenstød. Men er der så film ? Det kunne man godt fristes til at tro, i og med at Bechmann selv opnår kontakten og falder meget stilfuldt. Men jeg tror snarere, at det er den voldsomme fremdrift og den pludselige kontakt, der strækker Bechmann til jorden, og ikke et bevidst forsøg på at ville optjene et straffespark. Det vigtige er altid at huske, at der i sådanne situationer er tre muligheder: straffespark, film – og ingenting (det tilfældige sammenstød).

Situationen afstedkom nogle, skal vi sige ikke specielt klædelige, kommentarer bagefter, hvor der kraftigt blev antydet, at Bechmann ikke fik sit straffespark, fordi han så ofte filmer eller bliver beskyldt for det. Med al respekt: bullshit. Det kan dommeren simpelthen ikke rumme, når han reflektorisk skal afgøre en pludselig situation som denne – og man finder ikke nogen dommere, der på den måde er forudindtaget. Hvad skulle man dog få ud af det ? Til gengæld er det jo dommerens forbandede pligt at have sine to øjne rettet mod det sted, hvor der er størst sandsynlighed for, at der kan opstå noget kontroversielt. Ja, Bechmann er ganske rigtigt involveret i mange situationer, der balancerer på kanten, og så fokuserer man som dommer selvfølgelig på ham, når en potentiel faresituation som denne opstår. Og ser dermed måske situationen på samme måde, som jeg lige har beskrevet. Hvis Bechmann var berygtet for at filme, og dommeren virkelig var ude efter ham, ville det have været så let som ingenting at give ham en advarsel for film også her, for som beskrevet er der også ting, der kunne trække i den retning, selv om jeg personlig mener, at dette er hverken / eller.

Det var offside, der kom i fokus i kampen mellem Sheffield og Brighton – på ét af de mere groteske tilfælde, som rigtig godt viser, hvor svært det kan være, når situationer udspiller sig over lang tid. Hele pointen er, at man vurderer en mulig offside-position (foran bolden og næstsidste forsvarsspiller) i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller – og så kan det at skulle straffes for offside-positionen ellers opstå helt frem til det øjeblik, hvor en medspiller næste gang rører bolden. Efter godt et kvarters spil er en tilbagelægning landet hos Sheffields målmand, som sender et langt spark afsted. Angriber Forestieri er i spilleøjeblikket vel mindst fem meter offside, men søger op mod midten. Den høje bold forsøges spillet af to spillere midt på banen, men ingen af dem rammer den, og i mellemtiden er Forestieri kommet langt ned i onside-position, erobrer bolden og sender den i mål. Der bliver ikke vinket – og målet får lov at stå i et minuts tid. Så er der konference mellem dommer og linjedommer, hvorefter målet alligevel annulleres. Siddende i min dybe lænestol har jeg ikke nogen mistanke i live-gengivelsen, for dér har vi ikke hele banen med, og Forestieri er slet ikke i billedet – men lidt erhvervsskadet er man jo, for ved den første gentagelse fra en anden vinkel er det hele med, og jeg tænker ‘Den er gal’. Mens gentagelserne kører, udspiller der sig et større drama ude hos linjedommeren – og vi ender med det annullerede mål.

Problemet er selvfølgelig, at flaget ikke bliver hejst i første omgang, men det er en ualmindelig giftig situation for linjedommeren, som kan have svært ved at se, om Sheffield-spilleren, som forsøger at spille bolden på vejen op mod Forestieri, rent faktisk rammer den. Gør han det, har vi nemlig en ny offside-vurdering, og nu er Forestieri nået i sikker havn i en onside-position. I virkeligheden gør linjedommeren det, som han skal, nemlig giver angriberen fordelen, hvis han er i tvivl – men så kommer headset-kommunikationen ind i billedet. Faktisk en frygtelig situation: linjedommeren har formentlig erkendt Forestieris offside-position, men kan ikke afgøre, om bolden bliver rørt på vejen – dommeren kan se, at bolden ikke bliver rørt, men ved til gengæld ikke noget om nogen offside-position. Ved fælles hjælp og håndkraft samt kombination af informationer rammer man så den rigtige kendelse, og det er trods alt det vigtigste – men kønt så det ikke ud. På samme konto må man også tilgive kommentatorerne, at de var tre-fire minutter om at nå frem til en tilsvarende konklusion. Og så var det vist et større under, at træner Carvalhal fik lov til at overvære resten af kampen med de attituder, som han lagde for dagen i adskillige minutter. Men det er tolerante folk i England…

Sideløbende med skrivningen her har jeg fulgt Europa League-finalen mellem Liverpool og Sevilla. Her blev offside også et tema – ikke så meget ved 3-1 målet, hvor bolden helt oplagt kommer fra hele to Liverpool-spillere, men hvor linjedommeren lige må have blinket kortvarigt, da han så en offside. Heldigvis for retfærdigheden endte det med et mål. Men Sturridges indsats sidst i 1. halvleg, hvor han sparker ud efter en bold, som nok var gået i mål alligevel. En spiller, som klart forsøger at spille en bold, som er tæt på ham, og derved påvirker en modspiller (her målmanden), skal straffes for at genere en modspiller. Havde Sturridge forholdt sig i ro i sin offside-position, havde Liverpool ført 2-0 – og gad vide, hvad enden så var blevet…